Jeg tænker meget på at smile med øjnene

Når jeg tager mod en fødende på fødegangen på Nordsjællands Hospital, påfører jeg mig værnemidler og poder den fødende og hendes partner for corona. Prøverne bliver sendt til Herlev Hospital som hasteprøver, og inden for cirka seks timer har vi svar. Partneren skal have mundbind på, til vi har et negativt prøvesvar.

En god vejrtrækning har stor betydning for, hvordan man kan arbejde med veerne. Når jeg tager mod en fødende, har hun mundbind på, men hun kan tage det af på fødestuen, og der er det en lettelse for hende at få det af. Kvinden er typisk meget fokuseret på barnets sikkerhed og på veerne. De ­fødende, vi modtager i dette efterår, har haft et svangerskab, hvor de har tilhørt en særlig risikogruppe, uden at vi rigtig har kunnet uddybe, hvad det betyder. Sådan er det med en ny virus, og det har helt klart givet en ekstra bekymring for de gravide.

Jeg har mundbind på under hele fødslen, og derfor kan jeg være fysisk tæt på kvinden. Jeg tænker meget på, at jeg skal smile med mine øjne, og nogle gange overgør jeg måske min ansigtsmimik, men meget af kommunikationen på en fødestue er nonverbal, og nu er en vigtig del af mit og ofte partnerens ansigt dækket. Mundbind giver mening, men samtidig er de en gene – brillerne dugger, og min næse har det med at ­løbe. Det er, som om bindet bremser ordene, så jeg konstaterer, at jeg taler tydeligere end tidligere.

Er det en flergangsfødende, vil partneren mange gange ikke nå at få en negativ coronatest og dermed kunne tage mundbindet af, inden kvinden når til pressefasen, hvor samarbejdet bliver meget vigtigt. Jeg taler tydeligt. I den fase lukker kvinden ofte øjnene og går ind i sig selv. Nu skal vi have barnet godt og roligt ud. Når den lille er forløst, får hun barnet op til sig, og ingen tænker på mundbind.

Der er to meter mellem drikkedunkene

Jeg har været gymnast, siden jeg var to-tre år, og for mange år siden var jeg også konkurrencegymnast. Nu er jeg en ”gammel” dame på 40 og går på et almindeligt rytmehold i vores lokale gymnastikforening i Lemvig. De senere år har jeg også siddet i udvalget for gymnastikforeningen.

Hvordan man skal forstå coronarestriktionerne er sådan noget, der giver grå hår og søvnløse nætter. Lige nu, efter pressemødet i sidste uge, taler vi om, hvorvidt vi overhovedet kan videreføre vores seniorhold. Og må man være 10 voksne samlet på det ene hold, må man være 50 på et andet, hvis man kommer med børn? Det giver ikke rigtig mening.

Som gymnaster er vi jo voksne mennesker, der godt kan finde ud af at holde afstand og sætte vores drikkedunk to meter fra de andres, som man skal. Men der er rigtig mange øvelser, vi ikke kan lave, stort set alt, hvor man er to og to. Børneholdene leger meget, men vi voksne damer kan altså også lege fangeleg til opvarmning. Det praktiserer vi så heller ikke lige.

Man kommer i sit gymnastiktøj og tager jakke og sko af, og bagefter går man hjem uden at klæde om igen. På mit hold hygger vi altid den første mandag om morgenen med kaffe og kage eller frugt, men det er ikke så hyggeligt at sidde så langt fra hinanden, at man nærmest må råbe. Det har altså lige taget toppen af det sociale.

Jeg håber på, at der stadig er noget, der hedder gymnastikopvisning til foråret. Men jeg kan godt se, at den er langt væk. Jeg håber, at alle i Danmark har lyst til at vise samfundssind og lytte til de restriktioner, der gives, så vi kan få åbnet op igen.

Først måtte vi, så måtte vi ikke

Det har været en lidt forvirrende uge for os, der synger i koret. I søndags blev vi enige om, at vi bare måtte lukke ned for resten af året, fordi det ellers ville være umuligt at overholde de nye coronarestriktioner med skærpet forsamlingsforbud og mundbind, der kom frem sidste fredag, så vi gik ærgerlige hjem. Men i mandags fik vi en mail fra vores formand, som havde undersøgt det mere nøje, og det viste sig, at vi alligevel godt måtte mødes og synge under de restriktioner, som vi i forvejen har med to meters mellemrum og mindst fire kvadratmeter til hver sanger.

