Lysets tøven. Det udtryk stødte jeg på for nogle uger siden i en artikel. Og jeg synes, det er meget smukt.
Den danske astronom Ole Rømer påviste som den første i verden, at lyset ikke bare er til, men bevæger sig.
Den opdagelse gjorde han i 1675. Og han talte ikke om lysets hastighed, som man jo nok ville gøre i dag, men han talte om sin opdagelse som lysets tøven.
Sognepræst og provst Peter Birch, Gentofte, skrev en artikel om, at ting tager tid, og nævnte Rømers udtryk om det hurtigste af alt, lyset, men Rømers iagttagelser og beskrivelser var altså, at lyset ikke kommer susende, men indfinder sig varsomt.
Jeg læste om det i skumringstiden og måtte give Rømer ret: Lysets tøven gjorde sig også gældende, når det langsomt forsvandt.
Og nu er der ikke noget at gøre, nu er vi uigenkaldeligt i den mørke tid. Novembers og decembers uger ligger foran os.
Det påvirker ikke os alle, at der er mindre dagslys omkring os, men for mange er det et savn. For nogle ligefrem noget, de frygter lidt.
”Nu kommer den mørke tid,” sagde en ældre bekendt forleden til mig, ”så må jeg have lampen frem.” Og med det mente hun den lampe, hun sætter sig foran hver dag i de kommende måneder med sin avis i en god halv times tid for ikke at blive for deprimeret og for at få ro og glæde ind i sit sind. Hun føler bestemt, at lyset har betydet meget positivt for hende.
Lysterapi er blevet stadig mere almindeligt, og regelmæssig brug af det betyder, at livskvaliteten stiger, og livsmodet kommer tilbage. Måske betyder det også, at man ikke føler sig så træt. En lyslampe skal være 20 gange stærkere end en typisk indendørs lampe. Og der findes mange varianter.
Lyset, ved vi nu, er en livsbetingelse, og nu arbejdes der således på at helbrede mennesker med lys.
Billedhuggeren, maleren og lyskunstneren 73-årige Viera Collaro har arbejdet med lys i mange år i sine mangeartede installationer, senest er hendes store regnbue som et nyt vartegn i den genopførte K.B. Hallen i København, blevet berømmet og rost.
”Man kan ikke gøre ret meget uden lys,” siger Viera Collaro, ”det påvirker mennesker.”
Og hun tilføjer: ”Lyset er usynligt, men samtidig er det en del af vores eksistens, af vores bevidsthed og vores væren.”
Og vi ved jo alle, at når solen pludselig på en grå dag kommer ind i et rum, så forvandler lyset alt. Hele rummet, med hvad der er i det, bliver anderledes at se på. Det er det samme rum, men måske befinder man sig nu ligefrem bedre der. Det er dybt fascinerende.
Alle er tiltrukket af lyset, og de fleste søger mod det, bevidst eller ubevidst. En solopgang er betagende hver eneste gang, og så er den forskellig fra gang til gang.
”Netop ved en solopgang kan jeg godt forstå Rømers beskrivelse,” siger Viera Collaro, ”naturens lys og farver bliver jeg altid meget bevæget over. Det er netop varsomt og blødt.”
Kunstneren arbejder med det elektriske lys, som har en helt anden karakter end dagslyset.
Hun siger: ”Man kan ikke konkurrere med dagslyset, og mine store værker med lys er uforudsigelige, fordi naturens lys gør dem forskellige fra det ene øjeblik til det næste. Først svagt lys, så lidt stærkere lys. Så bliver man forbavset over, hvor stor forskel det gør.”
Lysets forskellige kraft og styrke igennem en dag giver masser af foranderlige indtryk, hvis man giver sig tid til at betragte dels kunstværker og dels hele den verden, der er omkring én.
Lyset løfter os op en skøn sommerdag, eller vi bliver tunge i sindet og måske kede af det, når lyset forlader os.
I nattens mørke er det elektriske lys stærkest. For vi vil jo have lys omkring os i vores del af verden.
Viera Collaro er optaget af både naturens lys og menneskets lys. ”Vi er en del af universets lys,” siger hun.
Og hendes regnbue på K.B. Hallens beton er en lysende velkomsthilsen. Lysinstallationen møder folk med regnbuens farverigdom, en lysende genkendelighed. Vores henrykkelse over at se en rigtig regnbue, måske efter et tordenvejr, dukker op midt i byen.
Lyset er så betydningsfuldt for alle også i vores mørke tid, når det kommer og forsvinder igen – ja, tøvende.