Omgivet af høje træer lidt uden for Hundested ligger et selvbygget sommerhus, og i dets døråbning står en nydelig mand. Han er iført nystrøget skjorte og westernslips med to snore ned over brystet. Hans træk er rene, blikket stadig skarpt, og da han viser indenfor, er det med klar røst:
”Ja, jeg undskylder rodet. Jeg er i gang med at sortere, men der kommer hele tiden noget i vejen.”
Og det gør der vitterligt. Willy Hanghøj-Petersen har lige udgivet en bog og er i gang med en ny. Han giver foredrag, har holdt prædikener i den lokale kirke og er en ivrig svæveflyver. I det hele taget lever han et liv, der ikke ligner så mange andre snart 90-åriges, og derfor er det helt forståeligt, at stort og småt fylder de fleste flader ud i det 150 kvadratmeter store hus. Men det er hverken hans rod eller gode helbred, vi er kommet for at høre om, det er hans kærlighedsliv.
Han har selv henvendt sig til avisen efter at have læst en artikel om en mand, der begyndte at lede efter ny kærlighed blot få måneder efter, han havde begravet sin hustru. Men det kan sagtens gå endnu hurtigere – uden at man bør fordømme det af den grund, siger Willy Hanghøj-Petersen. Det har han selv erfaret, og det vil han gerne fortælle om. Dels i et forsvar for dem, der mærker andres moralske dom, hvis de ”kommer lidt for hurtigt videre” efter ægtefællens død. Og dels for at at give et indblik i, hvor snørklet kærlighedens veje kan være. Og hvor sandt det er, at gammel kærlighed aldrig ruster.
Hans historie begynder i 1942. I den højloftede aula på Katrinedals Skole i Vanløse stod den 14-årige Willy og kiggede på piger lige som alle de andre drenge. Skolen var kønsopdelt, men til morgensamlingen kunne de stå oppe på balkonen foran deres klasseværelse og kigge over på pigesiden. Derovre stod en pige, der kiggede tilbage på ham. Hun sendte sin veninde af sted med en besked: Du ser sød ud. Skal vi snakke?
De begyndte at cykle i skole sammen. Inge hed hun, og det blev til meget snak. Og med tiden også dans. Sammen tog de sølvmærke i engelsk vals og quickstep og skøjtede på den dybfrosne Damhussøen. Der var ingen fysisk kontakt, og de kaldte ikke hinanden for kærester, men Willy var stormende forelsket. Og så en dag var hun væk. Han havde kendt hende under et år, men hun efterlod ham mærket. Han hørte efter nogle uger, at hun havde skiftet skole og ræsonnerede, at hans interesse ikke var gengældt med samme kraft.
Siden blev han gift med Mie i en ung alder, og hun var alt, han kunne ønske sig. Sammen fik de tre børn og et lykkeligt ægteskab, men selvom Inge var ude af billedet, fik Mie og børnene alligevel fortællingen om hende. Og da deres første barn blev en pige, fik Willy lov til at kalde hende Inge. Der var åbenbart noget i deres afbrudte forhold, han ikke helt kunne give slip på.
I 1992, efter 39 år sammen, mistede han Mie til kræften. Hun havde skrantet et stykke tid, og det sidste halve år blev helt forfærdeligt, fortæller Willy Hanghøj-Petersen. Han og døtrene passede hende til det sidste, og derfor drog han ”et lettelsens suk”, da hun endelig fik fred. Selvom det var hans livsledsagerske, der nu var væk, var han ikke knuget af sorg på samme måde, som hvis hendes død havde været pludselig. Tomheden var stor, men han var 64 år, stadig aktiv overlæge, og verden lukkede sig ikke om ham.
Han var dog på ingen måde mentalt forberedt, da telefonen ringede cirka tre uger efter begravelsen.
”Hej Willy, det er Inge,” lød det, og alt stod stille.
Han havde ikke set eller talt med hende i 50 år. Han havde hørt, at hun var blevet gift med en præst, men ellers var hun forblevet en ungdomsfantasi. Indtil nu, hvor hun pludselig var i den anden ende af røret.
”Jeg husker ikke, hvad jeg svarede, men vi talte i halvanden time. Og jeg spurgte, hvad der var sket dengang for 50 år siden, og hun sagde: ’Kom til Vejle, så fortæller jeg det hele.’ Jeg var lidt reserveret. Jeg var selvsagt stadig mærket af min kones død og en anelse chokeret over Inges opkald. Men jeg endte med at sige, at jeg havde en fætter i Lunderskov, jeg alligevel havde lovet at besøge snart, og så kunne jeg jo lige svinge forbi hende. Men Inge svarede: ’Nej, du smutter ikke bare forbi. Jeg har et gavekort til Jensens Bøfhus, så du kommer ordentligt på besøg, og så får vi en god middag.’”