Det betyder også, at vi allerede har flyttet vores øvested fra Søndermarksskolen i Rønne, hvor lokalet var for trangt, til festsalen i Kildebakken i den gamle skole i Tejn, hvor der var mere plads. Men det ligger på den anden side af øen, så nu er nogle faldet fra, fordi det er for upraktisk.

Men i går fik vi så en ny mail om, at vi alligevel ikke må mødes, fordi lokalet ellers skulle rengøres fuldstændig, før vi øvede.

Det betyder nok også, at vi må aflyse vores to julekoncerter. Og det er selvfølgelig ærgerligt. For mig selv er det et ugentlig højdepunkt at komme til sang hver torsdag aften. Vi har et dejligt fællesskab.

Engang var der også nogle unge med i koret, men nu er vi mest pensionister eller folk, der er på vej til at blive det. Vi er nok 30-40 i koret. Og der er dobbelt så mange damer som mænd.

Jeg er rigtig glad for at synge, selvom ambitionsniveauet sommertider er lidt højt. I år havde vi for eksempel øvet os på en lidt svær julekantate, skrevet af Søren Birk, men vi regner med at starte op i det nye år, hvor den årlige tradition for en helligtrekongerskoncert i Skt. Nicolai Kirke forhåbentlig bliver til noget.

Jeg kan frygte, at folk glemmer kirken

På søndag er det allehelgensdag, og vi plejer at have en stor og smuk gudstjeneste. Som i andre sogne sender vi normalt indbydelser til dem, som har mistet i løbet af året og læser navnene højt på de døde. Jeg oplever, at det er en skik, som er blevet vigtig for mange mennesker. Den er på en måde blevet et flagskib for kirken, og nogle år kommer der lige så mange her hos os til allehelgensdag som til juleaften. Det kan være op mod 100 mennesker.

Men i år har vi ikke sendt indbydelser ud, fordi vi ikke kan garantere, at der er plads til alle i vores lille kirke. Vi har kun 14 bænke i brug, og der er plads til højst 50.

I stedet holder vi telefonisk kontakt med de efterladte. Vi har også stillet en kurv frem med gravlys, som man kan hente sammen med en lille bøn, man kan binde på, inden man sætter lyset på graven. Men det er ærgerligt, for selvom traditioner kan tage tid at etablere, kan vi også hurtigt glemme dem.

For tiden tænker jeg tit på, hvad der sker, når alt det her er overstået. Vil folk så have glemt, at kirken er der til at vie dem, døbe deres børn og så videre? Det kan jeg være bange for. Vi mærker jo, at folk aflyser især dåb og vielser, fordi de ikke kan få alle dem med, de gerne vil. Nogle udskyder, men når de har gjort det et par gange, ender mange med at gå et andet sted hen, måske på rådhuset. I hvert fald er det ikke alle, der kommer tilbage. Men vi gør alt, hvad vi kan, for at minde folk om, at kirken stadig er her. Og at vi nok skal blive her.

For eksempel har vi haft digital morgenbøn hver fredag via Zoom i al den tid, kirkerne var lukket. Så læste vi søndagens tekst og talte om den med hinanden. Det endte altid med at blive en hel selvhjælpsgruppe. Det tror jeg, vi skal begynde på igen.

Nu bliver dåbsfejringen en lille sammenkomst hjemme

Vores datter, som er vores første barn, skal døbes på søndag. Vi havde egentlig inviteret hele familien til dåbsfest på den lokale kro, og det var meningen, vi skulle have været omkring 30 mennesker samlet. Vi havde glædet os meget til at se alle de onkler, tanter, kusiner og fætre igen, som vi nærmest ikke har set i corona-tiden. Det var ligesom en rigtig god anledning til at mødes, og vi vidste, vi ville kunne holde god afstand og tage alle de nødvendige forholdsregler i det store lokale på kroen.

Men da de nye restriktioner blev meldt ud i fredags, og forsamlingsforbuddet blev sænket fra 50 til 10, kunne vi godt se, at det ikke kunne lade sig gøre. Faktisk overvejede vi, om vi helt skulle aflyse. Men det ville alligevel også have været trist. Så nu har vi besluttet at holde en lille sammenkomst herhjemme for de nærmeste, primært vores forældre og søskende. Dem, som vi i forvejen ses med. Selvfølgelig er det ærgerligt, men jeg synes også, vi må tage alt det her alvorligt. Vi kunne måske godt have været lidt flere, men vi ville simpelthen ikke kunne holde det ud, hvis nogen blev smittet til vores datters barnedåb. Vi skal jo også passe på, at den lille ikke bliver syg.

