Kære brevkasse
Jeg er bedstefar til syv dejlige børnebørn i alderen fra nul til syv år, som jeg elsker højt, ligesom jeg har et nært og kærligt forhold til dem. Jeg tager dem alvorligt, tager mig tid til dem, leger med dem og følger dem i deres nye, fantastiske liv her på denne planet. Jeg føler kort sagt, at jeg betyder meget for dem.
Nu er det sådan, at jeg desværre lider af en del kroniske sygdomme, og jeg ved ikke lige, hvor længe jeg lever. Det smerter mig at vide, at mine børnebørn skal lide unødigt ved min død. De kan jo gå hen og miste barnetroen på livet, tilliden til livet. Var det ikke Selma Lagerlöf, som følte, at hun var 40 år om at komme sig over sin kære farmors død?
Jeg er selv helt afklaret med døden og betragter den som ganske naturlig. Jeg har før for over 10 år siden haft en smuk nærdødsoplevelse, så jeg ved, at sjælen kommer op til Vorherre i Paradis, mens kroppen bliver til jord. Hvad kan jeg mon efterlade mig, og hvordan kan jeg udtrykke mig, så børnene – på et tidspunkt – kan forlige sig med døden som et livsvilkår?
Kunne det være en tegne-serie eller et brev til hver af dem? For det værste man kan gøre er vel ingenting at gøre?
På forhånd mange tak for svar.
Venlig hilsen
Flemming
Kære Flemming
Allerførst har vi lyst til at sige, at hvor er du heldig, at du har en nær og god kontakt med dine børnebørn. Børn er så inspirerende at være sammen med, og de kan sige så kloge og hyggelige ting. Men man skal ofte være tæt på for at opleve disse stjernestunder. Og heldige er de, at de har en bedstefar, der følger dem i deres liv og i deres opdagelsesrejse for at finde ud af, hvad dette liv går ud på. Det er en gave at have trygge bedsteforældre, som kan give sig tid til nærvær, og som tager dem alvorligt.
Selma Lagerlöf mistede ganske rigtigt sin farmor, da hun var fem år. Og det var en mangeårig sorg. Men det var også en mangeårig inspiration for hende, at hun kendte sin farmor. Vi kan godt forstå, at du har tanker om døden, specielt med den oplevelse, som du havde for nogle år siden, og når du også har nogle kroniske sygdomme.
Med al den kærlighed, der er i dit forhold til børnebørnene, kan vi godt forstå, at det nager dig, at disse små skal opleve den sorg, det er at miste en, man står meget nær. Vi tror også, at mange forældre, der bliver ramt af sygdom eller anden form for ulykke, nærmest som det første tænker: Hvad med børnene, hvis jeg ikke klarer det, hvordan skal det så gå med dem?
Vi ved ikke, hvilke sygdomme du lider af, så vi ved heller ikke, om du kommer til at forlade denne jord ret pludseligt, eller der kan blive tale om en periode, hvor du får det dårligere, og hvor familie og dine kære kan indstille sig på, at de skal sige farvel til deres gode bedstefar. Hvis det er det sidste, anbefaler vi, at dine børnebørn får lov til at være med i den proces, naturligvis ud fra deres alder og deres personlighed.
Vi tænker under alle omstændigheder, at det ikke giver mening at tale med de helt små om din sygdom på nuværende tidspunkt. Men når børn er fire år og opefter, så begynder de ofte selv at spekulere meget over livet, døden, hvor vi kommer fra, hvordan ting hænger sammen og så videre. De hører om et vigtigt kæledyr, der dør hos en kammerat, eller en anden af deres legekammerater, der har mistet en bedsteforælder.
Vi tænker, at du godt på en lempelig og vis måde kan fortælle dine største børnebørn, at du har en sygdom. Du kan fortælle forsigtigt, at du håber, at du får lov til at følge dem i rigtig mange år, men at du også ved, at din sygdom gør, at du på et tidspunkt må væk fra dem. Og at det er du ked af, og at du tænker på, at det vil de sikkert også blive. Rigtig meget endda. Du kan spørge, hvad de kommer til at tænke på, og om de har noget, de gerne vil spørge om, når I har denne snak.
