Direktør for Kvindemuseet: Moderskabet er ikke mit kald i livet

Det er dybt begrænsende at se på kvinden som et almoderligt væsen, mener Julie Rokkjær Birch, direktør for Kvindemuseet

37-årige Julie Rokkjær Birch har tidligere arbejdet på Skagens Museum og Skovgaard Museet, før hun blev direktør for Kvindemuseet i Aarhus. – Privatfoto.
37-årige Julie Rokkjær Birch har tidligere arbejdet på Skagens Museum og Skovgaard Museet, før hun blev direktør for Kvindemuseet i Aarhus. – Privatfoto.

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Jeg står ofte i et hverdagsdilemma, når der bliver ringet fra andre forældre om legeaftaler på hverdage. Jeg ved, det er godt for ungerne, men jeg ved også, at vores økosystem kollapser, hvis vi skal køre rundt og hente og bringe og så i øvrigt få aftensmaden, vasketøjet, jobbet og så videre til at hænge sammen. Jeg siger ofte nej, men føler mig som en dårlig mor, men jeg ved, det bliver endnu værre, hvis jeg siger ja en gang for mange. Jeg nævner det, fordi det måske lyder som en lille ting, men faktisk er én af de situationer, der går ind og piller ved noget, fordi man står mellem to stole. Man vil jo gerne alt det bedste, men man kan ikke overskue alt i ens liv.

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

Det er balancen mellem mine to store livsopgaver: at være mor og udrette en samfundsopgave – mit job. Kulturhistorien og forventningerne til det at være kvinde gør, at moderskabet på en eller anden måde kommer først. Den forventning, tror jeg, gælder ikke i samme grad for mænd. Jeg synes, det er svært at sige offentligt, at moderskabet ikke er mit kald i livet – jeg siger det alligevel, og folk bliver altid lidt undrende. Kvinden ophøjes til et almoderligt væsen, og fortællingen om kvinden som omsorgsgiver og kærlighedsvæsen er meget smuk, men også dybt begrænsende. Det begrænser både kvinden og manden. Generelt synes jeg, vi taler for lidt om forældreskabet. At mænd er ligeså meget forældre som kvinder. Det, tror jeg, kunne løse mange etiske hverdagsdilemmaer.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Informationsstrømmen. Den er rigelig og dybt demokratisk, i og med at nyheder, meninger og billeder frit kan strømme i den digitale verden. Mange flere kan komme til orde. Men der er ikke tænkt over navigationen eller troværdigheden. Det var på en måde enklere før. Det liberale aspekt rummer i sig faren for misbrug, for ” fake news” , og det, jeg ser som den vildeste fremtidige trussel for troværdige, etiske beslutninger i fremtiden: ” Deep fakes” – manipuleret information, lyd, billeder og video, hvor man ikke kan se eller spore, at det er ”fake”. Informationsniveauerne i dag gør desuden, at vi i jagten på at finde sandheden stimulerer, at vi lever i bobler. Det er farligt, at vi ikke ser bredden. Det forhindrer netop, at etiske problemstillinger vurderes hele vejen rundt.

Hvilke etiske principper tilstræber du selv at handle efter?

Jeg prøver altid at forestille mig, hvordan andre ser tingene. Jeg er nysgerrig efter at forstå dem, jeg er allermest uenig med. Det er dér, jeg skal lytte mest, tænker jeg. Noget, jeg virkelig prøver at undgå, er ekkokamre. Når vi bliver alt for enige eller lukkede omkring en problemstilling, er der noget galt. Der skal altid være en form for tvivl – eller friktion. Diversitet styrker beslutningerne og slutresultaterne.

Hvornår er du gået på kompromis med dine egne etiske principper?

Hvis jeg for eksempel sidder i et selskab med familiemedlemmer eller bekendte og hører dem tale på en måde, jeg er uenig i. Så kan jeg have lyst til at blande mig, især hvis det handler om noget, jeg virkelig ved noget om. Men jeg har fundet ud af, at det sjældent gør noget godt eller flytter noget. Kompromiset handler om at lægge låg på sig selv, for selvom jeg har lyst til at holde fast i mine principper, ved jeg, at hvis jeg skal lære noget, skal jeg lytte. Det er ret svært i praksis, fordi man altid har lyst til at stå op for sine egne overbevisninger. Men man kan blive klogere, hvis man lytter lidt i stedet for at fremture med sine egne holdninger.