Måske kan vi holde en stor et-årsfødselsdag for hende i maj næste år. På den anden side ved vi jo heller ikke, om tingene ser bedre ud til den tid. Personligt tror jeg, det her kommer til at vare i flere år. Tanken om, hvordan min datters første leveår bliver, fylder i det hele taget en del. Hvordan bliver det for eksempel, når hun skal starte i institution til foråret? Det er underligt hele tiden at gå i den der uvished.

Sommerens spinkle optimisme er forsvundet

Mit kontor ligger for enden af terminal 2 i Københavns Lufthavn. Normalt må man kante sig forbi de mange mennesker for at komme på arbejde, men i øjeblikket er der alt for stille. Jeg har arbejdet i lufthavnen, siden jeg var 18 år. Jeg leder den afdeling, der tager imod kongehuset og præsidenter, og også afdelingen, der organiserer rundvisninger.

Efter nedlukningen i foråret var der i sommer en spinkel optimisme, fordi rejser så småt begyndte igen. Men efter at hele verden blev erklæret orange i sidste uge, er den optimisme forsvundet.

Efter statsministerens pressemøde fredag satte jeg med min blok og tænkte: ”Hvad gør vi nu”. Vi holder stadig rundvisninger, men fremover kun med 10 deltagere.

Jeg håber på, at man politisk kan blive enig om, at man kan få lov til at rejse, hvis man har en negativ coronatest. På den måde kunne man måske åbne op for rejser til 10-15 lande. Men jeg ved godt, at det ser svært ud.

Lige nu kæmper jeg for, at de fem medarbejdere i vip-afdelingen kan få et så normalt arbejdsliv som muligt, selvom de skal arbejde hjemme.

Lufthavnen har tidligere været igennem kriser som askeskyen i 2010, der stoppede luftfarten i to uger. Men denne gang aner vi ikke, hvornår krisen hører op. I august måtte lufthavnen sige farvel til 500 medarbejdere. Jeg elsker min arbejdsplads, og krisen berører mig dybt personligt. Jeg prøver at finde mit optimistiske jeg frem. Den 10. november har jeg indkaldt mine medarbejdere til de gode idéers dag. Vi prøver at finde muligheder i en meget svær tid.

Jeg forstår forsigtigheden, men savner foredragslivet

Det var ellers lige blevet næsten godt igen. Efter et helt forfærdeligt forår. Da statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede landet ned 11. marts, havde jeg 42 aflyste foredrag få dage efter. Og da næsten hele min indkomst kommer fra foredrag, så det temmelig sort ud. Så kom hjælpepakkerne heldigvis og siden sommeren, hvor det hele lysnede, og min kalender begyndte at ligne sig selv, med foredrag i hele landet.

Jeg blev helt høj, da jeg efter nedlukningen første gang hørte brobizzen bippe ved Storebæltsbroen. I et normalt år holder jeg omkring 130 foredrag, så jeg hører netop den lyd flere gange om ugen og forbinder den altid med at være på vej til et nyt og dejligt møde med mennesker.

Men så kom udmeldingen i sidste uge. Med nye restriktioner og alarmerende høje smittetal. Desværre har der været stor uklarhed om myndighedernes krav og anbefalinger denne gang, så selvom foredrag og koncerter faktisk gerne må afholdes, hvis man overholder sikkerhedskravene, så aflyser mange af arrangørerne alligevel. Så nu forsvinder aftalerne i kalenderen igen.

Jeg kunne godt forlange at få mit honorar, da arrangørerne ikke er tvunget til at aflyse, men det kunne jeg aldrig drømme om. Det ville ødelægge min forretning på længere sigt. Og jeg kan også godt forstå, at folk er forsigtige. Både arrangører og deltagere, der ikke tør tage nogle chancer. Men jeg savner foredragslivet helt vildt, og de gange, jeg har været ude som foredragsholder i coronaperioden, mærker jeg også en kæmpe længsel hos folk efter at kunne mødes for at høre og tale om det liv, vi har til fælles. Og som er ekstra udfordret for tiden.

Det er bare en masse hoveder på en skærm

Vores møder i læseklubben kommer til at foregå digitalt det næste stykke tid. Det gjorde de også under coronanedlukningen i foråret, men i løbet af sommeren begyndte vi igen at mødes udendørs. Det tror jeg ikke, vi har lyst til i det her vejr og med de nye restriktioner, hvor man kun må forsamles 10 personer.

