Jørgen I. Jensen er gammel. Ringer man på hans dørtelefon på det indre Frederiksberg i København, kan der godt gå et par minutter, før man bliver lukket ind. For han skal op at stå, han skal have fat i stokken, og han skal bevæge sig hen til sin ende af dørtelefonen, før han kan trykke på nøgleikonet og lukke en gæst ind. Han falder tit, han har knas med lungerne, noget kol er det vist, mener han, og han kommer ikke længere så langt omkring, fordi det kræver en ledsager. Han holder sig til sin elektriske skrivemaskine og får sine bøger renskrevet af sin sekretær. Han kan ikke længere cykle og heller ikke længere ryge – to af de vigtigste ting i livet! Ja. Jørgen I. Jensen er gammel, men selv tænker han ikke synderligt meget i tabskategorier. For alderdommen åbner for nye muligheder.
”For eksempel var du nok ikke kommet, hvis jeg havde siddet og røget indenfor. Ha!”.
Og frem for ”gammel” er den mest nøjagtige betegnelse nok the grand old man .
Han har nemlig været her længe. Den i dag 76-årige teolog og lektor emeritus i kirkehistorie, der med udgivelsen ”Den fjerne kirke” i 1995 satte ord på danskernes kristendom og kirketilhørsforhold. Han pegede på kirken som den, der både er tilstedeværende som en forbindelse til fortiden og som en fjern størrelse, der ligger i baggrunden på bakketoppen og lader danskerne ane, at den har noget sandt at sige. Landet over sidder og virker præster og teologer, der mener at skylde ham en hel del. Mange af dem kommer stadig i hans hjem på besøg til studiekredse. Nu har Jørgen I. Jensen så skrevet en ny bog. Den udkom tidligere på måneden, hedder ”Genkendelse – åndshistorisk teologi” og er afslutningen på forfatterens serie på fem bind om den såkaldt tredje historie. Derfor begynder vi ikke ved den nye bog, men ved den første i serien. Hæng i, for det giver mening.
I 2002 mødte Jørgen I. Jensen den daværende Politiken-redaktør Bjørn Bredal i Tivoli. De var begge derinde for at se og høre en strygekvartet i koncertsalen. Men det var ikke så god en koncert, og Bjørn Bredal sagde noget i retning af, at de ikke havde ”nogen historie at fortælle”, husker Jørgen I. Jensen.
”Det var, som om han trykkede på en knap i mig! Jeg sagde, at jeg ikke gad høre om alle de historier, for en fodboldkamp er ikke en historie, en gudstjeneste er ikke en historie, og det er en symfoni heller ikke. Men han var storsindet og gik til debatredaktøren og fortalte, at jeg vist havde noget på hjerte.”
På opfordring af Politiken røg Jørgen I. Jensen derfor til tasterne og skrev en kronik med en sønderlemmende kritik af tidens lineære menneske. Cv-mennesket, der tænker alting i historier – først og fremmest sit eget liv. Jørgen I. Jensen kalder den tendens biografismen. Den tilskynder mennesker til at blive interessante for sig selv. Den bevirker, at man altid er klar til at tage telefonen og fortælle historien om sit eget liv, hvis en journalist nu skulle ringe. Kronikken vakte genklang, og derfor besluttede Jørgen I. Jensen sig for på overgangen til sin nye pensionisttilværelse at skrive en serie af bøger, der kredsede om den tredje historie. Den første historie, forklarer han, er verdenshistorien. Den anden er det enkelte menneskes biografi. Det er netop den anden historie, han harcelerede mod i kronikken, der så blev udfoldet i bogen ”Jeg-automaten” – den første bog i serien. Hvad den tredje historie er, vender vi tilbage til. For det er nærliggende at provokere Jørgen I. Jensen ved netop her i artiklen at springe til historien om hans eget liv. Det kan han i øvrigt godt tage.
Han blev født den 31. juli 1944 – på Amager i København. Moderen var hjemmegående og fra det danske mindretal syd for grænsen. Faderen var politibetjent, oprindeligt fra Jylland. Allerede den 3. september samme år blev deres første og eneste barn døbt, og det var egentlig heldigt, for den 19. september tog tyskerne hele politikorpset og sendte dem i koncentrationslejr. Jørgen I. Jensens far var ikke på arbejde på den dag, og den lille familie søgte i skjul hos en skibsreder i Charlottenlund i nogen tid. Herefter vendte moderen og spædbarnet tilbage til hjemmet, mens faderen ”forsvandt ud i skoven”, som Jørgen I. Jensen fortæller.
”Og det har været umuligt for mig nogensinde at få ham til at forklare mig, hvad han lavede derude. Men han havde altså sådan et blåt frihedskæmperbind på den 5. maj.”
Jørgen I. Jensens folkeskoletid kom til at blive afgørende for hans store interesse i og evne inden for den klassiske musik. For her var flere musikinitiativer, og han blev en dygtig pianist. Senere optrådte han selv, han blev musiklærer på N. Zahles Gymnasieskole, og han er i dag blandt andet kendt for sin formidlingsevne inden for musikhistorien. Blandt andet har han skrevet bøger om komponisterne Carl Nielsen og Per Nørgårds musik.
