Kristeligt Dagblad genudgav d. 9. marts 2023 dette interview i anledning af Henning Strøms død.
Henning Strøm drømmer om at kravle ud ad vinduet og forsvinde. Måske slå et smut forbi Christiansborg for at genbesøge de bonede gulve, han som tidligere departementschef kender bedre end de fleste. Bagefter kunne han passende besøge Amalienborg Slot for at se, om han endnu en gang skulle få held til at hilse på Dronningen.
For sandheden er, at det kan 95-årige Henning Strøm ikke. Efter et langt og begivenhedsrigt liv er han endt på det plejehjem, der højst sandsynligt bliver hans sidste opholdssted.
Som tilfældet sikkert er for de fleste mennesker, var dette aldrig meningen. ”Ikke for mig,” tænkte Henning Strøm, indtil planen gik i vasken en forårsdag i 2016, hvor han faldt om på Nørreport Station i København, da hjertet satte ud. Siden da har han ”skrantet”, og helbredet blev ikke bedre af de efterfølgende blodpropper. En ny hjerteklap betyder dog, at hjertet påny banker ufortrødent. Hukommelsen er også intakt, hvad enten det gælder minder eller aktuelle emner. Og efter en slidsom genoptræning kan Henning Strøm igen gå og tale.
Henning Strøm siger, at han ”elsker at tale”.
Problemet er, fortsætter han, at luften på plejehjemmet er fuld af stilhed. Han kalder den for kvælende og beskylder atmosfæren for at have gjort ham deprimeret. I et debatindlæg, Berlingske bragte i sommer, beskrev han, hvordan han føler sig udsat for psykisk omsorgssvigt, og at han opfatter sig som ”en kustode på Thorvaldsens Museum – omgivet af umælende statuer”.
”Hvem skulle have troet,” siger han, ”at kedsomheden skulle blive min død.”
Det er dét, vi skal tale om. En gammel mands oplevelse af hverdagen på livets sidste adresse.
Henning Strøm har brugt det meste af sit på at lægge sten til den velfærdsstat, Danmark er i dag. Som ansat i Indenrigsministeriet var han en af embedsmændene, der i 1960’erne fødte idéen om at forvandle landets 1388 kommuner til 275 i datidens øjne storkommuner. Visionen udmøntede sig i kommunalreformen, han som departementschef i Boligministeriet i 1970 var med til at realisere. Senere blev han udnævnt til stiftamtmand i Københavns Amt, ligesom han endte med at spille en fremtrædende rolle i byfornyelsen af København. I 1995 gik han på pension. Nogle år senere – i 2002 – spurgte dagbladet Information ham om pensionisttilværelsen.
”Nu har jeg fred. Der er ingen, der ringer, ingen, der forlanger noget af mig, ingen, der generer mig, heller ikke inspirerer mig. Men jeg har fred til at være mig selv,” sagde han.
Siden 2018 har han boet på plejehjemmet Lindely, der er en del af Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup. På grund af coronarestriktioner er besøgende – heriblandt journalister – forment adgang til de ældres værelser. I stedet sidder hr. Strøm, som personalet titulerer ham, i plejehjemmets café. En af de ansatte har dækket et bord med porcelænsservice og stillet kokostoppe og kaffe frem. Her er ingen andre.
Henning Strøm tager ordet. Det er vigtigt for ham, at hans udtalelser anses som et vidnesbyrd om livet på et plejehjem i Danmark. Kommentarene må ikke læses som en specifik kritik af personalet på Lindely, forklarer han og fastslår, at ”de gør alt, hvad de kan, ud fra de muligheder, de har til rådighed”.
”For mig handler det om at starte en diskussion om, hvad meningen med de sidste år af ens liv bør være. Jeg fortæller det her, så andre forhåbentlig spørger sig selv, hvordan de ønsker, at deres forældre skal tilbringe den sidste tid,” siger han.
Kedsomheden indtræffer i det øjeblik om morgenen, Henning Strøm slår øjnene op.
”Der er min første tanke, at jeg er ked af, at dette er min skæbne. Jeg klarer mig egentlig fint fysisk, men psykisk er jeg ikke en glad mand – det har jeg ellers altid været. Jeg ved, at det ikke er af ond vilje, at jeg er isoleret. At det bare er sådan, det er, men jeg har svært ved at acceptere det. Jeg har været heldig hele tilværelsen og befundet mig i miljøer, jeg har været glad for, men den tid er forbi.”
Henning Strøm fortæller, at der er dage, hvor han har ingen eller ringe social kontakt. Personalet kommer ganske vist med måltiderne og fortæller, hvad der er på menuen, men resten af dagen foregår som regel i stilhed, der kortvarigt afbrydes, når en forvirret dame på gangen ”råber og skriger”, eller når en af hans døtre eller børnebørn ringer.
