Han indleder dagen med stilhed. Når klokken nærmer sig 8, sætter forfatteren Peter Olesen sig med avisen og en stor kop grøn te med jasmin efterfulgt af en lille kop mokka. Høreapparatet, som han for kort tid siden er begyndt at bruge fast, lader han vente i etuiet, for den sprøde lyd af avispapir bliver til en stærkt knitrende generende lyd, hvis han læser avis med høreapparatet på.
”Det lyder, som om der lige er blevet tændt op i en brændeovn, som man sidder tæt på, når man bladrer i avisen med høreapparatet i. Det er voldsomt.”
Den 190 centimeter høje mand med det stille smil vil af nogle være kendt som studievært på TV-Avisen i 1980’erne. Andre kender ham som en profileret anmelder af byrum, men man kan også beskrive Peter Olesen som stilhedens vogter. Og når han skal værne om stilheden i sit eget liv, går han principfast til værks, hvilket vi vender tilbage til.
Han har tidligere skrevet to bøger om stilhed, og i næste uge udkommer ”Mine stillesteder”. Her tager han læserne med til områder, hvor han gennem årene har opsøgt og fundet stilhed.
Man kunne mene, at der er rigeligt stille i Danmark netop nu med de begrænsninger, der følger med pandemien. Det mener Peter Olesen ikke, men han tror, at coronaen har lært flere at høre stilheden.
”Særligt under nedlukningen i foråret blev stilheden et samtaleemne. Flere bemærkede, at der var mindre bilstøj og stort set ingen larm fra fly, og mange blev hjemsendt fra de storrumskontorer, som jeg ikke rigtig begriber, hvordan man kan arbejde i.”
I en verden, hvor støj topper listen over miljømæssige årsager til mistrivsel, sygdom og tidlig død, er det ifølge Peter Olesen glædeligt, hvis stilheden bliver hørt.
”Fik jeg sendt dig dødelighedsstatistikken?”, spørger han med henvisning til den rapport, verdenssundhedsorganisationen WHO udsendte i 2018, om støjs indvirkning på europæernes helbred.
Her kan man blandt andet læse, at støj er lige så farlig for mennesket som luftforurening.
Når Peter Olesen skal beskrive, hvad stilhed er i hans eget liv, tegner han med ord en dyb have på Bakkekammen i Holbæk. Bag i haven var der to valnøddetræer og et Belle de Boskoop-træ. Her kunne man ofte træffe familien Olesens ældste, som dengang var en spinkel, blond dreng med et sart udseende.
Den bilstøj, som forskning viser er en kilde til mistrivsel, var der meget lidt af på den bugtende villavej. Det var en vej for de mere velstående, og flere på Bakkekammen havde biler dengang i 1950’erne. Men både landsretssagføreren, direktøren og Peter Olesens far, som var byrådssekretær og sekretariatschef i Holbæk Kommune, tog deres cykler, når de skulle på arbejde.
”Godt nok havde en af nabokonerne en meget gennemtrængende stemme, men generelt var der et fravær af støj. Sådan var det, både da jeg var 10 og 15 år, selvom jeg nok ikke var så bevidst om det dengang.”
Det var en barndom rig på huler. Peter Olesen ser en sammenhæng mellem børns glæde ved huleliv og et måske medfødt behov for stilhed.
”Hvad enten du bygger en hule bagerst i en have eller bag sofaen, handler det om at få sit eget lukaf, hvor man kan være sig selv. Spørgsmålet er, om vi nogensinde vokser fra det.”
Når der var slåskamp i skolegården på Holbæk Private Realskole, kunne man typisk finde Peter Olesen et sted i skolegårdens udkant, hvor han forsøgte at tale med en ven. Børnefødselsdage brød han sig ikke rigtig om. Der var typisk for megen larm, og han måtte finde sig i, at han blev kaldt tøsedreng, fordi han ikke tog del i de jævnaldrendes støjende leg.
Når hans far kom hjem fra jobbet, klædte han om og gik i haven. Peter Olesen hjalp til med havearbejdet. Det foregik i stilhed. Når familien, som også talte to yngre søstre, var samlet om middagsbordet, talte man sagte. Noget af det mest larmende var de aftener, hvor forældrene havde bibelkredsmøder i hjemmet.
Er det en aldrende person, som tegner et skævvredet billede af en stille tid, som var? Nej; han har larmet. Olesen fortæller, at han har cyklet støjende på villavejen med tøjklemmer monteret på cyklens hjul, og i konfirmationsgave fik han en grammofon. Der blev spillet en del jazz på den røde rejsegrammofon.
Da han var 15 år, ændrede stilheden i hjemmet karakter fra tryg til tyngende. Hans far døde af en blodprop i lungen, 41 år gammel. Det var i 1961, og Peter Olesen mindes tydeligt sine to yngre søstres hjerteskærende skrig, da de fik beskeden.
”Med min fars død kom en alvor og en knugende stilhed. Jeg fik ros af de voksne i mine forældres omgangskreds for at være så god ved min mor, men bortset fra at skoleinspektøren kondolerede, var der ingen, som talte med mig om tabet. På et øjeblik var vi blevet en anden familie præget af en trykket stemning.”
