Birgit Meister er født under krigen: Ubegribeligt, at antisemitismen igen findes

For os, der voksede op i tiden omkring Anden Verdenskrig, er det ubegribeligt, at antisemitismen er her igen

Birgit Meister er født under krigen: Ubegribeligt, at antisemitismen igen findes
Foto: Leif Tuxen og Vincent Kessler/Reuters/Ritzau Scanpix.

Seniorliv står der som fast overskrift her ovenover hver uge. Og seniorliv er så forunderligt og indeholder så meget forskelligt. En rigdom af levet liv, en mangfoldighed af væren, lykke og ulykke, medgang og modgang, solskin og skyer.

Seniorliv indeholder en broget og varieret fortælling. En stor beholder, hvor der bliver samlet alle farver, alle udtryk, smerte og glæde. Ja, hvor overskrifterne ubesværet skifter fra børnebørns udvikling og udfoldelse til alle de gode råd om mad og helbred. Fra rejsemål til kunstudstillinger, fra koncerter til økonomi, fra transport til hverdagens hjælpemidler, fra høreapparat til briller, fra genoptræning til fitness, fra ensomhed til fællesskab.

Og med til seniorlivet hører, at tiden går raskt, og mærkedagene melder sig.

Jeg har været til et par stykker i de seneste uger, og det er en stor glæde. Tænk at være mellem 60 og 95 år. Bare det er jo en velsignelse, og så går snakken.

”Jeg vil sige velkommen til mine veninder,” som en vært i 80’erne sagde til de kære kvinder, hun havde samlet omkring sig.

”For i disse tider ved vi jo ikke, hvor længe vi får lov til fortsat at kalde hinanden for veninder. Men det er I nu for mig.”

Se, det satte jo snakken omkring bordet med den varme chokolade og de smukke lagkager i gang. For der var mest smil og lidt hovedrysten tilovers for tidens kønsrolledebat.

Her var samlet en flok kloge, voksne kvinder, der havde beklædt ansvarsfulde stillinger i vores land, og som inden for mange felter havde gjort deres fag ære.

Og ved en anden sammenkomst kom snakken til at gå om den spirende antisemitisme. Jeg er født under Anden Verdenskrig og har mine allerførste spæde erindringer derfra. Og jeg er vokset op med forældre, der med stor slagkraft overbeviste mig om, at ”den slags”, som folkemordet på Europas jøder var, aldrig ville kunne ske igen. Aldrig igen. Jeg kunne være helt rolig.

Det er jeg så ikke længere, og det er mange af mine jævnaldrende heller ikke. Og jeg tror, at fælles for mange af os er, at vi også er dybt forundrede. For vi vidste jo, at det ikke kunne ske igen. Det havde vi lært. Det var en del af vores børnelærdom, af vores opdragelse, det havde vi fået ind med modermælken. Og så er den opblussen, vi nu møder flere steder i Europa, ubegribelig.

Mange af os, der talte om disse ting forleden, havde mødt eller læst om både overlevende fra koncentrationslejrene og alle dem, der aldrig kom derfra, og alle var berørte af, hvad de havde hørt og lært. De bar på hver sin måde små glimt af en opvækst i krigens skygge fra begyndelsen af 1930’erne til slutningen af 1940’erne.

De ældste havde oplevet at have små bitte opgaver for forældrene uden at ane, at de var med i en modstandsbevægelse som den allermindste brik. Som drengen, der for eksempel blev bedt om at lege et bestemt sted og måske intetanende være budbringer.

Jeg delte med mange en taknemmelighed, men også en vis bestyrtelse over, at være vokset op i tryghed med mad på bordet hver dag. Efter krigen blev man som stort barn klar over, hvad der var sket i verden lige rundt om hjørnet, og at andre jævnaldrende havde lidt og haft det meget svært. Ja, at nogle var blevet slået ihjel. Det blev skånsomt fortalt os, og vi forstod, hvilken glæde det var, da den jødiske familie med børn på min alder, hjemkommet fra Sverige, igen boede i nabolaget.

Vi læste om Anne Frank og forstod, at jævnaldrende havde mødt verdens ondskab. Og de var jo også kun børn, som vi selv var. Det var svært at acceptere.

Ligesom det nu i seniorlivet er svært, ja ubegribeligt, at acceptere, at antisemitismen igen findes.

Jeg tror ikke, at nogen fra den generation, der voksede op med krigens fortællinger så tæt på og som en del af den, havde kunnet forestille sig, at de senere skulle drøfte antisemitismens opblussen, som vi gør det i dag. Men nu er vi nødt til det, og det er et emne, der dukker op ved sammenkomster trods vores tro på, at det ville vi aldrig komme til.

Jeg tænker på min mor, som jeg ved ikke ville have troet mig, havde hun levet i dag. Hendes overbevisning om, at der var sat et endeligt punktum, var urokkelig.

”Vores handlinger vil besejre hadet,” sagde Tysklands 64-årige forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier i sin tale i Jerusalem i januar på Yad Vashem-museet, der er Israels officielle mindesmærke for de jødiske ofre for holocaust. Han erkendte, at hadet og antisemitismen vokser, men vor tids handlinger håbede han på kunne være stopklodsen. Og han understregede, hvor afgørende vores erindring om alle ofrene for det uhæmmede had er for antisemitismens bekæmpelse.

Og det er vel i al ydmyghed og beskedenhed netop det, der sker, når krigs-generationen ved hyggelige sammenkomster bliver ved med at dele barndomserindringerne og finder det vigtigt at huske andre seniorer på, hvordan oplevelserne var. Og gentager med forældregenerationen og nu forbundspræsidenten: aldrig igen.