For nogle år siden besøgte Kurt Johansen Oman på den arabiske halvø. Da han skulle tjekke ind på et hotel nær grænsen til Yemen, faldt han i snak med receptionisten, som spurgte, hvad hans job var. Kurt Johansen fortalte, at han var generalsekretær i en datterorganisation til den kristne tv-organisation SAT-7, der sender satellit-tv til kristne i 25 lande i Mellemøsten og Nordafrika. Receptionisten fortalte, at den tv-station kendte han skam godt, og han nævnte navnene på flere af SAT-7’s kanaler og programmer. Han var egyptisk gæstearbejder, og som kopter i et muslimsk land var han isoleret fra sine kristne trosfæller. Gennem SAT-7 fik han sin åndelige føde og blev bevaret i sin tro.
For Kurt Johansen er det et af eksemplerne på, hvilken forskel SAT-7 gør for kristne – om de så er forfulgte, undertrykte eller isolerede. For der, hvor Bibelen ikke kan komme frem på grund af censur, fattigdom eller analfabetisme, dér kan satellit-tv nå ud. Langt de fleste har en parabol, og satellit-tv er det eneste medie, der ikke kan censureres af stater, fortæller Kurt Johansen.
Han arbejder fra sit hjem i Christiansfeld i Sønderjylland, men står for over 100 af de partnerskaber i Europa, Asien og Australien, der giver tv-netværket økonomisk støtte til at lave fjernsyn. Han har indsamlet omkring en halv milliard kroner gennem de 20 år, hvor han har rejst verden tynd for organisationen og skabt relationer til et væld af ærkebiskopper og andre mennesker i toppen af de kirkelige hierarkier. Alligevel er der ikke særlig mange i Danmark, der ved, hvem han er, og i lokalsamfundet ved de færreste, hvad han laver. Kurt Johansen er bagmanden, man ikke lige lægger mærke til. Men det har Bibelselskabet i Danmark nu gjort. For et par uger siden blev han nemlig hædret med Bibelselskabets Pris 2020 for sit utrættelige arbejde med at give undertrykte kristne en stemme og udbrede kendskabet til Bibelen. Det er derfor, han har takket ja til at fortælle om sit liv. Og vi skal tale om lidelse, for den har han tæt inde på livet hver dag – både på sit arbejde og i sit hjem.
Kurt Johansen blev født i 1957 i Ilskov nordøst for Herning. Så langt tilbage han ved, var forfædrene bønder, og det samme var tilfældet i hans barndomshjem, hvor han var den ældste af tre søskende. Familien havde et lille husmandssted, og faderen udvidede gennem årene med mere og mere jord. Moderen var hjemmegående og næsten fuldtidsbeskæftiget frivillig i den lokale FDF-forening. Faderen var formand for menighedsrådet, brugsforeningen og frysehuset. De kom i Indre Mission og bad bord- og aftenbøn, men der blev ikke som sådan talt om tro i hjemmet.
”Egentlig snakkede vi ikke meget. Vi arbejdede mest. Det var noget med at sidde på en traktor det meste af tiden og køre op og ned ad markerne,” fortæller Kurt Johansen.
Han var den første i slægten, der tog en realeksamen, og efter en etårig handelsuddannelse endte han ved et tilfælde med at blive uddannet som toldassistent. Det var det arbejde, der bragte ham til Kolding, hvor han fik arbejde hos toldvæsenet. Og her fik kan trænet sin kritiske muskel, for udgangspunktet var altid, at nogen nok svindlede med momsen. Den første dag, Kurt Johansen kom til Kolding, spurgte en mand fra den lokale KFUM og KFUK-forening, om han ville være med i børne- og ungdomsarbejdet, og det blev startskuddet til det, Kurt Johansen kalder sit livs guldalder. I foreningen mødte han Signe, som han blev gift med i 1980. De fik to sønner og købte et lille hus, som blev mødested for omkring 100 unge mennesker gennem de næste syv år. For hver torsdag husede parret en KFUM og KFUK-ungdomskreds, hvor unge i gymnasiealderen – blot få år yngre end dem selv – mødtes for at tale om tro og alt muligt andet mellem himmel og jord. Blandt andre senere sognepræst Lone Vesterdal, CBS-professor Bent Meier Sørensen og nuværende lektor i Gammel Testamente Søren Holst kom i den periode i det hjem. Kurt Johansen fortæller, at han og hustruen tit stødte ind i gæster klokken 2 om natten, der stadig sad i køkkenet og diskuterede kapitel 13 i Hebræerbrevet, når de unge forældre stod op for at se til grædende børn.