Jørgen I. Jensen siger, han ikke har gjort karriere. Han fik tilbudt et job efter endt teologiuddannelse. Og der blev han. Som lektor i kirkehistorie på Københavns Universitet. Han har boet i en 4,5-værelseslejlighed lige ved siden af det gamle radiohus siden 1975. Han fik to børn, blev skilt, og i dag bor han stadig her – mellem bøger. Hans søn, der var rockmusiker, blev hjerneskadet for 10 år siden, da han som knap 30-årig blev kørt ned af en flugtbilist. Sønnen bor i dag på et rehabiliteringstilbud.
Datteren, Kristiane Hauer, er universitetsansat og forfatter og har skrevet den anmelderroste bog ”Kattefugl” om broderens ulykke. Hun ringer hver dag til sin far.
Jørgen I. Jensens har skrevet fire bøger, som kredser rundt om den tredje historie, men nu tager han med sin nye bog livtag med selve begrebet. Det er imidlertid ikke så let, for der kan sættes lighedstegn mellem den tredje historie og åndens historie. Han nægter at sætte lighedstegn mellem den tredje historie og det evige liv og for den sags skyld også Helligånden, for det ville være at forgribe sig på nogle størrelser, der slet ikke lader sig indfange, mener han. Det kan intet menneske gøre. Men det er faktisk det, der er tale om. Og hvis der er noget, der modsat den første og anden historie ikke lader sig afgrænse, er det ånd. På bagsiden af bogen nærmer han sig åndens væsen sådan her:
”Det kan minde om den fra teologiske sammenhænge kendte antifigur: en helhed, der ikke har nogen omkreds, men hvis centrum er overalt. Retningen i den åndshistoriske sammenhæng fører ikke indad, men udad. Åndens væsen er hverken en samling under en eneste doktrin eller under et paradigme a la udviklingslæren. Åndens væsen er derimod udbredelse, forøgelse, spredning – modsat nutidige idéer om faste strukturer, samlebegreber, enhed i idé og tanke.”
”Pludselig møder mennesker ånd. De gør det i kraft af en person eller et miljø eller i kraft af noget, de læser eller hører i radioen,” supplerer han fra lænestolen midt i sit arbejdsværelse.
”Jeg har været meget optaget af sociologen Peter L. Berger, som skriver, at kristendommen er særlig i den forstand, at kirken er en specialinstitution. Den har ingen idé om at beherske et helt samfund. Sådan har vi det stadig i dag, og det forklarer også, hvorfor det er så vanskeligt at tale om ånd. Men når mennesker oplever ånd, er de lige pludselig med i et fællesskab, som vi i bred forstand kan kalde kulturkristendom. Via ånden er kulturkristendommens virkning langt større, end vi forestiller os.”
Netop fordi det er så svært at fatte og fange, blev Jørgen I. Jensen overmåde glad, da han en dag ringede op til Dansk Sprognævns spørgetelefon. Han er nemlig allerede i gang med sin næste bog, der handler om komponisten Rued Langgaard, og denne har skrevet symfonien ”Det Himmelrivende”.
”Carl Nielsen har skrevet symfonien ’Det uudslukkelige’, så jeg undrede mig over, hvad det ’det’ er for en form.”
Det viste sig at være det såkaldt semantiske køn, der er uendeligt i den forstand, at det peger på noget, der ikke kan tælles.
”Det var, som om hun åbnede verden for mig med de ord. Derovre i Dansk Sprognævn i Bogense. Jeg var ved at falde ned af stolen og give hende et knus gennem telefonen – altså åndeligt talt.”
Han griner hæst, hjerteligt, rallende.
”Jeg sagde til hende, at så er det jo en slags eksistensanalyse, når man siger ’DET himmelrivende’ og ’DET uudslukkelige’. ’Ja. Men det er det,’ svarede hun! Det er nøjagtig det, der er kristendommens sprogform. Det, der ikke kan tælles og afgrænses. Og det er også musikkens sprogform.”
Et eksempel på, hvad det er, oplevede han for et par uger siden. Han går i kirke de fleste søndage. Særligt i Københavns Valgmenighed på Frederiksberg, hvor han er medlem, men også i for eksempel i Nathanaels Kirke på Amager. For nylig var han i en kirke, hvor han kunne se, at han ikke ville kunne deltage i nadveren, fordi der manglede gelændere ved trappen op til alteret. En foreslog ham, at han kunne få præsten til at komme ned til hans kirkebænk med brød og vin.
”Men det er da ved Gud ikke det samme. Nadveren er en fællesskabshandling. Den skabes af mennesker, som ikke kender hinanden, og alligevel er det det højeste fællesskab, vi har på jorden. Det er det, jeg mener med åndens virke. Det er jo det, der sker, for eksempel med nadveren.”
