Børn af forældre, der flygtede under krigen, var i modstandsbevægelsen eller sad i koncentrationslejr, har skullet forholde sig til deres forældres erfaringer og traumer – selv hvis forældrene aldrig delte noget fra den tid med deres familie. Det er selve forældrenes indstilling til livet efterfølgende, der påvirker børnene, erfarer Judith Beermann Zeligson, der er psykoterapeut med fokus på generationspåvirkninger efter flugt og krig.
”Det handler ikke om, hvorvidt man inddrog sin familie i oplevelserne. Nej, det handler om forældrenes måde at møde livet og være på over for deres børn,” siger Judith Beermann Zeligson, der har haft egen praksis siden 1975 og har 35 års erfaring fra projektet ”Ridsen der blev til en rose”, som henvender sig til børn af jøder og modstandsfolk.
Efter krigen var der ikke plads til at bearbejde oplevelser og traumer, som man ville forvente i vores del af verden i dag. Judith Beermann Zeligson forklarer, at den generelle indstilling fra fagfolk var, at man skulle glemme og komme videre. Der er ikke noget, der enten er sort eller hvidt, betoner terapeuten, men man kan sige, at de overlevende kan deles op i to grupper: Dem, der ikke døde, men som frøs fast i traumet, og dem, der fandt en måde at forbinde og forsone sig med livet.
Det er ikke selve traumet, der viderebringes til den næste generation, men selve forældrenes tilgang til det liv, der kom efter. Nogle forældre talte om krigen morgen, middag og aften. Nogle talte om den i brudstykker, mens andre fortiede fuldstændigt. Og det betyder noget for børnene, om de følte, at krigen og sporene derfra var som en elefant i rummet, eller om man kunne tale om det. Men det handler også om stemninger. Judith Beermann Zeligson forklarer det med følgende eksempel: Hvis en forælder er bange for vand og ikke tør svømme, vil der være stor risiko for, at barnet heller aldrig vil lære at svømme – ikke fordi forælderen ikke kan lære barnet det, men fordi børn kan sanse forælderens sindsstemning; om de er glade, kede af det eller angste.
”Det er stemningerne, der sætter spor. Derfor er det vigtigt, hvordan forældrene levede med erfaringerne,” siger hun og tilføjer, at mange af disse børn vil føle det, som hun forklarer med billedet, at ”trygheden er en tynd hinde.” Når man har oplevet noget så indgribende som flugt, krig og fangenskab, så findes det ofte dybt i en, at ”når det er sket én gang, kan det ske igen”. Og den følelse og forhold til omverdenen kan vandre videre til børnene.
Men der er ikke kun skyggesider, men også livskraft og livsforståelse at hente fra erfaringerne, mener psykoterapeuten.
”Forældrene kan have givet videre, at man aldrig kan tage livet for givet. Børnene har udviklet stor indføling med andre mennesker, hvorfor forskning og min erfaring viser, at mange af dem eksempelvis blev enten læger, psykologer, pædagoger, socialrådgivere eller journalister.”
Judith Beermann Zeligson kender selv til ovenstående erfaringer. Hun er datter af en polsk jøde, der kom til Sverige i 1948 efter seks år i russisk fangenskab. Da faderen var ejer af en lille butik, blev han betragtet som en del af bourgeoisiet, hvorfor han blev sendt i russisk arbejdslejr. Hans første kone og tre børn blev taget af tyskerne, sendt til udryddelseslejren Treblinka i det tyskbesatte Polen, hvor de blev myrdet, fordi de var jøder. Faderen overlevede og kom til Sverige, hvor han atter stiftede familie. Det var Judith Beermann Zeligson et resultat af. Hun husker tydeligt, hvordan hun i sin barndom tog hensyn til faderen, der var absolut tavs om hændelserne under krigen.
”Jeg husker, hvordan jeg hele tiden mærkede efter, hvordan min far havde det, og der var ofte, hvor jeg var ked af det og ikke ville fortælle det, fordi jeg ikke ville gøre ham mere ked af det.”