Det eneste, jeg har behov for, er det, jeg ikke må få

Anne Eleonora Sørensen er 29 år og læser en kandidat i pædagogisk filosofi på Aarhus Universitet. Hun er single og bor alene på Frederiksbjerg i Aarhus.
Anne Eleonora Sørensen er 29 år og læser en kandidat i pædagogisk filosofi på Aarhus Universitet. Hun er single og bor alene på Frederiksbjerg i Aarhus.

Anne Eleonora Sørensen, 29 år

I april sidste år skulle jeg låne en bog af min veninde til en eksamen.

Jeg gik ned på gaden fra 5. sal i Aarhus, hvor jeg bor, og da jeg kunne se min veninde og hendes kæreste komme gående hen mod mig, brød jeg sammen. Jeg begyndte at græde. Det var så stærk en sanseoplevelse at se og opleve noget genkendeligt. Men samtidig stadig holde afstand. Og jeg begyndte at undskylde, mens jeg græd, og forklarede, at det skyldtes, at jeg ikke havde set nogen mennesker i tre uger. Min veninde spurgte mig hvorfor – man må jo godt gå ture og ses på afstand, sagde hun. Men det havde jeg ikke opfattet. Jeg ville bare gerne gøre det godt og troede, jeg kunne klare at være alene. Men det kunne jeg ikke.

Jeg har mærket et pludseligt begær efter andres berøring.

Og når jeg så har fået den berøring, ligegyldigt om det har været et kram fra en ven eller sex, så har jeg haft lyst til at blive i den kropslighed.

Samtidig er jeg tynget af dårlig samvittighed. Kan jeg tillade mig at ses med mine venner? Er det et reelt behov at date? Er det bydende nødvendigt for mig at kramme?

Jeg ser hele tiden mig selv og mine behov udefra og prøver at legitimere det.

Jeg savner følelsen af hud mod hud, så jeg er begyndt at ses med en fyr for at mærke den. Men så melder den dårlige samvittighed sig igen: Kan jeg tillade mig det? For vi er jo ikke kærester. Men skal der en titel til, før det er o.k., at vi ses?

En af mine tætteste veninder, som jeg plejede at se en gang om ugen, har jeg ikke set i over et år. Hun har fået barn i mellemtiden, så de er nu fire i deres familie og i deres egen boble.

Jeg er sikker på, at vi nok skal finde tilbage i vores venskab igen. Men lige nu har hun valgt sin familie, og det er svært at tale om.

Jeg har lært, at der ikke bare er tale om lyst, men om et reelt behov for fysisk berøring. Når der er nogen, der holder om mig, fortæller det mig, at jeg er o.k. Det er en omsorg, hvor ord ikke rækker. Og hvis jeg ikke får det opfyldt, bliver jeg så ked af det. Jeg mærker en ensomhed, jeg aldrig før har oplevet, og jeg får angst, som er blevet meget værre under corona.

Og jeg får en følelse af, at jeg ikke ved, hvem der griber mig.

Jeg får et kram om ugen. To, hvis jeg er heldig.

Og det er blevet tydeligt, at det eneste, jeg har behov for, er det, jeg ikke må få.