Jeg er faktisk medlem af to læseklubber, der har 15-20 medlemmer hver. I den ene mødes vi én gang om måneden og læser ”modbydelige bøger”. Det giver mig inspiration til at læse noget andet, end jeg plejer. Og så er det et fællesskab, hvor jeg får set nogle vidt forskellige folk. Vi skulle have fejret 10-årsjubilæum i oktober, hvor vi skulle have været ude at spise og drikke en øl eller to. Det havde jeg glædet mig til.

Jeg synes, det er mærkeligt, når møderne foregår online, for det er bare en masse hoveder på en skærm. Det er svært rigtigt at få dialogen til at køre. Enten taler ingen, eller også alle i munden på hinanden. Når man er sammen, kan man jo bedre aflæse andre mennesker, og man kan se, hvornår de har tænkt sig at tale.

Den anden læseklub har jeg selv stiftet for nylig. Her læser vi filosofisk faglitteratur, men i og med at læseklubben er ny, og folk endnu ikke er så engagerede, er den lagt i vinterhi indtil videre.

Jeg har talt lidt løbende med biblioteket om, hvorvidt vi kunne få lanceret den digitalt, men vi har ikke rigtigt fundet nogen løsning endnu. Det hele ligger i hænderne på mig. Jeg håber, den kommer rigtigt op at køre i 2021.

Denne gang genbooker kunderne ikke

Allerede forrige torsdag vidste jeg, at nye problemer var i vente, da statsministeren begyndte at tale om, at der nok ikke bliver nogen julefrokoster i år. Det er helt vildt, at en statsminister bare kan diktere sådan noget, som straks får vores kunder til at blive usikre.

Vi lever især af kursusaktiviteter. Da pressemødet blev holdt fredag aften i sidste uge, havde jeg lige modtaget én mail fra en usikker kunde, og under selve pressemødet blev jeg ringet op af en anden kunde, der spurgte mig: ”Lukker I så nu?”

De pressemøder ødelægger vores forretning, og der er ingen hjælpepakker, der kan bruges til noget.

Siden marts har vores omsætning været halveret, og vores udgifter er steget. Vi skal købe engangshandsker, håndsprit og mundbind. Vores buffet er væk og erstattet af tallerkenservering.

Jeg har stor respekt for corona. Men jeg har ikke set dokumentation for, at det er hos os i oplevelsesbranchen, den store smittespredning foregår. Efterhånden er her mere sikkert end på et sygehus. Alligevel får vi nye restriktioner.

Da vi i foråret fik aflyst kurser og konferencer, blev de genbooket til efteråret. Nu bliver de aflyst igen, og denne gang er der ingen, der genbooker.

Heldigvis har jeg hotellets ejer i ryggen, så vi skal nok komme igennem det her. Men corona ser ud til at være her længe endnu, og jeg har svært ved at se lyset lige nu. Jeg prøver at fokusere på det positive over for mine medarbejdere og min familie, men det er svært.

Der er ingen, der passer min salon, hvis jeg bliver syg

Jeg har besluttet mig for, at både jeg og mine kunder har mundbind på, fra de kommer ind ad døren og under hele besøget. Jeg er i kontakt med dem under en meters afstand i mere end 15 minutter, og der er altså større sandsynlighed for, at jeg eller de kan blive smittet, når de sidder her to-tre timer ad gangen, end når man står i kø eller sidder inde i en bus.

Der har været meget forvirring på forskellige sociale medier om, hvorvidt en frisør­salon er et offentligt rum, hvor man skal have mundbind, men jeg har det bare sådan: Jeg er alene i min forretning, og der er ikke nogen, der passer salonen, hvis jeg bliver syg. Så jeg bliver bare nødt til at tage alle forholdsregler, og det er ikke noget, der gør mit arbejde mere besværligt. Eller der er da lige lidt, når man klipper ved ørerne, og der sidder en elastik, men det kommer vi da af sted med. Det er fint nok. Altså der kunne ske det, der var værre.

Og hvis det fortsætter året ud, så er det det, vi gør. Jeg har ikke fået nogle aflysninger, og kunderne har det helt fint med det. Folk har faktisk spurgt siden sommerferien, om de skal have mundbind på, mens jeg klipper dem. Altså alle kan jo godt se for­nuften i det, når man er så tæt på hinanden fysisk.

Jeg undrer mig faktisk over, at det ikke er et påbud fra myndighederne. Det er lige så vigtigt, at man ikke bliver smittet i min salon, som det er, hvis man går på restaurant eller i biografen. Det er jo ikke et drømmescenarium. Vi ville alle sammen gerne være fri for det, men vi er også bare alle sammen nødt til at gøre et eller andet aktivt for at komme igennem coronaen.