Er det i orden, at offentligt ansatte slører deres identitet af hensyn til egen sikkerhed?

Oplevelser med trusler og chikane får flere sygeplejersker til at skjule efternavnet på kitlen, når de går på arbejde. Men selvom trusler er en realitet blandt flere faggrupper i den offentlige sektor, skader det tilliden i samfundet, hvis offentligt ansatte slører identiteten, vurderer en forsker

Som faggruppe har flere end hver tredje person inden for myndighedsarbejde, der foruden socialrådgivere tæller politi og told- og skattemedarbejdere, oplevet trusler på arbejdet inden for det seneste år, hvilket ligger 21 procentpoint over gennemsnittet for lønmodtagere generelt. Tegning: Rasmus Juul.
Som faggruppe har flere end hver tredje person inden for myndighedsarbejde, der foruden socialrådgivere tæller politi og told- og skattemedarbejdere, oplevet trusler på arbejdet inden for det seneste år, hvilket ligger 21 procentpoint over gennemsnittet for lønmodtagere generelt. Tegning: Rasmus Juul.

Når patienter og pårørende møder en sygeplejerske på Sydvestjysk Sygehus eller Sygehus Sønderjylland, er der stor sandsynlighed for, at de aldrig lærer medarbejderens fulde navn at kende. Efter flere episoder med trusler og chikane, hvor sygeplejersker blandt andet er blevet opsøgt privat af utilfredse borgere, har flere af sygehusenes afdelinger gjort det muligt for de ansatte at skjule efternavnet på kitlen, kunne DR fortælle tidligere på ugen.

Men selvom en større grad af anonymitet ifølge DR’s historie skaber mere tryghed blandt sygeplejerskerne, er der blandt andre faggrupper i den offentlige sektor langtfra enighed om, hvorvidt det er den rette vej at gå, da det kan være etisk problematisk, hvis en offentligt ansat reduceres til et fornavn i mødet med borgerne.

I Dansk Socialrådgiverforening forstår formand Majbrit Berlau udmærket, hvis en medarbejder i den offentlige sektor føler et behov for at værne om sin sikkerhed ved at sløre identiteten, men for sin egen faggruppe finder hun det problematisk af flere årsager:

”Rent juridisk er det ikke muligt for en socialrådgiver at sløre sit navn, da der for den enkelte borger ligger en retssikkerhed i at kunne se, hvem der har truffet afgørelse i en given sag. Men selv hvis muligheden forelå, ville jeg ikke synes om det, for hvis vi som offentligt ansatte skal have en god relation til den enkelte borger, der bygger på samarbejde og tillid, nytter det ikke noget, hvis vi anonymiserer os selv. Det vil kun føre til, at vi distancerer os fra de mennesker, vi forsøger at hjælpe.”

Studerer man trusselsbilledet for socialrådgiverne, er de ellers langt hårdere ramt som faggruppe end sygeplejersker og andre ansatte i sundhedssektoren.

Da hovedorganisationen FTF, der tæller flere end 450.000 medarbejdere inden for den offentlige og private sektor, i sidste måned udgav en rapport om det psykiske arbejdsmiljø blandt over 9000 medlemmer, fremgik det, at socialrådgivere tilhører den gruppe af offentligt ansatte, der er allermest udsat for trusler.

Som faggruppe har flere end hver tredje person inden for myndighedsarbejde, der foruden socialrådgivere tæller politi og told- og skattemedarbejdere, oplevet trusler på arbejdet inden for det seneste år, hvilket ligger 21 procentpoint over gennemsnittet for lønmodtagere generelt.

Majbrit Berlau genkender udmærket tendensen, for som socialrådgiver kommer man fra tid til anden ud i konfliktfyldte situationer, der kan medføre alt fra grimme tilråb til reelle trusler mod ens familie. Derfor lever flere socialrådgivere i dag med hemmelig adresse, mens andre fravælger livet på de sociale medier. Men det retfærdiggør stadig ikke, at man slører medarbejderens identitet, mener hun:

”Selvom trusler aldrig kan accepteres, er vi nødt til at forstå, hvad de kommer af, for at forebygge dem. Jeg tror ikke, det hjælper nogen, hvis vi tyer til anonymisering. Det vil skabe et ubehageligt magtforhold, hvor medarbejderen på den ene side ved en masse om borgeren, mens borgeren omvendt ingen viden har om medarbejderen. Sådan et system bliver totalt uigennemskueligt og ødelægger i sidste ende den tillid, vi så gerne vil opbygge med den enkelte borger.”

Derimod mener hun, at løsningen ligger i at sikre området flere ressourcer, der kan give en større grad af tid og nærvær, der i sidste ende kan nedtrappe de konflikter, der er selve roden i problemet.

