Jeg tog mig i det igen forleden. Atter lyttede jeg ikke til den højt estimerede udenrigskorrespondent Hugh Schofield på BBC World News, men nærstuderede alt bag ham.
”Der ser så hyggeligt ud i hans stue,” meddelte jeg min mand og talte intenst om den store skænk med glaslåger.
”Der så ud til at stå gammelt fransk lertøj i den,” afrapporterede jeg til min læsende gemal længere henne i vores ret britisk blomstrede sofa.
Menneskers indretning interesserer mig, og det ikke kun i covid-tider, hvor jeg dels har brug for adspredelse for at overleve dels får andres smag direkte op på min skærm via de interimistiske tv-studier hjemme i privaten. Fra den unge, kinesiske supervirologs lille New Yorker-lejlighed (med uredt seng i baggrunden) til det tjekkede samtalekøkken hos den australske speedsnakker, Aaron Heslehurst fra programmet ”Talking Business”, og så den linde strøm af bogreoler med nøje udvalgte bøger hos de magtfulde kilder.
Rejsen rundt i de private gemakker har i grove træk beroliget mit demokratiske jeg.
De fleste har for eksempel bøger. Det vil sige, at de, omend de ikke læser, så synes de, at det er vigtigt at vise, at de gør det. Desuden roder det ofte en smule som tegn på, at liv leves uden en mani for, om det ser perfekt ud i andres øjne.
At ville indrette sit hjem til gnidningsløs perfektion og dermed uden bøger, der oftest er for mange af i forhold til reolernes størrelse, forskrækker mig. Hvordan ser man på mennesker, hvis man foretrækker upersonlighed i sit hjem?
Det hænger ikke så simpelt sammen, det ved jeg, men jeg kommer selv til at føle mig som en påfugl med udslået hale i en glasbutik, hvis jeg kommer ind i hjem med stringent indretning i nyt, hvidt, gråt og sort og måske en smule træfarvet inde og ude.
Ikke fordi det altid er grimt, men fordi det for mig er for ensformigt og ensformende, renset for følelser og de særheder, der går i arv og pibler frem, når man lever uforstilt.
Anonymitet som stil kan være befriende i lufthavne og på arbejdspladser, hvor vi ikke skal være os selv, men agere i en rolle, andre i princippet også kan overtage. Det gælder ikke hjemme.
Jeg ved, at nogle taber tekoppen (de vildt farvede storblomstrede Flora fra Royal Copenhagen, hvad ellers) i stress over mine lavendelfarvede vægge og stuens mange sager, der har og har haft betydning i min store families liv fra spisebordet som en pub i Cornwall til de rødflettede franske caféstole til min mands oldefar Petræus’ præstestol betrukket i min mors veninde Nina Koppels pink uldstof og min mormors sekretær. Og bøgerne.
Huset er fra 1928, så jeg havde overvejet at tapetsere med datidens moderigtige William Morris-tapet, men nu er det desværre blevet så klar en stammemarkør, at det er valgt fra, fordi det ville vise, at jeg ønskede at tilhøre nutidens smagssnobber.
Skrev jeg det?
Så kan jeg lære det.
Så blev jeg selv lige afsløret som antisnob. Det er værre end at være en ægte en af slagsen. Pinligt.
Nej, jeg bliver ikke per automatik et favnende og smukt menneske af at bo smukt, men netop derfor har jeg har godt af at leve med påmindelser om andres levede liv i både møbler og bøger.
Men jo, jeg tror faktisk, både jeg og Hugh Schofield bliver mere perspektivsøgende af at bo med ting, der har mere end 100 år bag sig.
Som for eksempel gammelt fransk lertøj.