Seniorklummen: Der er gode udsigter for gamle hjerner

Risikoen for demens er faldende, og demens kan forebygges. Det peger aldringsforsker Henning Kirk på

I 1970’erne begyndte man i hjerneforskningen at erkende, at demens ikke var et symptom på at blive ældre, men på en bestemt sygdom. Og i dag ser billedet anderledes ud.
I 1970’erne begyndte man i hjerneforskningen at erkende, at demens ikke var et symptom på at blive ældre, men på en bestemt sygdom. Og i dag ser billedet anderledes ud. . Foto: Monkeybusiness Images/Panthermedia/Ritzau Scanpix.

Lad os se os omkring. Aldrig før har så mange ældre mennesker præget vores samfund, og aldrig tidligere har de været ved så godt helbred. De er i god form, og de har fysisk og mentalt overskud.

Måske blandt andet derfor er forskrækkelsen så voldsom, når en ukendt coronaepidemi dukker op og tilsyneladende især har kig på netop ældre mennesker.

”Jeg er en lækkerbisken for en coronavirus,” som en kær bekendt på 91 år sagde til mig forleden.

Men statistikken viser nu, at ældre, der er afgået ved døden med coronavirus, oftest i forvejen har haft andre sygdomme at slås med.

Opmærksomheden om den lumske og uventede virus har forståeligt nok præget en stor del af dette års sygdomsdebat, men i de seneste årtier har bred forskning betydet, at man ved, at aldring nu ikke længere automatisk bør kædes sammen med sygdom.

Og det gælder også en af de mere frygtede, nemlig demens. I gamle dage – og vi skal ikke mere end 40-50 år tilbage – mente man, at alle fik demens, bare de levede tilpas længe. Forestillingen om, at hjernen forringes med alderen, var en overleveret opfattelse, vi havde arvet og ikke satte de store spørgsmålstegn ved.

Men i 1970’erne begyndte man i hjerneforskningen at erkende, at demens ikke var et symptom på at blive ældre, men på en bestemt sygdom.

Og i dag ser billedet anderledes ud. For risikoen for demens er faldende, og demens er noget, der kan forebygges.

Aldringsforsker, dr.med. Henning Kirk siger, at når han holder foredrag og fortæller, om den positive udvikling, der er i forekomsten af demens, så siger hans tilhørere, at det er nyt for dem, det anede de ikke.

”Men,” siger Henning Kirk, ”der findes i dag flere studier, der bekræfter, at antallet af nye demenstilfælde i hver aldersgruppe er lavere, end man forventede set ud fra tidligere studier.”

Man skulle umiddelbart tro, at det blev skreget ud fra byens tage, men sådan er det altså ikke gået.

I sin seneste bog, ”Godt nyt om gamle hjerner”, om hjernens livskarriere og voksenlivets vækstmuligheder, der udkom på Gyldendal tidligere på foråret, skriver Henning Kirk, at den genetiske faktor er af mindre betydning for udviklingen af demens, men at livsbetingelser og livsstil i barndom, ungdom og voksenliv spiller afgørende ind.

Henning Kirk tilføjer: Hjernen er et plastisk organ, som vi kan forme hele livet.

Og han mener, at hjernen skal have et godt fysisk miljø (kroppen) at opholde sig i, og det, der spiller den største rolle i forebyggelsen af demens, er livsstilen, for eksempel ikke-rygning og fysisk aktivitet, dertil bedre behandling af diabetes, kredsløbssygdomme og depression samt kognitiv stimulering, som blandt andet er sket ved længere uddannelser for flere.

Derfor er der i dag en lavere risiko for at udvikle demenssygdom.

Nationalt Videnscenter for Demens offentliggjorde ved udgangen af 2019, at antallet af nye demenstilfælde i Danmark siden 2004 er faldet med to procent hvert år. Så selvom der i de kommende år bliver mange flere ældre mennesker i vores samfund, vil det samlede antal demenslidende formentlig falde.

Men det sker ikke af sig selv. Der skal hjernevedligeholdelse til.

Og vedligeholdelsen betyder for eksempel, at man ikke går i stå, men bevarer nysgerrigheden på verden. Livslang læring kaldte man det for nogle årtier siden, og når oplysningsforbundenes kataloger dumper ind ad døren efter sommerferien, kan man se, hvad det eksempelvis betyder: foredragsrækker om kunst og kultur, sprogundervisning på flere niveauer, computerbeherskelse og musikforståelse.

Det at lære sprog nævnes ofte som det bedste forsvar mod demens og som en fremragende hjernevedligeholdelse. I Canada har psykiateren Ellen Bialystok og hendes kolleger i undersøgelser siden 2005 vist, at tosprogede canadiere, der taler lige godt engelsk og fransk, har lavere risiko for at udvikle demens end etsprogede.

Og så er der musikken. Arbejdet med musik påvirker i særlig grad hjernen: Fra at lære at spille et instrument til at lytte til sang og musik, og hjernen påvirkes af enhver form for musik, man lytter til. Henning Kirk råder til også at høre musik, man ikke er vant til.

”Hjernen udvikles i høj grad, når den bliver overrasket,” siger han.

Dirigenter udvikler en særlig evne til koncentration, en særlig opmærksomhedsevne. Henning Kirk skriver: ”Det er nærliggende at tro, at orkesterdirektion er noget nær det optimale middel til forebyggelse af demens. Der forligger ikke endnu forskning om, hvorvidt der forekommer demens blandt orkesterdirigenter – men mit gæt vil være et nej.”