Lån en gratis kajak og saml skrald

Danske havne, fjorde og kanaler flyder med affald. En kajakinstruktør har taget initiativ til landsdækkende affaldsindsamling til søs

Tobias Weber-Andersen er initiativtager til GreenKayak, der er en nonprofit-projekt, hvor frivillige kan samle affald i landets havne og kanaler ved hjælp af gratis, udlånte kajakker.
Tobias Weber-Andersen er initiativtager til GreenKayak, der er en nonprofit-projekt, hvor frivillige kan samle affald i landets havne og kanaler ved hjælp af gratis, udlånte kajakker. Foto: Julie Høgholm.

Det handler om at indstille blikket til at se lige hen over vandoverfladen. For det er særligt her, at man kan få øje på de mange plastikstykker, cigaretskodder og flamingorester.

Den grønne, åbne kajak er netop stukket til søs i Københavns kanaler, og formålet er at samle så meget som muligt af det affald, der flyder rundt i vandet omkring kajakken.

Konceptet er enkelt: Du kan låne en af de grønne kajakker gratis i to timer, mod at du samler skrald fra vandet imens. Initiativet, som kajakinstruktør Tobias Weber-Andersen står bag, hedder GreenKayak og er allerede en succes flere steder i Danmark og uden for landets grænser.

Ifølge Tobias Weber-Andersen bliver der i gennemsnit samlet tre kilo pr. tur.

Nogle gange kommer folk dog også retur med langt mere, og rekorden ligger på svimlende 60 kilo, fordi vedkommende i den udlånte kajak blandt andet havde formået at bjerge en cykel op af vandet.

Selv har Tobias Weber-Andersen også engang fundet en udendørs varmelampe under vandoverfladen.

Men som oftest er det langt mindre objekter, der bliver samlet sammen i vores kanaler og havne rundtom i landet.

”Vi tager det, der ligger i overfladen og en smule længere nede. Det er alt fra cigaretskodder og folieindpakning fra cigaretpakker til engangsplastik, flasker, plastikposer. De typer affald finder vi hver eneste gang,” fortæller Tobias Weber-Andersen fra bagenden af kajakken, mens han samler en blå engangsmaske op fra vandet med sin lange gribetang.

”De her er i løbet af coronakrisen desværre også blevet en fast del af det indsamlede affald,” siger Tobias Weber-Andersen, der altid har haft en stor kærlighed til vandet og brugt havet til diverse vandsportsaktiviteter.

”For mig handler det her projekt også bare om at vise min respekt for havet og passe på det. Jeg får ondt i hjertet, når jeg ser flasker og plastikposer flyde rundt herude.”

Han er selv ude i kajakken en-to gange om ugen for at samle affald. Det begyndte han med for fire år siden, da han afholdt kajakkurser i København og lagde mærke til alt affaldet i vandet.

”Selvom jeg havde samlet en masse op dagen før, var der bare mere dagen efter. Der fik jeg øjnene op for, hvor stort det her problem egentlig er. Der er behov for at samle hver dag. Og selvom det virker til, at arbejdet aldrig bliver færdigt, er det stadig enormt meningsfuldt, når jeg ser, hvor meget skrald alle de frivillige har med tilbage,” siger han.

I løbet af det seneste år er engangsmundbind blevet en fast del af det skrald, som ofte er at finde i vandet i Københavns kanaler.
I løbet af det seneste år er engangsmundbind blevet en fast del af det skrald, som ofte er at finde i vandet i Københavns kanaler. Foto: Julie Høgholm

I skrivende stund har GreenKayak samlet mere end 42 tons affald med hjælp fra de omkring 25.000 forskellige frivillige, der gennem projektets fireårige levetid har gjort brug af muligheden for at tage en gratis tur i de grønne kajakker.

”Jeg ved godt, at vi hos os ikke kan tømme verdenshavene for plastik. Men det handler mere om at påvirke vores dagligdag i en mere bæredygtig og grøn retning, og at alle kan tage et medansvar for at mindske forurening,” siger han, mens han padler over mod indkøbscenteret Fisketorvet, hvor der efter sigende altid flyder meget affald rundt.

Og ganske rigtigt. Der går ikke lang tid, før en vandflaske kommer til syne. Og en til. Så et par cigaretskodder. En rest af noget engangsservice. Og sådan bliver det ellers ved, mens kajakken stille glider gennem vandet. Til sidst har vi samlet omkring to kilo skrald i plastspanden, der står mellem kajakkens to sæder.

Tobias Weber-Andersen er ret sikker på, at mange mennesker – efter en tur i en af de grønne kajakker – vil tænke videre over egen adfærd eller lægge mærke til affaldet, næste gang de er ude at gå en tur i skoven eller langs kanalen.

”Vores projekt er forhåbentlig adfærdsregulerende, så flere får lyst til at samle affald op, når de ser det flyde i naturen. Det kræver heller ikke nogle særlige færdigheder at bruge vores åbne kajakker, og der er jo så meget kyst i Danmark. Så det er bare om at komme af sted,” siger Tobias Weber-Andersen, der ser potentiale for at udvide initiativet til endnu flere byer landet over.

”Der er jo desværre ingen danske byer, hvor der ikke er behov for at samle affald i vandet.”