Det var Hans Raun Iversen, i dag lektor emeritus i systematisk teologi på Københavns Universitet, der for alvor introducerede begrebet ”kulturkristendom” i en forskningsmæssig sammenhæng, og det bruges i dag ofte til at beskrive danskerens tro. Jørgen I. Jensens fjerne kirke var forgængeren, kan man sige, og når man har fat i et koryfæ som ham, er det uomgængeligt, at han skal svare på, hvordan han ser på danskernes kristendom i dag. Er kirken lige så fjern som i 1995?
”Nej, den er lidt tættere på. Jeg tror blandt andet, det skyldes, at niveauet af prædikenerne er steget i kirkerne. Og det er de navnlig af den grund, at der ikke bliver moraliseret så meget. Der er kun ét sted i åndens historie – det her har jeg ikke med i bogen, men det har jeg glædet mig til at sige, så det får du her – hvor der er en, der er opmærksom på, at kristendom ikke er en moralisme, men en æstetisk religion, der giver frihed. Og det er Friedrich Schiller, digteren, der skriver til Goethe, at kristendommen er den eneste religion, som kritiserer Kants kategoriske imperativ. Du ved, den med, at du skal handle sådan, at det, du gør, kan blive én maksime for hele verden. Det er en forfærdelig tankegang, fordi hele verden dermed bliver lagt på hver enkelts skuldre! K.E. Løgstrup siger tilsvarende, at du altid holder noget af det andet menneskes liv i din hånd. Jeg synes, det er at give det enkelte menneske alt for megen magt. Vi skal da være glade for, at der er en guddommelig indgriben eller Helligånd, eller hvad det er.”
Og det er måske den erkendelse, du ser komme til udtryk i forkyndelsen? Altså erkendelsen af, at kristendommen kritiserer det kategoriske imperativ?
”Ja, den er ikke så moraliserende som tidligere.”
Og det er godt?
”Ja, det kan man roligt sige. For der er ikke andet end moralisme ellers. Hele det der biografistiske uvæsen er jo moralisme. Jesus siger jo, at I skal gøre sådan og sådan. Men han er ikke en almindelig morallærer, han er Guds søn eller for samtiden en profet. Og hele konteksten er anderledes. Tænk på den barmhjertige samaritaner. En mand bliver slået ned af røvere. Præsten og levitten går forbi ham, men så kommer samaritaneren og hjælper ham. Det skulle så være en opfordring til næstekærlighed. At vi hver især skal være samaritaneren. Det passer overhovedet ikke.”
Hvad mener du med det?
”Samaritaneren er jo Jesus! For Jesus spørger: Hvem var næsten til den mand, der faldt blandt røvere? Han spørger ikke: Hvem var samaritanerens næste? Det vil sige, at det er os, der ligger nede i grøften. Det er forkyndelse! Jeg kan godt gå med til, at der er flere billeder i det, men grundlæggende er det os, der skal hjælpes op.”
Forud for dette interview understregede Jørgen I. Jensen, at han ikke ville tale om sin egen tro. Derfor skal vi tale om, hvorfor han ikke vil det. Det hænger nemlig sammen med hans karakteristik af danskernes kristendom, som også handler om blufærdighed. Jørgen I. Jensen mener, at blufærdigheden omkring trosspørgsmål blandet andet kommer fra den jødiske tankegang om, at man ikke skal nævne Guds navn.
”Så vi bruger ikke ordet Gud ret meget i forbindelse med vores daglige omgang med hinanden, hvilket jeg mener er en fordel. For ordet Gud hører til i kirken, forkyndelsen, Bibelen, det skal være noget stiliseret og ikke noget, vi går og taler om hele tiden.”
Men samtidig med at danskerne er blufærdige, er kirken også blevet mindre fjern, end den har været, og i nogle sammenhænge kan man nærmest opleve det modsatte. I diverse medier og også i avisen her deler kendte og ukendte danskere ud af deres personlige gudsforhold – det opleves ofte berigende for læsere, lyttere og seere. Men det er Jørgen I. Jensen ikke tilhænger af, og i hans nye bog skriver han, at konceptet ”min tro” ser ud til at være i vækst. Det er en psykologisering, der er på færde, mener han, hvor det at tale om ”min tro” bliver en del af ”min biografi”.
”I hvert fald i teologisk perspektiv kan man ikke tale om ’min tro’. Også selvom man har en fantastisk erfaring. Jeg har ikke noget imod, at nogen for eksempel har set Jesus. Sådan noget kan indtræffe. Men der er ikke noget, der hedder ’min tro’. For man ejer ikke troen. Troen er Guds evangelium. Som rammer en på den ene eller anden måde, på Vesterbrogade eller i kirken. Heldigvis har vi jo nogle gode kirker, som holder lidt sammen på det.”
Jørgen I. Jensen har også lagt mærke til, at folk hele tiden bliver bedt om at ”mærke efter”. Til det har han dette at sige:
”Lise Nørgaard udtalte for en del år siden om mavefornemmelse, at hun ikke var interesseret i sine medmenneskers indvolde.”
Han ler og afbryder nærmest sig selv;
”Du må ikke gøre mig for kritisk, vel? I artiklen. Hæ hæ hæ.”