Når det danske fodboldlandshold til sommer skal møde Peru, Australien og Frankrig til de indledende kampe om VM-guldet ved slutrunden i Rusland, sker det muligvis uden det officielle Danmark på tribunerækkerne. Selvom der ellers er tradition for, at danske toppolitikere sammen med medlemmer af kongefamilien bakker landets elitesportsfolk op med deres tilstedeværelse ved internationale sportsbegivenheder som OL og VM, overvejer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu at boykotte sommerens fodboldmesterskab fra det officielle Danmarks side. Ifølge statsministeren kan en boykot være nødvendig som protest mod det giftangreb, der fandt sted i engelske Salisbury i marts, hvor den russiske eks-spion Sergej Skripal og hans voksne datter, Julia, blev forgiftet af nervegiften Novichok. Giftangrebet, som Storbritannien beskylder Rusland for at stå bag, har på få uger fået Danmark og en række andre vestlige lande til at udvise russiske diplomater i solidaritet med Storbritannien. En reaktion, Rusland har gengældt med en række tilsvarende udvisninger. Samtidig har Storbritannien meldt ud, at hverken landets politikere eller kongefamilie gæster sommerens VM.
Mens Lars Løkke Rasmussen indtil nu kun er blevet ved overvejelserne om at følge Storbritanniens eksempel, var andre folketingsmedlemmer i et interview til TV 2 i sidste uge anderledes kontante i deres opfordring til en boykot. Heriblandt De Konservatives Naser Khader og statsministerens partifælle, Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, der til Kristeligt Dagblad uddyber sin holdning med, at Danmark med en boykot skal trække en streg i sandet over for et Rusland, der bliver stadigt mere aggressiv i sin globale fremfærd.
”Det vil sende et stærkt signal, hvis det officielle Danmark trækker sig fra VM, som tingene er nu. Når vi netop har udvist to russiske diplomater i solidaritet med Storbritannien, kan vi ikke om et par måneder stå i hed omfavnelse med Putins regeringsmedlemmer til en fodboldfest.”
En fodboldfest, der ifølge Michael Aastrup Jensen mest af alt er ”et stort PR-cirkus” for præsident Vladimir Putin:
”Putin ønsker med VM at tegne et glansbillede af Rusland, og den propagandavogn skal det officielle Danmark ikke spændes for.”
Det er dog ikke alle folketingsmedlemmer, der finder det nødvendigt med en boykot af de russiske fodboldfestligheder. Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, har svært ved at se problemet i, at det officielle Danmark bakker op om landsholdet med sin tilstedeværelse, da VM og andre sportsbegivenheder i øvrigt bør handle om sport og intet andet.
”Det, at vi politikere deltager i VM, er ikke udtryk for, at vi hylder Putin. Vi tager ud for at støtte det danske landshold. Om det foregår på den ene eller den anden grønsvær, er jeg sådan set ligeglad med. Den her diskussion kommer frem hver evig eneste gang, det viser sig, at et værtsland har gjort sig upopulær på den internationale scene. Det er jeg ærligt talt træt af.”
At spørgsmålet om dansk deltagelse i en internationale sportsbegivenhed giver genlyd på Christiansborgs gange, er da heller ikke unikt for sommerens VM.
I 2012 opfordrede Lars Løkke Rasmussen (V) og Per Stig Møller (K) daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at få det officielle Danmark til at boykotte deres deltagelse ved EM i Ukraine og Polen efter Ukraines stærkt kritiserede fængsling af oppositionspolitikeren Julia Timosjenko. En fængsling, der officielt handlede om magtmisbrug, men som EU-landene mente var politisk motiveret. Helle Thorning-Schmidt endte dog med at afvise boykotten med begrundelsen om, at ”man skal være meget varsom med at blande politik og sport sammen”.
Fire år tidligere blev forberedelserne til Danmarks deltagelse ved OL i Kina domineret af debatten om menneskerettighedskrænkelser og Tibet-spørgsmålet, hvor blandt andre SF’s Holger K. Nielsen opfordrede den daværende kulturminister, Brian Mikkelsen (K), og Kronprinsen til at holde sig væk.
Men denne politisering af sportsbegivenheder er direkte ødelæggende for sporten, mener Søren Espersen, og den er slet ikke fair over for landets mange elitesportsudøvere, der kæmper for at bringe Danmark hæder.