Han kalder sig for en af plejehjemmets ressourcestærke beboere. Størstedelen af de andre lider nemlig af demens. En sygdom, der gør mange ude af stand til at føre en samtale, og som begrænser muligheden for sociale gøremål. For det meste udgøres dagens tilbud derfor af ”Far til fire”-film og billedlotteri.
”Når man kommer på plejehjem, så bliver man med ét revet ud af sit miljø. Selvfølgelig ville jeg godt kunne se en ’Far til fire’- eller Morten Korch-film en gang imellem. Problemet er, at det er dét, de viser størstedelen af tiden, og jeg er ved at eksplodere bare ved tanken.”
Sørgmodigheden, fortæller Henning Strøm, er det seneste år taget til i styrke og kom gradvist til udtryk gennem aggressioner. Han følte, hvordan hans sind formørkedes, og at han blev bange for sig selv. En dag blev det for meget. Henning Strøm har gennem sit liv været en af de mænd, der skulle slæbes til lægen, men denne gang tog han selv initiativet.
”Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne styre mig selv længere. At jeg frygtede, om jeg kunne finde på at begå noget voldeligt. Jeg havde simpelthen ikke kontrol over mine følelser.”
Lægen konkluderede, at Henning Strøm har en depression og tilbød ham antidepressiv medicin. Noget, den tidligere embedsmand afslog. Han mener ikke, at piller bør være løsningen på, at han og andre plejehjælpsbeboere keder sig og føler ensomhed. Der må findes et alternativ, siger han og foreslår, som den forvaltningsmand han er, at ministeren nedsætter en arbejdsgruppe, der kan give ældreplejen et ”serviceeftersyn”.
”Eksempelvis ved jeg, at der bor en mand, der hedder Knud, oppe på fjerde, som jeg talte godt med i haven i sommer. Han er også frisk. Udfordringen for os er at finde hinanden. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke gør mere ud af at placere ældre, der udtrykker et behov for socialt samvær, sammen. Da jeg skulle på plejehjem, var der ingen, der spurgte mig om mine behov. Der var et ledigt værelse på en tilfældig etage, og der blev jeg så indlogeret. Det er hidtil lykkedes mig at takke nej til lykkepillerne, men det holder jeg ikke til meget længere,” siger Henning Strøm.
For at afbøde ensomheden har Henning Strøm fået tilknyttet en såkaldt besøgsven, der kommer i godt og vel en time hver onsdag. Han kalder den omkring 10 år yngre mand for sin nye frivillige ven – hans gamle venner er døde. Henning Strøm værdsætter besøgsvennens selskab og deres samtaler. Det er et af ugens højdepunkter, selvom en time går hurtigt. Et andet lyspunkt er mandelogen, som en pensioneret sognepræst holder hver anden uge.
Her bliver nogle af de mere friske beboere, som Henning Strøm har svært ved at komme i kontakt med i hverdagen, bragt sammen. Præsten Jakob Rönnow faciliterer samtalen. Får de ældre til at fortælle om deres minder. Af og til vender de verdenssituationen. For tiden corona og valget i USA. Eller også har præsten taget billeder med af Akropolis i Athen eller Københavns rytterstatuer, som han fortæller de ældre mænd historier om.
Taler I også om de svære emner i mandelogen – ensomheden og måske døden?
”Nej, det gør vi ikke. Det ville jeg ellers ikke have noget imod. Men man nævner ikke døden på et plejehjem. Jeg har aldrig hørt en beboer eller en ansat tale om det.”
Hvorfor, tror du?
”Måske er det for alvorligt. Jeg tror i hvert fald ikke, at det er for at genere os, at ingen bringer emnet op. Det er nok snarere for at skåne os. På plejehjem taler man hellere om Morten Korch-film end om ensomhed og døden.”
Efter halvanden time i selskab med Kristeligt Dagblads medarbejder konstaterer Henning Strøm, at han har hygget sig og siger, at samtalen har været ”meget opbyggelig”. Det sidste kvarter har den mest handlet om det amerikanske valg og fremtidsudsigterne for den frie verden.
Har du egentlig stadig lyst til at leve?
”Jeg tør i hvert fald ikke at begå selvmord, og det synes jeg heller ikke, at jeg kan være bekendt over for min familie eller over for systemet, der har gjort så meget for at holde mig i live. Jeg ved jo godt, at man skal være taknemmelig for livet, men jeg vil nok sige, at jeg ikke længere er sikker på, at det er et gode at være levende... Og ingen af os ved jo, hvad der venter efter.”
Er du nysgerrig på det?
”Jeg vil snarere sige, at jeg føler mig mindre og mindre nysgerrig på livet,” siger Henning Strøm, inden han rejser sig, griber rollatoren og lister afsted omsluttet af stilhed.