Filosof Morten Albæk: Det er ikke arbejdet, der er grænseløst, det er dig

Som mennesker skal vi turde insistere på, at det arbejde, vi bruger halvdelen af vores vågne tid på, skal give mening. Ellers er det spild af liv, mener filosof og erhvervsmand Morten Albæk, som er aktuel med en bog om meningen med livet

Det er en illusion, når vi leder efter den såkaldte work-life-balance og tror, vi kan spalte os selv i arbejdsmennesket, fritidsmennesket og familiemennesket. For vi er kun ét menneske med ét liv, siger filosof og erhvervsmand Morten Albæk. –
Det er en illusion, når vi leder efter den såkaldte work-life-balance og tror, vi kan spalte os selv i arbejdsmennesket, fritidsmennesket og familiemennesket. For vi er kun ét menneske med ét liv, siger filosof og erhvervsmand Morten Albæk. – . Foto: Leif Tuxen.

En midnatsblå familiebil i den eksklusive afdeling standser foran Hotel Sanders tæt på Kongens Nytorv i indre København. Filosof og stifter af konsulentvirksomheden Voluntas Morten Albæk springer hen og åbner døren i passagersiden, så hans 12-årige søn Asger kan komme ud.

Læs også: Magasinet "Filosoffen" udkommer den 26. december.

”Hej bamsemand, hvor er det dejligt at se dig,” siger han og kysser sin lidt betuttede søn på håret.

Hans hustru, Sara, stiger med tasker på armen ud i den anden side og får også et kys af sin mand. I det samme kommer Morten Albæks mor ud fra hotellet for at tage imod svigerdatter og barnebarn. Alle er de kommet rejsende fra Jylland for at være med ved bogreceptionen for Morten Albæks nye bog på forlaget Gyldendal senere samme dag. I følget mangler bare hans 15-årige datter, Emilia, som ikke lige kunne se det interessante i, at hendes far har udgivet endnu en bog.

Fusionen af familie- og arbejdsliv, som vi her er vidne til, er et levende billede på en af de væsentligste pointer i Albæks nye bog, som har titlen ”Ét liv. Én tid. Ét menneske. Hvordan vi glemte at leve et meningsfuldt liv”. Nemlig den, at man ikke kan spalte sit liv i kasser som arbejdsliv, fritidsliv og familieliv. For vi har kun ét liv, og den tid, vi har til rådighed, er den samme, uanset hvordan den forvaltes. Han kommer med et eksempel:

”Når jeg ser mig selv i spejlet om morgenen, må jeg erkende, at der kun er én Morten, et menneske. Vi kan ikke spalte vores persona, ligesom vi heller ikke kan spalte tiden eller livet. Der er kun ét stort pulserende, smukt, uperfekt liv, som vi skal forsøge på at finde mening i.”

Det er blevet et mantra i mange moderne menneskers liv at lede efter den såkaldte work-life-balance, men lige præcis det er en illusion af rang, påpeger Albæk:

Foto: Leif Tuxen

”Når du vågner op en hverdagsmorgen, er det en løgn, når du siger: Jeg vågner op, går i bad, drikker min kaffe, børster tænder og går på arbejde. Nej, du vågner op, tager dit bad, drikker din kaffe, børster dine tænder og går ud i livet. Og ude i det liv bruger du i gennemsnit halvdelen af dine vågne timer på det, vi kalder arbejde. 95 procent af al stress i kongeriget Danmark er arbejdsrelateret, og den primære årsag til stress på arbejdet er din nærmeste leder. Får du stress af dårlig ledelse, så har du jo stress i alle døgnets timer og ikke kun de otte timer, du er på arbejde. Og på den måde skal du også passe på livet, når du er på arbejde, for arbejdet er ikke noget, der foregår ved siden af eller står i modsætning til dit liv – det er en integreret del af det."

