Da jeg blev student, tog jeg til Sydamerika. Jeg var vild med at rejse og opleve den verden, jeg ellers bare havde hørt om, og det var meget svært at tage tilbage til Danmark igen. Men efter udrulningen af fremdriftsreformen vidste jeg jo godt, at det mest fornuftige nok ville være at komme i gang med en uddannelse. Jeg har altid klaret mig godt i skolen, og det lå ligesom i kortene, at jeg skulle læse videre efter gymnasiet, så jeg søgte ind på Roskilde Universitet – på basisstudiet, som i virkeligheden er for folk, der ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med deres liv.
Hver eneste dag var der en, der droppede ud, og ellers var der bare fester konstant. Det var slet ikke noget for mig, og jeg sad allerede efter to uger og gruede for, at det her ville være mit liv de næste fem år. Jeg følte mig låst og fik nærmest klaustrofobi af at være der, og det virkede også helt forkert, at man bare satte sig ind i endnu et klasseværelse efter at have gået i skole, siden man var seks år. Nu var jeg 20 år og havde stadig ikke set, hvordan andre mennesker lever deres liv. I stedet sad jeg bare her og læste om det. Jeg havde det, som om jeg var ved at miste mig selv til et liv, som først og fremmest passer staten og kapitalismen.
Jeg holdt ud i et par måneder. Så stod jeg op en morgen og pakkede min rygsæk. Jeg havde nogle malariapiller og 1200 kroner på min konto, og så cyklede jeg ellers ind til Københavns Hovedbanegård. Jeg hoppede på det første tog sydpå. Til Hamborg. Og derfra blaffede jeg videre sydpå. Jeg havde ikke fortalt nogen om mine planer, men min mor ringede, da jeg var nået til Frankrig, og hun begyndte at græde, da jeg fortalte hende, at jeg var droppet ud og nu var taget afsted - uden at vide hvorhen. Men jeg havde i den grad brug for at bryde med universitetet, og det var et kæmpe ”statement” for mig selv, at jeg den dag valgte at tage toget sydpå i stedet for at køre mod Roskilde igen. Jeg skulle ud i den verden, der omgav mig, og finde ud af, at den er mere rig og forskellig end, jeg vidste.
Når jeg i dag ser tilbage på den dag for 13 år siden, så var det den helt rigtige beslutning. Jeg forsøgte godt nok senere at læse et nyt studie på Aarhus Universitet, men igen fik universitetet mig til at føle, jeg mistede grebet om verden – uanset hvor fornuftigt det ellers virker at få sig en uddannelse. Jeg skulle undersøge, hvilken vej der er min, og det er som om, at jeg har det bedst med at kaste mig ud i verden, i nye projekter og opgaver, hvor jeg hele tiden lærer nyt om andre mennesker – og om mig selv. Sådan var det også, da jeg meldte mig til Den Store Bagedyst i 2014 - jeg var elendig til at bage, jeg var på dybt vand.
Og det var den samme nysgerrighed og drivkraft, der senere fik mig til at undersøge, hvad der var op og ned i historierne om min morfar (hypnotisøren Ali Hamann, 1933-2014, blev i 1982 dømt for blufærdighedskrænkelse og voldtægt af kvindelige kunder, red.). Jeg ville ikke bare tage afstand fra ham på baggrund af mediernes dækning. Jeg ville forstå smerten og vide præcis, hvad jeg tager afstand fra. Og det med selv at ville forstå, selv at ville prøve ting og opleve dem på egen krop, er nok en meget vigtig agenda i det hele taget for mig.
Det er også den der trang til at prøve kræfter med noget nyt, at udfordre mig selv, der gør, at jeg nu har sagt ja til at medvirke i en musical for første gang. For selvom jeg ikke umiddelbart er vild med musicals, så har jeg jo dybest set ikke viden nok om genren til at dømme den. Så til efteråret er jeg med i ”M for marriage”, når den får premiere på Hermans Teater i Tivoli Friheden i Aarhus.
Når nogle så spørger, hvor jeg får alle mine idéer fra til de meget specielle kager, jeg laver, så er svaret: ”Det er fordi, jeg laver alt muligt mærkeligt i mit liv”. Og det bliver jeg nok ved med at gøre. Jeg lader livet invitere mig. I stedet for at studere det på afstand.