Jeg var meget velopdragen som barn. Jeg var dygtig til at gå i skole, være en god ven, datter og senere kæreste. Men jeg var også usynlig. Jeg stod ikke frem med, hvad jeg ville, eller hvad jeg mente. Jeg udviklede en voldsom angst og var meget bange for, at der skulle ske andre mennesker noget. At min mor skulle dø, og at folk omkring mig ville forsvinde. Jeg var hele tiden på vagt. Jeg er vokset op i et hjem, hvor man ikke talte om følelser, og jeg var vant til at klare alting selv. Derfor var der ikke ét menneske i verden, der vidste, hvordan jeg i virkeligheden havde det. Jeg talte i det hele taget meget nødigt som barn, når jeg var ude blandt andre. Det er nok svært for mange at forestille sig i dag, men jeg var et ekstremt genert barn. Jeg turde ikke engang række hånden op i klassen, når jeg skulle på toilettet.
Da jeg var omkring 12 år, blev min angst så invaliderende, at jeg ikke længere kunne gå i skole. Jeg var ofte hos min mormor om dagen, når mine forældre arbejdede. Det blev selvfølgelig ret upraktisk og besværligt for min familie, og min mor valgte derfor at tage mig til en psykiater. Jeg husker at sidde over for denne voksne mand i kittel og føle mig fuldstændig usynlig. Jeg sagde ikke et ord. Uden at have talt med mig eller undersøgt, hvad der ellers foregik omkring mig, fik jeg diagnosen depression. Det var jo i virkeligheden først og fremmest angst, men det talte man ikke om dengang. Det var i 1980’erne, og det var psykiaterens overbevisning, at psykisk lidelse var biokemisk betinget. Derfor kom jeg udelukkende i medicinsk behandling. Jeg kommer fra en meget naturvidenskabeligt orienteret familie, så de købte forklaringen om, at min angst blot var en tilstand i hjernen. De vidste heller ikke, hvordan de skulle håndtere det, tror jeg.
I kølvandet på min tredje depression som ung var jeg klar over, at jeg ikke ville få det bedre af medicinen. Jeg var omkring 20 år og var flyttet hjemmefra for længst. Jeg havde venner, var i gang med en uddannelse, men følte en stor ensomhed. Jeg talte stadig ikke med nogen om mine følelser. Jeg valgte at gå tilbage til den selvsamme psykiater, som jeg havde talt med, dengang jeg var barn, fordi jeg ikke vidste, hvor jeg ellers skulle gå hen. Jeg kan huske, at jeg efter et halvt år hos ham, gik til endnu en konsultation på Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Det var så hårdt, og jeg forestillede mig, at jeg havde et stort hold af fiktive venner med mig, der bakkede mig op. Nogle, jeg kunne tale med, og som ville mig det godt. Da jeg kom ind til psykiateren, mente han, at jeg skulle regne med at være på medicin resten af mit liv. Det nægtede jeg, men jeg sagde ikke noget til ham. Jeg besluttede mig for, at jeg aldrig ville sætte mine ben der igen. Jeg trappede langsomt ud af medicinen på egen hånd og opsøgte andre former for hjælp.
Jeg fortryder i dag, at jeg gik så længe og bar på mine tunge følelser alene. Jeg var for flink og for opmærksom på, hvad andre forventede af mig og ville ikke være til besvær. Hvis jeg tidligere havde turdet lytte til mig selv, og hvordan jeg egentlig havde det, var jeg nok blevet sparet for megen lidelse. Det var en stor beslutning for mig at nedtrappe medicinen dengang. Og jeg er klar over, at det ikke ville have været den rigtige beslutning for alle, men jeg havde simpelthen bare fået nok. Efterfølgende fik jeg langsomt tilliden til min egen dømmekraft igen og lever i dag et liv, jeg kan stå inde for, og som ikke er dikteret af andre.
k.dk/himmel