”I dag forstår vi slet ikke, hvordan vi magtede det. Vi havde små børn og fuldtidsjobs og alle de her unge mennesker, som kom hver torsdag og også, når de havde problemer derhjemme. Vores hjem var et fristed for dem, men vi fik også så meget tilbage. Det var en rig og bevægende tid. Og det var ressourcestærke unge mennesker, som lærte os meget, og mange af dem har vi stadig kontakt til i dag.”
Siden blev Kurt Johansen i 1987 økonomichef i det daværende Sudanmissionen, i dag Mission Afrika, og i 2000 blev han ansat i SAT-7. Når verden ikke er præget af en pandemi, rejser han 150 dage om året – sammenlagt otte års rejseaktivitet er det blevet til gennem de 20 år. I disse år målretter han sin indsats i Asien og har blandt andet skaffet millionstore støttebeløb fra kirker og enkeltpersoner i Hongkong og Singapore. Tidligere fokuserede han hovedsagligt på at skaffe støttekroner i Tyskland, hvor hver delstat har egne lutherske og katolske stifter, som han har plejet kontakten til og søgt penge hos. Et af de stifter, han har arbejdet på at få støtte fra, har først for nylig – efter 20 års dialog – sagt ja til at bidrage økonomisk til SAT-7. I Tyskland er de kirkelige organisationer som supertankere. Det tager lang tid, men når man først har lavet en aftale, så er den økonomiske støtte vedvarende.
”Nogle siger om mig, at jeg er udholdende. Og det er nok rigtigt, for hvis man vil motivere en fra Herning-egnen, skal man sige, at noget ikke kan lade sig gøre. Jeg tager ikke et nej for et nej, men jeg er altid diplomatisk og taler faktisk aldrig om penge, for jeg ved, at hvis jeg presser, så bliver det bare kontraproduktivt. Og jeg kalder mig ambassadør for SAT-7, når jeg kommer ud til folk, for det lyder ikke så pænt med fundraiser.”
Med til jobbet hører ifølge Kurt Johansen også evnen til at ”være græker for grækere og jøde for jøder”.
”Jeg prostituerer mig ikke, men jeg lærer mig, hvad forskellige mennesker sætter pris på, og hvordan man for eksempel taler godt med katolikker, pinsekristne og russisk-ortodokse. Jeg kommer fra forholdsvis fattige kår, men har lært at begå mig på de bonede gulve.”
Der er et spændingsfelt mellem et meget udadvendt og internationalt arbejde og hjemmevirkeligheden i et parcelhuskvarter i Christiansfeld. Og der er især én afgørende årsag til, at Kurt Johansen ikke bor i København eller en anden storby eller for den sags skyld i Cypern, hvor SAT-7’s hovedkvarter ligger. For 15 år siden faldt hans hustru under en ferie i Egypten. Hun fik en hjernerystelse, der var så alvorlig, at hun de næste år ingenting kunne. Hun havde dobbeltsyn, kunne ikke læse, ikke høre musik. Selv siger hun, at hun i den periode hang i med neglene, og at det kun var Gud, der bar hende.
Nogle år efter fik Kurt Johansen selv en jerndør i hovedet og fik en hjernerystelse med senfølger i nogle måneder, og også deres to sønner blev ramt af hjernerystelse.
”Vores fromme venner sagde, vi var satanisk angrebet. Sådan taler vi nu ikke i vores familie. Men det er da mærkeligt, at det skal ske for os alle sammen, og det har givet mig en forståelse for, hvordan det er for Signe.”
I dag har hun det bedre, men hun er førtidspensionist. Nogle dage er gode, men de fleste er ikke. Senfølgerne er usynlige for det blotte øje, men det er et meget begrænset liv, hun og derfor også han i dag lever. Et liv, der for hendes vedkommende handler om lange gåture og et rigt bønsliv og for ham om at være så meget som muligt hjemme ved sin hustru.
”Jeg plejer at sige, at min opgave er den samme som politistyrkens i New York. To serve and protect (at tjene og beskytte, red.). Det er min opgave at hjælpe hende alt det, jeg kan, og også beskytte hende mod indtryk. Hun kan og vil mange ting, men hvis der sker for meget, går det galt. Derfor skal jeg begrænse hende. Hun er mig taknemmelig for, at jeg gør det, men jeg hader det,” fortæller han.
Kurt Johansen taler kun med få nære venner om de vanskeligheder, han selv oplever som nærmeste pårørende.
”Faktisk er der ikke særlig mange, der spørger mig, hvordan jeg har det. De spørger mest min kone. Jeg tror, det har noget med min generation at gøre. Alle har jo travlt med deres eget, og selv hvis man har lyst til at spørge ind til hinanden på den måde, kan man blive i tvivl om, om det vil gøre mere skidt end godt, at man spørger. I begyndelsen blev jeg faktisk næsten træt af, at andre spurgte så meget til min kone, for jeg ville ikke have, at jeg kun skulle være ham, der var gift med hende, der havde det svært.”