I sorgen blev Peter Olesen trofast kirkegænger. Hans far havde siddet i menighedsrådet, og familien kom jævnligt i kirken, men i denne periode foretrak Peter Olesen at gå alene til eftermiddagsgudstjenesterne i Sankt Nicolai Kirke i Holbæk. Den stilhed og samling, han fandt i gudstjenesten, blev vigtig, og han så en fremtid for sig, hvor det var ham, som stod på prædikestolen. I mange år var hans mål at blive præst, men det var før, han som ung mand skrev sine første digte og blev opfordret til at søge en elevplads på et dagblad.
Peter Olesen går som allerede antydet principfast til værks, når han skal håndhæve stilheden i egen tilværelse. Han er inkarneret havemenneske, men går langt for at kunne klare arbejdet uden brug af motoriserede redskaber. Hækklippere med mere har det med at flænse sommer-husidyllens stilhed, mener han.
Siden han sagde sit faste job op for mere end 30 år siden, har han været freelancer, men vel og mærke med hemmeligt telefonnummer. Han hiver telefonen op af bukselommen. Det er en ældre Nokia 3310. Han kan lide dens design, og så værdsætter han alt det, den ikke kan.
”Det er en pestilens, at folk taler i mobil-telefon alle vegne. Selv en sommerdag på stranden hører du folk tale højlydt i telefon, og når der er andre omkring dem, som småsnakker, så skruer de op for stemmen og ænser ikke, at vi er nogle, som finder det ubehageligt at blive involveret i en telefonsamtale. Lyt dog til bølgerne. Jeg forstår heller ikke, hvorfor jeg skal stå i en kø i en dagligvarebutik og høre om en svigermor, som er en heks. Det overtræder min tærskel for blufærdighed og bidrager med en kværnende larm. Kirkerne og museerne er nogle af de få steder, hvor man med rimelig sikkerhed er fri for den slags.”
Skal man kæmpe for stilheden, må man gerne gøre det med et overskud af høflighed, opfordrer han og fortæller om en mand, som han mødte til et foredrag. Manden var pendler og fandt togvognens mange telefonsamtaler så generende, at han en dag fandt på at læse højt af sin medbragte avis. Mandens protest betød, at den telefonerende kvinde i togvognen blev omgivet af latter.
For Peter Olesen rimer stilhed på hvile, og hvilen har han plejet det meste af sit voksne liv. Som studievært havde han lange vagter og trak sig gerne tilbage og tog en lur på kontorets briks, så han var frisk, når han skulle på skærmen klokken 19.30. Siden har han holdt fast ved luren. Kvarterets børn ved, at de skal holde øje med den høje mand i nummer 4, som nok er en venlig nabo, men som også insisterer på sit middagshvil.
”Hvilen giver ro i kalotten, og jeg mener, vi bør tale luren op. Jeg kender mange jævnaldrende, som er nærmest bange for at sove i løbet af dagen, fordi de mener, det går ud over deres nattesøvn. Jeg passer min hvile, uanset hvor travlt jeg har det.”
Det er godt otte år siden, Peter Olesen fik konstateret et aldersbetinget høretab. Han tænkte, at der var megen unødig pludren, som han slap for, men han fik et høreapparat, som han brugte, når han så tv. For tre uger siden besluttede han, at han vil gå med høreapparatet fast.
Lidt for ofte hørte han sig selv sige: ”Hvad?” og ”vil du lige være venlig at gentage, hvad du sagde?”.
For forfatteren og journalisten, som et helt liv har værnet om stilheden, er det diskrete apparat en voldsom forandring for hans opfattelse af stilhed. Han sammenligner det med at komme til et nyt land. På den ene side glæder han sig over, at han ikke skal bruge så meget energi på at opfange ordene i en samtale, men samtidig skal han vænne sig til, at han kan høre sin egen stemme, når han taler.
”Jeg har dæmpet min tale, fordi jeg hele tiden hører min egen lyd inde i hovedet. Så jeg er på en måde blevet mere stille, men samtidig er jeg blevet forbløffet over, hvor meget hverdagsting kan larme, når du bruger høreapparat.”
Det lyder, som om hovedpuden er lavet af glas, der splintres, når han hviler sit hoved mod den, og når han skriver på computerens tastatur, er det, som om han arbejder med en hammer.
”Så jeg forsøger mig med at tage det ene apparat ud, mens jeg skriver, og det samme gør jeg, når jeg spiser med kniv og gaffel.”
Når man som Peter Olesen i snart 75 år har samlet på stilhed, hvad er så stilhedens frugter? Spørgsmålet er lige så enkelt, som det er svært at besvare. Han bliver bekymret, når han ser eksperternes forventning til den øgede urbanisering, samtidig med at man i storbyernes nybyggeri ikke tager særlig højde for behovet for stilhed.
”Mister vi stilheden, mister vi evnen til at fundere. Vi trænger til ro i hovedet.”
Læs uddrag fra bogen ”Mine stillesteder” her.