Da han stod foran hendes hus, og hun kom ud imod ham, forsvandt al reservation.
”Det sagde bare bang. Der var hjertekvababbelse lige med det samme. Det var jo min Inge,” fortæller han.
Og han fik hele hendes historie. Om det pludselige skoleskift, som var en ungdommelig indskydelse. Om forholdet til den ældre præst og ægteskabet, der havde varet indtil for seks år siden, hvor hun blev enke. Hun havde også tænkt på ham gennem årene, men det var alligevel helt tilfældigt, at hun en dag skulle finde et nummer i telefonbogen på en bekendt i Holstebro, at hun kom for langt og endte under H, hvor hun studsede over det øverste navn på siden: Leo Hanghøj-Petersen. Hun huskede, at det var navnet på faderen til hendes ungdoms kærlighed, og da der lige nedenunder stod Willy Hanghøj-Petersen, var hun ikke i tvivl. Hun ringede samme dag.
Det var nærmest en skæbnehistorie. Alligevel prøvede han at holde sine følelser tilbage. Det var upassende kort tid efter Mies død at have dem, og han havde ikke lyst til at blive såret igen, men hun gav ham et varmt kram og et kys på kinden, og så var det løb kørt. Et år efter blev de ringforlovet, og efter endnu et år blev de gift. Det kunne ikke være anderledes, for det særlige, der havde været imellem dem dengang, var der stadig. En samhørighed, han hverken kunne forklare eller modstå, selvom hans døtre havde deres helt naturlige forbehold. Inge var jo ikke Mie. Men det var ham en stor trøst, døtrene kunne sige: ”Vi vil da hellere have en glad far end en knust far – og det var du blevet, hvis Inge ikke var kommet.” Det storsind beundrede han dem for. Ikke mindst, fordi han godt kunne mærke, at hans nye kærlighed ikke gav dem alle mulighed for at sørge færdig over tabet af deres mor.
”Jeg havde ikke dårlig samvittighed over for Mie, slet ikke. Jeg vidste, at hun smilede til mig fra der, hvor hun nu var, og at hun ville sige: ’Willy, du skal bare være glad.’ Og det var jeg, men når jeg ser tilbage, gik det hele for hurtigt. Det var ingens skyld, det var bare omstændighederne, der gjorde, at jeg ikke fik grædt ud med mine døtre. Vi fik ikke taget afsked sammen på den måde, vi havde brug for, og det har naget mig lige siden,” siger han.
I 2009, efter 15 års lykkeligt ægteskab med Inge, sad de en aften i sofaen og så for en sjælden gangs skyld en krigsfilm. Den var så spændende, at da Inge skulle en hurtig tur på toilettet, måtte Willy love at holde godt øje, så han kunne genfortælle, hvad hun gik glip af. Men hun vendte aldrig tilbage. Han fandt hende død efter et pludseligt hjerteslag.
Siden har han boet alene i det sommerhus, hans far i sin tid byggede, og som han selv har fået bygget ud. Han tænker tilbage på sin kærlighedshistorie med taknemmelighed, for den bød på så mange gode oplevelser, selvom den måtte gå ad lidt ubekvemme veje.
”Ægte kærlighed lader sig ikke føre ved hånden,” siger Willy Hanghøj-Petersen med et skuldertræk.
”Men min histories morale er jo nok, at netop derfor kan man heller ikke fordømme den. Er man så heldig at opleve den slags kærlighed, er man nødt til at følge den, uanset hvilke genstridigheder det kan føre med sig. Jeg forstår godt, at især børnene kan reagere voldsomt, hvis deres mor eller far finder kærligheden hurtigt efter et dødsfald, men der er kræfter i kærligheden, der rækker ud over almindelig forstand. Kærligheden overvinder netop alt, fordi den følelsesmæssige rigdom, man opnår, giver muligheden for at komme videre fra den sorgtyngede tomhed i savnet af den, man har mistet. Det betyder ikke, at alt før den kærlighed er glemt. Man må endelig ikke forveksle lykke med fortrængning. Det betyder blot, at man er klar til at møde livet igen med taknemmelighed.”