Jeg mærker, at det er weekend i meget højere grad nu, end jeg har gjort i mange år. Jeg har været præst i 15 år, og der skal man jo på arbejde i weekenden. Men nu er jeg blevet udlandsprovst og generalsekretær for Danske Sømands- og Udlandskirker, og så er jeg kirkeløs og arbejder kun i weekenden, hvis jeg skal rejse ud til nogle af vores kirker i verden. Så nu har jeg pludselig frihed og tid i weekenden til at være sammen med min mand og vores børn på 17 og 20 år. Og aktiviteterne skal ikke være styret af, at jeg skal op at yde noget søndag morgen. Det er ret vildt og ret nyt.
Da jeg var barn, tog vi i sommerhus i weekenden ved Sejerøbugten. Min forældre havde købt en grund, som de selv byggede et hus på, og mens de byggede, boede vi i en campingvogn, hvor der var masser af ørentviste. Jeg er vokset op med asfalt i Brøndbyøster på Københavns Vestegn, så allerede om onsdagen begyndte jeg at tænke på, at vi i weekenden skulle op til de der forfærdelige ørentviste. Når vi så kørte op til sommerhuset om fredagen, kørte vi først forbi en lille købmand for at købe slik. Og resten af weekenden var øvelsen for min storesøster og jeg at få vores far til at køre til købmanden igen efter mere slik.
Jeg er vokset op med, at weekend var hviletid, og der var klare grænser mellem arbejde og fritid. Det er mine børn jo slet ikke vokset op med, og der er da heller ingen af dem, der vil være præst. Mit barndomshjem var præget af rummelighed. Min far var skoleinspektør, og min mor var psykolog. Hun kom fra Bosnien, så jeg er vokset op med, at kulturel mangfoldighed er en styrke. Det var også min mor, der insisterede på, at min søster og jeg skulle gå på en international skole – Den franske skole (Prins Henriks Skole, red.) i København – for hun ønskede, at vi skulle få et udsyn mod hele verden.
Når jeg skal slappe af, laver jeg simpelthen så lidt som muligt. Mit fag er præget af meget medmenneskelig kontakt, og det relationelle fylder enormt meget. Derfor er det vigtigt, at man er nærværende. Så når jeg får fri, trænger jeg bare til at tømme hovedet og være i fred – ligge i sofaen og indtage noget kultur, der er tygget for mig i forvejen.
Søndag sover jeg længe. Det er nyt, og det er rigtig godt. Jeg har aldrig været sådan en, der var i god tid med tingene og haft min prædiken færdig om torsdagen, så derfor har jeg altid gjort flittigt brug af søndag morgen til at blive færdig til kirketid. Nu sover jeg så længe, jeg kan, og så går jeg i løbet af formiddagen i kirke og nyder frugterne af andre præsters gode arbejde. Jeg tror, jeg på et tidspunkt kommer til at savne selv at stå på prædikestolen, men der er jeg ikke nået til endnu.
Skal jeg ud af huset ... Jamen det skal jeg egentlig helst ikke. Jeg er begyndt på et nyt arbejde, som er rimeligt krævende, så jeg har ikke været så udadvendt i min fritid endnu. Vi bor midlertidigt i en lejlighed på Vesterbro i København, og jeg har indtil videre været i Eliaskirken, som ligger tæt på, og på enkelte besøg hos venner.
Inden jeg går i seng, har jeg ikke nogen aftenritualer. Men min mand har installeret en projektor i vores soveværelse til at se film på, og puha ... det er farligt, for det kan komme til at gribe om sig med film inden sengetid.