Kurt Johansen arbejder for at forbedre vilkårene for forfulgte kristne, og han ser tyngede skæbner oftere end de fleste. Derfor er han også spændt ud mellem hensynet til de mange ude i verden og til den eneste ene derhjemme i Christiansfeld. Og det er netop her, det med at trække solen op om morgenen, kommer ind i billedet. Kurt Johansen ser sig selv som en tjener og initiativtager, og hvis han ikke gør noget, sker der ikke noget.
”Det er mig, der skal være positiv, optimistisk og begejstret. Sådan er det både i mit arbejde og hjemme, det er åbenbart blevet min rolle.”
Det er tydeligt, at Kurt Johansen har sit kristne livssyn med i alt, hvad han gør. Spørgsmålet er, hvilket gudsforhold, han, der er græker for grækere og jøde for jøder, selv har?
”Vi kommer i folkekirken her i Christiansfeld, og før min kone blev syg, kom vi også ofte i det lokale Indre Mission, hvor Signe var leder af et stort børnekor. Mit yndlingsvers i Bibelen kommer fra 1. Thessalonikerbrev 5, 24, hvor der står, at Gud er trofast. Jeg er dybt taknemmelig over, at Gud trods alt har givet os gode forhold, og at han er gået med mig gennem hele mit liv. Og så mener jeg, at vi er sat her i verden for at tjene Gud og hinanden. Overskriften for mit liv er tjeneste og taknemmelighed.”
Kurt Johansen stiller sig ofte kritisk over for fortællinger fra andre om åbenbaringer eller gudsindgriben i deres liv.
”Når jeg hører folk sige, at Gud har reddet dem ud af deres problemer, stiller jeg modspørgsmål. For hvad så med dem, der ikke blev reddet? Alt det med lidelse har vi selv haft inde på vores egen hjemmebane, og jeg mener ikke, at man skal finde en mening i al lidelse.”
Med afsæt i de mange ramte skæbner, han har mødt i Mellemøsten og Nordafrika – også med afsæt i hustruens sygdom – har han læst meget om det, der ofte kaldes lidelsens problem. Hvis Gud er almægtig, hvorfor er der så lidelse?
”Jeg har ledt længe efter en forklaring, men jeg tror ikke, jeg finder den. Og for mig at se er der ikke tale om et problem, men en realitet. Lidelsen findes, og den er en del af menneskelivet. Men jeg hviler i, at Gud er med os midt i lidelsen. Og så er der en trøst i troen på det evige liv på den anden side af døden – når vi tror på det evige liv, ved vi, at vi engang ikke mere skal lide.”
På trods af Kurt Johansens kritiske tilgang til andres åbenbaringsfortællinger oplever han alligevel selv gang på gang det, han kalder ”gudfældigheder”. En nat for nogle år siden sad han for eksempel i et fly på vej mellem Kuala Lumpur i Malaysia og Istanbul i Tyrkiet. Han faldt i snak med sin medpassager, der viste sig at være direktør i BMW’s hovedkontor i München. Efter at have talt om tro i fire timer inviterede det nye bekendtskab sig selv og sin hustru på besøg i Christiansfeld. Nogen tid efter kom de, og de to par blev venner. Det tyske par var barnløse, og Kurt Johansen tror på, at det blandt andet var hans og hustruens forbøn for dem, der medførte, at de i dag er forældre. Gennem parret fik han kontakt til ærkebiskoppen i tyske Augsburg – den kontakt betød, at det bispesæde senere kom til at støtte SAT-7.
”Jeg har tit oplevelser af kærlige berøringer fra Gud. Det kan lyde lidt ’halleluja’, men jeg har bare oplevet, at Gud har hjulpet mig mange gange, og at jeg har mødt folk, der kunne støtte SAT-7 på den ene eller anden måde. Det er af hans nåde.”
Ligesom hans far vandt land i barndomsejendommen, så er Kurt Johansen også konstant drevet af at vinde mere land. Det respekterer mange ham for, men det er også hans indtryk, at det ikke er alle, der orker den driftighed. Han er kompromisløs og optaget af, hvad der er lønsomt, og det deler i nogle sammenhænge vandene.
Kurt Johansen er 63 år, men har ingen planer om at gå på pension, så længe passionen og opbakningen fra arbejdspladsen er der. Branchen holder ham ung, og hvor andre på hans alder måske drømmer om efterløn, så der er tid til at rejse og gøre meningsfulde ting, så har han allerede det – rejser og meningsfylde. Han og hustruen har fem børnebørn, som de gerne bruger tid sammen med, men Kurt Johansen drømmer ikke om tid til at spille golf eller bygge modeljernbane. Hans arbejde fylder det meste i hans liv. Han siger:
”Vi har et krævende liv. Men vi har fået mere, end vi har givet.”