Julen er så meget forskelligt. Det er børnebørnenes forventninger og strålende øjne, det er den festlige ”Peter Faberske” periode med udsmykning hjemme af nisselandskaber og engleorkestre, der bliver hentet frem fra gemmerne denne ene gang om året, det er bastante gastronomiske traditioner, travlhed i stormagasinerne og indpakning og udveksling af gaver i alskens papir.
Og for nogle mennesker er det fattigt, hvis de ikke lytter til eller læser årsagen til det hele: beretningen om den sælsomme fødsel for to årtusinder siden i en fjern romersk provins.
Jeg er vokset op med, at man i en skrivende familie på faglig vis også drøftede og endevendte denne tekst og dens forfatter. Det sørgede min far for.
Han beundrede evangelisten Lukas som den fremragende skribent, Lukas var, og han opfattede ham også som en begavet journalist. Lukas havde en forskers sind, og han havde en enestående evne til at finde sit materiale og opspore sine kilder. Ja, måske arbejdede han som en journalist.
Og vi talte ofte om, hvor han havde sin store viden fra. Lukas var læge og knyttet til en velstående mands kreds, og til ham retter han sine to værker evangeliet og Apostlenes Gerninger.
Han fortæller selv i indledningen, at han ”nøje har gennemgået alt forfra”. Han har altså brugt de forhåndenværende kilder.
Evangelisterne Markus og Johannes fortæller ikke om Jesu fødsel, og Matthæus omtaler kun den drøm, som Josef havde.
Men Lukas har mange betydningsfulde oplysninger med om Maria, han fortæller blandt andet udførligt om Marias bebudelse, om rejsen til Betlehem, om fødslen i stalden og om hyrdernes oplevelse på marken. Og så er det, man kan spørge: Hvor havde Lukas alle disse kendsgerninger fra?
Hvis vi nu tager hans andet kapitel, det, som stilistisk genialt begynder med et dramatisk: ”Men…”
”Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus…” Et kapitel med 20 korte vers, der trods beretningens utrolighed virker så forbavsende autentisk. Hvor kom dette vidnesbyrd fra?
Det er tankevækkende, at mens Markus og Johannes altså ikke har noget at fortælle om Jesu fødsel, så har Lukas mange detaljer med om Maria, om hendes slægtsforbindelser, om hendes færden og om, hvad hun tænkte.
Ingen kender de konkrete svar, så det er tilladt at hygge sig og glædes ved en fabuleren over, hvordan der blev arbejdet med materialet for to tusinde år siden.
Og man kan spørge: Hvem er det, der fortæller overbevisende om en fødsel?
Ja, det gør jo en mor.
Det var ifølge forskerne omkring år 60 eller 70, at Lukas skrev sit evangelium. Der står i tilegnelsen til ”den mægtigste Theofilus”, at han jo allerede var blevet mundtligt undervist.
Så man må tro, at Lukas for længst havde fået kendskab til de store begivenheder og havde fortalt om dem.
Han havde også hørt til kredsen omkring Paulus. Han var simpelthen én af pionererne for den nye trosretning.
Han må altså have indsamlet sit materiale tidligere, måske endda flere år i forvejen. Og nu satte han sig til at skrive det hele ned fra begyndelsen.
Hvis man så vover at forestille sig, at Lukas havde fødselsberetningen fra Jesu mor, fra Maria selv, så ser vi også for os lægen i samtale med den nu ældede kone, som jo ikke kun var mor til den henrettede, men også hørte til den flok, der holdt fast ved hans lære og troen på, at han var opstået fra de døde.
Lukas har i hvert fald mange detaljer med: den overfyldte kro, stalden, hyrderne, for slet ikke at tale om alt det, der står i første kapitel, måske fortalt af den mor, der nu frit turde tale om de forunderlige oplevelser, hun havde haft.
Dertil kommer en sætning, som altid har betaget mig, en sætning, Lukas bruger to gange: ”Men Maria gemte disse ord i sit hjerte.”
Hvor kunne Lukas nu vide det fra? Og hvordan Maria har udtrykt sig, ved vi jo af gode grunde ikke, måske ”jeg har aldrig kunnet glemme” eller ”jeg tænker så tit på” eller noget andet, men Lukas skriver så smukt: ”Men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.”
Det, man gemmer i sit hjerte, kan være et minde om et menneske eller erindringen om en afgørende begivenhed. Den slags erindringer melder sig ikke mindst i julen, som vi møder med dens glæder, men også med dens savn. Denne blanding af overstadig glæde og den alvor, som julen kan bringe med sig, er nok det, der for mange mennesker giver højtiden sin varige værdi. Her har vi muligheden for at gemme værdifulde minder, tanker og ord i vores hjerter – og grunde over dem.