”Sport og politik er to forskellige verdener. Punktum. Vi skal deltage i en international sportsbegivenhed for sportens skyld. Vi skal ikke tale politik. Det er respektløst over for de sportsfolk, der har knoklet benhårdt for at yde deres ypperste for Danmarks skyld, når vi dvæler så meget ved, at vi nu pludselig har et horn i siden på værtslandet.”
Søren Espersen talte ellers selv for en politisk boykot af OL i Kina i 2008. Men det var ifølge udenrigsordføreren en helt anden diskussion.
”Jeg opfordrede dengang til en boykot af åbningsceremonien, fordi jeg ikke mente, vi skulle være med til at hylde Kinas magtapparat, der var til stede der. Men ved det aktuelle VM tror jeg helt ærligt ikke, der er stor sandsynlighed for, at vi vil stå side om side med Putin, når vi overværer Danmarks kampe.”
På Syddansk Universitet mener sportshistoriker Jørn Hansen, at debatten for og imod politiske boykot af sportsbegivenheder efterhånden har nærmet sig et parodisk niveau, da de kontante udmeldinger om boykot er relativt omkostningsfrie for politikerne. For sporten kan godt have et politisk forandringspotentiale over for autoritære stater, men det kræver, at politikerne går anderledes hårdt til værks.
”Det er en gratis omgang, når folketingspolitikerne gang på gang ’truer’ med en politisk boykot af OL eller VM. Den slags er glemt, så snart mesterskaberne skydes i gang, og sporten tager over. Hvis man for alvor vil bruge sporten politisk, må man tage fat om problemets rod og kræve, at store arrangører som Fifa og Den Olympiske Komité fremover undlader at placere megabegivenheder som VM og OL i autoritære stater.”
For selvom et sådant tiltag ifølge sportshistorikeren formentlig er ret urealistisk at få gennemført med den verdensorden, der i dag hersker inden for og uden for idrætten, er der ingen tvivl om, at retten til at sætte sig selv i scene med et OL eller et verdensmesterskab i fodbold betyder alverden for de regimer, der har et anstrengt forhold til Vesten og dens demokratiske spilleregler.
”Bare se på Qatar, der skal huse VM i fodbold om fire år. Det er et diktatur uden nogen fodboldtradition overhovedet. Alligevel sætter de landet på den anden ende for at bygge stadioner i massevis,” siger Jørn Hansen.
Netop Qatars forberedelser til det kommende VM har fået global opmærksomhed, siden det kom frem, hvordan den hovedrige oliestat opfører stadioner ved hjælp af systematisk udnyttelse af migrantarbejdere. I en rapport fra Amnesty International fra 2016 berettede over 200 migrantarbejdere om kummerlige leveforhold, tvangsarbejde og tilbageholdelse af løn og pas, der gjorde dem ude af stand til at forlade landet uden deres arbejdsgivers tilladelse.
Afsløringerne fra Qatar er ifølge Trine Christensen, generalsekretær for Amnesty International Danmark, et godt eksempel på, at sport og politik i form af menneskerettighedskrænkelser ikke kan adskilles.
”Vi ser desværre ofte, hvordan sportsbegivenheder i autoritære og diktatoriske lande er direkte medvirkende til grove overtrædelser af menneskerettighederne. Det er politikere såvel som sportsorganisationer nødt til at være klar over, før de deltager i et arrangement som VM i Qatar.”
Derudover skaber et sportsmesterskabs internationale fokus på værtslandet en unik mulighed for at råbe verdenssamfundet op omkring menneskerettighedskrænkelser i det pågældende land, siger generalsekretæren.
”Vi kan jo udkomme med nok så mange rapporter, som det til tider er svært at få tilstrækkelig opmærksomhed omkring. Så for os fungerer VM og OL som et vindue til at sætte en dagsorden om menneskerettighedskrænkelser på bordet, så verdenssamfundet kan lægge et nødvendigt pres på værtslandet.”
Og det virker faktisk ofte efter hensigten, siger Trine Christensen. For med verdens øjne hvilende på sig har diktatoriske stater som Qatar et helt andet incitament til at lytte end ellers. Siden afsløringerne i 2016 har oliestaten således vedtaget reformer, der skal forbedre forholdene for mi-grantarbejderne.