Hos Uddannelsesforbundet, der organiserer lærere og andre ansatte inden for erhvervsskoler, ungdomsskoler, sprogcentre og voksenuddannelse, ser Hanne Pontoppidan anderledes på idéen om anonymitet, som hun mener må være op til den enkelte medarbejder.

”Får du en større tryghed ved at gå på arbejde uden efternavn, vil jeg ikke stille mig i vejen for det, men jeg synes, det er dybt beklageligt, hvis vi er nået derhen, hvor ansatte føler sig nødsaget til det, og jeg forventer, at ledelsen på de enkelte skoler gør, hvad de kan for at værne lærere mod voldelige eller truende elever.”

For selvom hun ikke har kendskab til lærere, der som sygeplejersker kun optræder med fornavn på arbejdet, ved hun, at mange føler et behov for at værne om deres personlige oplysninger.

Mens nogle lærere har hemmelig adresse, vælger andre med to efternavne at bruge ét efternavn på arbejdet og et andet hjemme på postkassen.

For efter gruppen af myndighedspersoner som socialrådgivere er lærere og andre ansatte i undervisningssektoren den mest udsatte gruppe på FTF’s liste over trusselsramte faggrupper. Hver fjerde lærer har oplevet trusler på arbejdet inden for det seneste år.

Derfor må en medarbejders behov for anonymitet også vægtes højere end hensynet til, hvorvidt eleverne har kendskab til en lærers fulde navn. Desuden er efternavnet måske heller ikke så vigtigt, mener Hanne Pontoppidan:

”Nogle gange skal vi overveje, om noget er et problem, før vi gør det til et. Det er relationen til den enkelte lærer, der er afgørende. Det væsentlige er, om vedkommende er engageret og nærværende i kontakten med eleverne eller kursisterne. Ikke om han hedder Hansen, Jensen eller noget helt tredje. Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan det at udelade et efternavn skader relationen til læreren. De fleste mennesker omtaler jo alligevel hinanden ved fornavn i dag.”

Diskussionen om offentligt ansattes sikkerhed blev endnu en gang aktuel tidligere på ugen, da der faldt dom i en sag om vold mod en ansat hos Skat i Silkeborg.

Her blev to mænd dømt for at have overfaldet den kvindelige skattemedarbejder med slag og spark ude foran hendes hjem en tidlig morgen i marts sidste år. Overfaldet, der efterlod kvinden med brækket kæbe og flere brækkede ribben, var bestilt af broderen til den ene gerningsmand, da han ifølge Ritzau var utilfreds med medarbejderens sagsbehandling og afgørelse i en sag om hans virksomhed.

Den ene overfaldsmand blev straffet med tre år og 11 måneders fængsel, mens den anden, en bulgarer, fik tre års fængsel samt udvisning fra Danmark.

Hos Djøf Offentlig glæder formand Sara Vergo sig over domsafsigelsen, men mener dog ikke, at sagen giver anledning til at diskutere, hvorvidt foreningens medlemmer skal have mulighed for anonymitet i dagligdagen.

”Selvom du selvfølgelig kan sige, at det her overfald måske kunne være undgået, hvis gerningsmændene ikke havde kendt til offerets identitet, vil jeg ikke anbefale, at vi pludselig lukker os inde i anonymitet. Ud over at det ikke er muligt rent juridisk, fordi medarbejderne skal kunne stå på mål for de afgørelser, de træffer, er det også etisk problematisk,” siger Sara Vergo.

”Sidder du som borger over for en autoritet, bliver samarbejdsviljen ikke større af, at du ikke må få personens fulde navn at vide. Tværtimod. Det vil skabe et umyndiggørende og unødigt ulige forhold, hvis borgeren pludselig ikke har nogen indsigt i, hvem han eller hun sidder over for, siger hun.”

Men det har ikke kun betydning for den enkelte borger, hvis flere offentligt ansatte følger sygeplejerskernes eksempel og skærmer identiteten. Det påvirker hele tilliden i samfundet, vurderer Gert Tinggaard Svendsen, der som professor i statskundskab har forsket i tillid.

”Når offentligt ansatte som sygeplejersker vælger at anonymisere sig selv, udfordrer det den sociale tillid i samfundet, altså den tillid vi tildeler mennesker, vi ikke har mødt før. For det at man bevidst undlader at vise sit fulde navn til mennesker, man møder gennem sit arbejde, symboliserer en sikkerhedsforanstaltning. Det er udtryk for, at man tidligere har fået sin tillid til et andet menneske misbrugt for eksempel gennem trusler og derfor er bange for at få tilliden misbrugt igen.”

Danmark har ellers en solid placering som det land i verden, hvor tilliden er allerstørst, supplerer Gert Ting-gaard Svendsen, og det er slet ikke uden betydning, at vi værner om den, for tilliden er formentlig medvirkende til, at danskerne er både rige og lykkelige.

”Så der er afgjort tale om et nyere fænomen her, der desværre kunne tyde på, at tilliden kan være ved at ændre sig.”