Bogen om det meningsfulde liv har været længe undervejs. Det var to oplevelser med års mellemrum, der fik Morten Albæk sporet ind på emnet. Og som også var årsagen til, at han i 2015 stoppede som chief marketing officer i vindmøllevirksomheden Vestas for at etablere Voluntas, der blandt andet rådgiver virksomheder og organisationer om, hvordan de kan erstatte målinger af medarbejdertilfredshed og KPI’er med netop mening.

Hans fars begravelse fra Biersted Kirke i Vendsyssel i juli 2008 var den ene. Morten Albæk stod sammen med sine brødre ved sin fars kiste og skulle på familiens vegne holde en tale. Da han skuede ud over kirkerummet og fik øje på sine børn, tænkte han på, at det en dag var dem, der stod der, og ham, der lå i kisten. Det gav ham en følelse af mening at forholde sig til livets endeligt og tænke på, hvor vigtigt det er at vise sine børn sin dybfølte kærlighed – og ikke på sit dødsleje fortryde, at man ikke elskede dem nok.

Foto: Leif Tuxen

”Det sidste, jeg var den dag, var tilfreds, og det sidste, jeg følte, var lykke. Men til trods for at der var så meget sorg og så mange tårer og så megen smerte, så var det stadig et dybfølt og livsbekræftende øjeblik. Det var ikke en åbenbaring for mig, men det startede en tankeproces. Jeg tror, at når så mange af os farer vild i det ene liv, vi er blevet givet, så skyldes det vores manglende evne til at differentiere mellem tilfredshed, lykke og meningsfuldhed. For mening kan både leve ved siden af sorg og ved siden af utilfredshed og øjeblikke af ulykke.

Den anden betydningsfulde begivenhed fandt sted på et fly fra Portland til New York i 2012, hvor Morten Albæk læste om de samtaler, en australsk hospicesygeplejerske havde haft med døende om fortrydelserne i deres liv.

”Mennesker deler uanset status de samme fortrydelser i livet. Vi fortryder blandt andet, at vi har arbejdet så meget og så hårdt. Den erkendelse i koblingen til at stå og begrave min far var det, der skabte hovedkoordinaterne i min ledelsesfilosofi. Fra det øjeblik var min ambition som leder ikke at måle min succes og evnerigdom på de klassiske KPI’er. Men at sikre, at de mennesker, der står i relation til min ledelse, i videst muligt omfang ikke ser tilbage på deres arbejdsliv med fortrydelse.”

Morten Albæk læner sig op ad Aarhus-teologen K.E. Løgstrup. Ledere og medarbejdere skal turde komme hinanden ved, og et begreb som ”professionel distance” er en af grundene til, at mange danskere ikke er særligt engagerede i deres arbejde:

”Som Løgstrup har lært os for mange år siden, så holder du rent faktisk en flig af dette menneskes skæbne i dine hænder, når du leder. Så det er en eksistentiel fordring, du har. Der er bare ikke mange ledere, der er blevet trænet eller uddannet i den form for eksistentiel ledelse. Men du kan sagtens være i de øvre luftlag uden at give køb på din menneskelighed. Hvem siger, at bare fordi du rejser opad, skal du miste din menneskelige intuition?”.

Han henviser til en undersøgelse fra Gallup, der viser, at kun 21 procent af den danske arbejdsstyrke føler sig engageret i det arbejde, de udfører. Hos Voluntas har de erstattet mus-samtalerne med meningsfuldhedssamtaler, som består af to spørgsmål:

”Er der noget som helst på arbejde, der forhindrer dig i at føle den mening med livet, som du stræber efter og ønsker?”.

Ja eller nej.

Og:

”Er der noget som helst i livet, der hindrer dig i at levere den præstation på arbejde, som du stræber efter og får løn for?”.

”Med afsæt i de to spørgsmål dukker der praktiske problemstillinger op, som man kan diskutere. Men vi kerer os først og fremmest om, at du finder mening med og i dit liv,” siger Morten Albæk.

Kan denne filosofi også virke på en fabrik, hvor en medarbejder står ved samlebåndet dagen lang?