Det skal ikke gøres dramatisk eller oversørgmodigt, men de får en viden, som de måske kan bruge, når du skal herfra, så de ikke føler, at de får et chok, og at du bare pludselig forlader dem.
Til alle dine børnebørn, også de helt små, tænker vi, at det kan være en kæmpe gave at du skrev noget til dem. Du kunne for eksempel skrive lidt fra dit liv, som du havde lyst til, de skulle kunne huske og vide. Du kunne også skrive et brev til hver og en af dem og skrive, hvad du tænker på, når det handler netop om den enkelte. Skriv eventuelt nogle små sjove oplevelser, I har haft sammen. Du kunne også vedlægge nogle billeder af dig og dem. Du kunne også allerede nu tænke på, om der var en ting fra dig, som de hver især skulle have.
Vi har netop lige mistet vores oldefar i vores familie. Vores barnebarn på fem år sagde, at han meget gerne ville arve oldefars stok. Det var der også et andet oldebarn, der gerne ville – og heldigvis havde oldefar to stokke. Og flere af de andre oldebørn ville også gerne have en ting, som kunne minde dem om besøg hos deres oldefar. Det var ikke store, fine ting, men noget, de synes var fint for dem. Og en gik hjem med et tastatur med store, orange bogstaver under armen. Oldefar havde fået det, fordi der netop var tydelige bogstaver på, så han kunne skrive på sin computer, selvom han blev 100 år. Nu står tastaturet så på et drengerum hos en på 10 år.
Og så tænker vi, at du kan snakke med dine kære børnebørns forældre om det, du går og spekulerer på. Snak om, hvordan de på bedste vis kan være der for deres børn, når de skal opleve et betydeligt tab. I gamle dage var mange rundt om børn, der mistede, ofte tavse, når nogen døde. Man tænkte nok, at man ikke skulle gøre dem kede af det. Men det er de jo i forvejen, når nogen af deres nærmeste dør – så det at snakke om det, fortælle hinanden minder eller spørge om, hvad de tænker på, er ofte kun en lettelse for dem. Man kan også gøre det, som man på psykologsprog kalder ”spejle børnene”. Det er nemlig ikke altid så let for dem at svare, hvis man spørger om, hvordan de har det. Men man kan for eksempel sige: ”Du må vel nok savne din gode bedstefar” – så giver man dem hjælp til at give deres egne følelser et sprog og et udtryk. Det er ofte en god indgangsvej til at få en god samtale.
Foreslå også dine børn, at de til den tid med jævne mellemrum tager et album frem – det er ikke så almindeligt at lave dem mere, fordi vi har det hele samlet digitalt. Det er også derfor, vi vil anbefale dig at få printet nogle billeder ud af dig og din familie. Så børnene helt konkret kan sidde sammen med en voksen og se på de ting, I havde sammen, mindes, græde, grine og fyldes af taknemlighed over, at der var en bedstefar i deres liv, som elskede dem, og som de har gode minder fra.
Sorgen kan ingen tage fra os, hverken hos store eller små. Den er kærlighedens pris. Men vi kan så meget som muligt forsøge at hjælpe, ikke mindst de små, til at finde et sted for sorgen i deres sind, igennem gode samtaler, deling af minder, ved at huske på dem, vi havde kær, når vi gør ting, vi plejede, og hvor bedstefar var med.
Det er nemlig ikke kun i den første tid, man skal være opmærksom på børns savn. Det er også vigtigt at gæste sorgen eller taknemligheden på den længere bane. Man kan tænde lys på fødselsdagen, ved jul og mange andre ting. Man kan i aftenbønnen takke for den bedstefar, man fik lov til at opleve, hvis man gør sådan noget. Man kan også midt i et samvær i stuen sige: ”Kan I huske, når vi gjorde det eller det, så sagde bedstefar altid…” På den måde respekterer man sorgen, samtidig med at man holder mindet om en betydelig person i børnenes liv ved lige.
Håber, det var nogle tanker, som du kan bruge. Og så håber vi alligevel, at du kan leve en hel del år mere. Både for din egen skyld og for dine børnebørns skyld. Tak for dit vigtige og gode spørgsmål.
Mange hilsene r