Siden min søn valgte livet fra, har jeg gennemlevet påsken flere gange hver dag

Fortællingen om opstandelsen er til de utallige gange i vores liv, hvor vi møder barske tider

"Min tankerække var lang og handlede om den mand, der for 2000 år siden døde på et kors og siden har vist sig for en række andre gennem århundrederne inklusive mig den 25. februar 2009," skriver Charlotte Rørth om dag, hvor hun sad i carporten. Og græd.
"Min tankerække var lang og handlede om den mand, der for 2000 år siden døde på et kors og siden har vist sig for en række andre gennem århundrederne inklusive mig den 25. februar 2009," skriver Charlotte Rørth om dag, hvor hun sad i carporten. Og græd. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Indimellem fatter jeg det ikke selv. Hvordan kunne noget så helt og aldeles vanvittigt ske i et almindeligt liv som mit? Jeg prøvede, for Gud ved hvilken gang, at svare mig selv, mens jeg hængte vasketøj op i carporten. Karklude og håndklæder. En hverdagskogevask.

Min tankerække var lang og handlede om den mand, der for 2000 år siden døde på et kors og siden har vist sig for en række andre gennem århundrederne inklusive mig den 25. februar 2009. Da stod han foran mig og talte i 15-20 minutter. Jeg var så overrasket og uforberedt, at jeg bare sad helt stille. Og ja, jeg er mere end andre klar over, hvor absurd det lyder, men hvad skulle jeg gøre? Stole på, hvad jeg erfarede, eller anse mig selv som momentant sindssyg?

Langfredag 1962, samme år som jeg blev født, gav dr.psych. Walter Pahnke 10 studerende svampe med 30 milligram psilocybin. De fik dem, lige inden de gik til messe i Marsh-kapellet på Boston University tæt på, hvor jeg boede som barn. 10 andre unge og hvide mænd som dem fik placebo.

De 10 påvirkede fik alle oplevelser, blandt andet syn som mit. De fleste i en kristen kontekst svarende til, at de sad i et kapel. Da dr.psych. Rick Doblins undersøgte dem 24-27 år senere, erklærede de alle (som jeg), at oplevelserne var a uniquely valuable contribution, et enestående værdifuldt bidrag, til deres liv. Selvom de var fremkaldt af et stof. Hvad foregår der?

Det får vi aldrig et klart svar på. Måske er det med vilje. De vandrende ved Emmaus på søndag nåede heller ikke at få svar, før den opstandne Jesus, som de lige havde delt brød og vin med, blev ”usynlig for dem”, som der står i Lukasevangeliet.

Pahnkes forsøg er verdensberømt, fordi det trods lidenheden er blevet brugt af forskere gennem årtier som dokumentation af, at opstandelsesoplevelser kan fremkaldes. Det sker, men langt de fleste rammer uden varsel, som det skete for mig. Og det sker tit. Omkring hver anden har mærket en ”pludselig religiøs erkendelse eller åbenbaring”, viser tal fra amerikanske Pew Research Center’s Forum on Religion & Public Life. 76 procent af briterne har sagt til BBC, at de har haft ”en erfaring af en grænseoverskridende virkelighed”.

Måske er vi alle på en evigt gentagende påskevandring til Emmaus, hvad end vi vil det eller ej, spiser svampe eller takker nej eller tilhører en anden religion, der deler andre fortællinger om gudsnærvær.

Ikke alle har brug for en så fysisk påmindelse, som jeg fik, men påskens forløb kan være lige virkelig for det. Den handler om de sidste dage i Jesu liv, men er jo også en fortælling givet til os om de utallige gange i vores liv, vi og vores kære rider ind i barske tider, dør, må tænke os om og derpå finde en form at genopstå i, så vi kan følges med andre.

Sådan tænkte jeg dér i carporten, da det lysegrå vaffelvævede håndklæde pludselig faldt af snoren. Det var vådt og tungt og havde knækket en af de blå plasticklemmer.

Jeg græd.

Ikke over at have mistet koncentrationen, men fordi min yngste søn havde købt klemmerne. Om han vidste, at han ville dø, da han rejste til USA, ved vi ikke. Men han valgte ikke at komme hjem i live, og siden har jeg gennemlevet påsken flere gange hver dag. Hver gang ender jeg i den opstandelse, jeg ikke får svar på, men ved er virkelighed. Det trøster. Påsken lysner. Den er, som dr.psych. Rick Doblins kalder det, et enestående værdifuldt bidrag til mit liv.