”Hvad enten du er produktionsmedarbejder, HK’er, akademiker eller ufaglært, så har vi mennesker tre ting tilfælles. Det første er, at vi skal dø, det andet er, at livet er fyldt med tilfældigheder, og det tredje er, at vi gerne vil leve et meningsfyldt liv. Så ja, det kan fungere alle steder. Stræben efter det meningsfulde liv tilhører ikke bare æggehovedet eller den kreative klasse.”

Ja, for man kunne godt fristes til at tro, at sådan en filosofi ville være reserveret til netop den kreative klasse?

”Det er en arrogant anskuelse, for hvorfor skulle en fabriksarbejder i Nordjylland ikke have de samme ambitioner om et meningsfyldt liv som en akademiker ansat på et forlag i København?”.

Hans pointe er, at vi som mennesker må lære os selv at kende og finde ud af, hvad der arbejdsmæssigt giver mening for os. Og sige fra over for ledelsen, hvis det ikke gør. Selvom det kan synes grænseoverskridende og have økonomiske konsekvenser, hvis man må forlade et meningsløst job.

”Jeg har den største respekt for, at terminerne skal betales, men jeg tillader mig ydmygt at sige, at hvis man som et såkaldt ressourcestærkt menneske har indrettet sit liv på en sådan måde, at man de facto er blevet slave i eget liv og ikke tør vende ryggen til det, der er ved at kvæle én eksistentielt, så bør man indrette sig selv sådan strukturelt, at man får friheden til at forsvare meningen med sit ene liv. Men lad mig understrege, at det ikke er nemt. Men det er nødvendigt.”

Morten Albæk bor med sin familie i Risskov ved Aarhus, mens hans konsulentvirksomhed med 29 ansatte ligger i København og Tunis. Det lyder umiddelbart som en model, der kunne skabe afsavn og afstand i det ene liv, han har til rådighed. Så hvordan har han selv indrettet sig?

”Jeg har nogle dage i København og ude i verden og nogle dage, hvor jeg arbejder hjemmefra. Mit liv er styret efter, hvad jeg har defineret til at være meningen med mit ene liv. Og det er at leve det på en sådan måde, at de mennesker, hvis kærlighed jeg ikke kan leve foruden, har nemt ved at elske mig i morgen. Det kræver blandt andet, at jeg styrer mit tidsforbrug. Det er klart, at det vil være svært for mine børn og min hustru at elske mig, hvis jeg aldrig var hjemme. Det lykkes mig nogle gange at leve op til det. Andre gange ikke.”

Hvad gør du så?

”Når det ikke gør, kan jeg mærke det klart og tydeligt ved, at det sætter sig på min samvittighed først. Jeg har dårlig samvittighed over for mig selv over, at jeg ikke er stærkere, tydeligere og mere determineret i forhold til at føle mening med livet. Og så retter jeg ind og retter til og restrukturerer, så jeg kommer på plads igen.”

Hvor meget arbejder du?

”Det ved jeg ikke, men det er sandsynligvis en hel del mere end gennemsnittet. Jeg ser først og fremmest mig selv som ét menneske og skelner ikke mellem arbejdstid, familietid og fritid. Jeg går ikke op i, om det er onsdag eller søndag, så længe det, jeg foretager mig, giver mening.”

Når vi i dag er så fokuserede på denne work-life-balance, er det vel også, fordi vi frygter, at arbejdslivet bliver grænseløst?

”Det er ikke arbejdet, der er grænseløst, det er dig, der er grænseløs. Det skal du huske på. Hvis du ved, hvem du selv er, og hvem du ikke er, hvad du vil og ikke vil. Hvis du har erkendt dig selv og har et selvværd og ved, hvad det meningsfulde er for dig, så er du tydelig og afgrænset. Og de grænser skal du beskytte. Det er ikke sådan, at jeg opfordrer nogen til at blive workaholics. Snarere tværtimod. Du skal ikke bruge en time mere på det, vi kalder arbejde, end det, der ligger i hybriden mellem det nødvendige og det meningsfulde.”

Læs andre interviews i magasinet "Filosoffen":