Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Lige nu står jeg i et dilemma, der handler om folkeskolen. Jeg er helt vild med folkeskolen. Jeg har selv gået i folkeskole, mine børn går i folkeskole, og jeg har en bror, der er en engageret og dedikeret folkeskolelærer. Jeg kom fra et hjem, hvor man hørte P3 og holdt Ekstra Bladet, men fik lejlighed til at besøge mine veninder, hvis forældre hørte P1 og læste Weekendavisen, hvilket måske er grunden til, at jeg i dag har en ph.d.-grad og arbejder på et universitet. Men jeg har også en lille fyr, som går i 2. klasse. Han er rigtig glad for sin klasse og sine lærere, men formatet i folkeskolen passer ligesom ikke rigtig til ham. Det er selve undervisningsstrukturen og de mange tests, som han ikke reagerer så positivt på. Derfor går jeg og overvejer, om vi skal finde en Rudolf Steiner-skole til ham i stedet. Det er en reel konflikt inde i mit hoved, da jeg har et ideal om, at folkeskolen er det rigtige koncept, og det simpelthen ikke duer, hvis ressourcestærke forældre sætter deres børn i privatskole. Men samtidig står jeg med det her lille menneske, som jeg selvfølgelig også er meget optaget af, der ikke trives, hvor han er.
Hvad er det største etiske dilemma, du har stået i?
Min mor blev alkoholiker, da jeg var i mine teenageår. Da mine forældre blev skilt, gik det relativt hurtigt støt ned ad bakke for hende, indtil jeg så fandt hende død på badeværelset, da jeg var 19 år. Det er nogle ret voldsomme oplevelser, som jeg har med i bagagen, og jeg har været rigtig meget i tvivl om, hvordan jeg har skullet dele den del af mit liv med mine tre drenge. Det er meget ambivalent for mig, da jeg også havde mange gode år med min mor, inden hun blev alkoholiker. Jeg fortæller mine børn om alle de gode ting, men jeg synes også, de skal vide, at jeg eksempelvis ikke gik til fester som teenager, fordi jeg skulle passe på min lillebror. Det er også et billede af mit liv, som jeg synes, de har krav på at kende til. Jeg har også lyst til at invitere dem ind i det rum, som har været med til at farve den, som jeg er. Men det er svært at finde ud af, hvordan jeg skal fortælle dem det på en god måde, så det ikke blot bliver til en abrupt og uhyggelig fortælling, som de ikke kan modtage. Det har helt klart været den største ting, jeg har tumlet med inden for den kategori af spørgsmål.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Det handler meget om klimaet, og hvordan de fleste – i hvert fald i min relativt privilegerede omgangskreds – godt ved, at vi bør handle nu, også i vores eget liv. Der er et krav om, at man bliver nødt til at sætte sig ind i, hvad der er klimavenligt i hverdagens mange små valg. Problemet er, at mange nok går lidt æstetisk til værks og eksempelvis køber ting, der er økologiske og ligger i en lille brun pose, hvorved de så tror, at det sikkert er fint nok. Jeg har også selv været sådan, hvor jeg i stedet for at sætte mig ind i alle mellemregningerne blot spejlede mig selv som klimabevidst. Men det er et kompromis, som jeg indgår hele tiden. For eksempel har vi lige fået en ny tørretumbler. Jeg prøver virkelig at få det til at hænge sammen, at jeg både har brug for at tørre mit tøj, men også bliver nødt til at tage hensyn til miljøet.
Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?
Der findes mange moralske domme over folks handlinger, og det fylder for meget. Både med hensyn til kost, rygning og så videre. Og så findes der også de her sager med enkeltindivider, som har gjort en eller anden dum handling, som Radio24syv så har lyst til at tale om for evigt, eksempelvis dengang med Niko Grünfeld (AL) og borgmesterkontoret. Sådan nogle snakke fylder alt for meget i forhold til mere langsom etisk refleksion over, hvordan vi alle sammen kan blive klogere. Vi kan ikke udstikke regler for, hvordan alle mennesker bør leve deres liv, og det er i hvert fald ikke i orden, at nogle gør sig til dommer over for andre. Det reagerer folk på. Jeg orker heller ikke selv at høre om folks normative holdninger til, hvordan andres adfærd er.