Klimaet vil stadig være den sorteper, vi sender videre til børn og børnebørn

Om 5 til 10 år er vi måske nået et ganske lille stykke af vejen i forhold til de opsatte klimamål for 2030. Men iagttagere forudser store spændinger, når den almindelige borger finder ud af, hvor tæt vi er på den helt store klimakrise – og hvor lidt politikerne har gjort for at undgå den

Eksperter forudser endnu mere nedbør, især om vinteren, og at hjemlige oversvømmelser og skybrud derfor bliver endnu hyppigere. Illustration: Rasmus Juul
Eksperter forudser endnu mere nedbør, især om vinteren, og at hjemlige oversvømmelser og skybrud derfor bliver endnu hyppigere. Illustration: Rasmus Juul.

Måske husker du de store oversvømmelser, der ramte landet sidste efterår og vinter. Den evige regn og perioder med skybrud, hvor især Gudenåen i det midtjyske søhøjland gik langt over sine bredder og fik boligejere til at barrikadere deres huse med sandsække og investere i pumper, der var på overarbejde i døgndrift.

Måske husker du også varmerekorden på Svalbard, 2400 kilometer nord for Danmark, hvor normaltemperaturen er på 6,2 grader om sommeren, men i juli nåede op på hele 21,7 grader. Eller de seneste billeder fra Arktis, der viser, hvordan havisen er ved at forsvinde.

Alt sammen tegn på klimakrisens håndgribelige realitet. Som kræver handling nu.

Hvis vi så kigger 5 til 10 år frem, kunne det jo være, at billederne ville fortælle en anden historie. Om en verden, hvor for eksempel den hjemlige CO2-udledning er begrænset med de 70 procent, som er det danske klimamål for 2030. Hvor nutidens katastrofestemning er vendt til håb om at kunne afværge de værste konsekvenser ved klimaforandringerne.

”Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil være nået et stykke af vejen. Men når jeg hører politikernes retorik, tvivler jeg på, at Danmark bliver et land i den grønne førertrøje. Vi får muligvis 500.000 elbiler om 10 år, men der skal gøres meget mere, hvis CO2-udledningen skal reduceres med 70 procent. Regeringens klima-plan lægger nemlig op til, at de helt store tiltag først sættes ind til sidst, lige op mod 2030. Og det er en yderst farlig strategi, for jo længere tid vi venter, jo større bliver klimakrisen – temperaturen stiger altså stadig,” siger meteorolog Jesper Theilgaard, der har haft vejret som sit arbejdsfelt de seneste 40 år.

Jesper Theilgaard forudser derfor, at vi fremover blot får endnu mere nedbør, især om vinteren, og at hjemlige oversvømmelser og skybrud derfor bliver endnu hyppigere, ”og i stedet for at lave lokale tilpasninger hen ad vejen, så har vi brug for ikke bare nationale, men også internationale langsigtede handlingsplaner. Men på det område ser det heller ikke for godt ud: Trump ønsker at trække USA ud af Parisaftalen, Brasiliens præsident Bolsonaro brænder regnskove af, og i Rusland er klimaet nærmest fraværende på Putins dags-orden,” siger Jesper Theilgaard.

Heller ikke sociolog Rasmus Willig er optimist, når vi kigger 5 til 10 år frem.

”I princippet er vi groft sagt på vej mod et stiltiende kollektivt selvmord. Selvom de nuværende politikere er valgt på et grønt mandat, så er de ikke bare passive i forhold til klimakrisen – de bidrager aktivt til, at situationen forværres. For eksempel udnytter de ikke den nuværende krise til at udvikle nye bæredygtige arbejdsmuligheder, men investerer i stedet i tomme flysæder. Og de teknologier, som regeringen knytter sin klimapolitik op på, findes jo ikke engang endnu,” siger Rasmus Willig.

Han forudser derfor, at vi om 5 til 10 år vil opleve ”store spændinger mellem politikere og et civilsamfund, hvor den store gruppe af borgere, der efterhånden har læst på lektien, bliver mere og mere desperate. Andre resignerer måske eller udvikler en særlig kynisme, og vi risikerer derfor en større polarisering i samfundet, når det handler om klimaet. Det gør det desværre sværere at arbejde sammen om fælles mål, og jeg frygter, at det derfor primært bliver den enkeltes egen opgave at vælge en strategi for at handle klimaforsvarligt og etisk i forhold til vores børn og børnebørn,” siger Rasmus Willig.

Sociologen peger på, at vi allerede i dag ser, hvordan borgere tager private initiativer og ændrer adfærd i forhold til klimaet og bæredygtigheden, ”se bare på alle dem, der skærer ned på antallet af køddage om ugen, dem, der tager toget på ferie eller overvejer helt at droppe bilen, ligesom flere vælger at lade græsset gro. Dem vil vi komme til at møde flere og flere af i de kommende år. Og jeg vil da opfordre alle forældre og bedsteforældre til at undersøge, hvilken adfærd de selv kan ændre i en mere klimavenlig retning – og til at skubbe til politikerne. Vi kan ikke tillade os at behandle klimakrisen som et spil Sorteper, hvor vi bliver ved med at sende Sorteper videre til vores børn og børnebørn. Vi skal jo kunne se dem i øjnene,” lyder det fra Rasmus Willig.

Med titlen ”Det går til helvete. Eller?” udkom for nylig en bog i Norge, som professor i filosofi ved Universitetet i Oslo Arne Johan Vetlesen har været medredaktør på. I bogen bidrager flere eksperter inden for forskellige områder med hvert deres bud på, hvordan vi eventuelt kan tænke nyt i forhold til den klimakrise, vi står midt i.

Hanna Buer Haddeland er en af bidragyderne til bogen. Hun er jurist og ph.d.-stipendiat ved OsloMet, storbyuniversitetet, og hun håber, at en af de tendenser, vi vil se i de kommende år, er udbredelsen af et helt nyt natursyn. Hvor naturen ses som et selvstændigt subjekt med egne rettigheder. Til gavn for klimaet og dermed også for os.

”Inspirationen kommer i høj grad fra oprindelige folk, der opfatter naturen som en størrelse, der i sig selv har rettigheder, på samme måde som mennesket har. I Ecuador har man for eksempel nedskrevet naturens rettigheder i landets grundlov, og det betyder blandt andet, at man ikke må krænke naturen, men derimod skal beskytte den mod overgreb. Naturen har med andre ord en iboende værdi i sig selv og er dermed ikke kun af instrumentel betydning for mennesket,” forklarer Hanna Buer Haddeland via telefon fra Norge.

Dyrene og træerne har på den måde lige så stor værdi eller betydning som mennesket, ”og er ikke bare midler, vi kan bruge. Så hvis man juridisk begynder at opfatte naturmiljøet som selvstændigt rettighedssubjekt, betyder det, at det kan og skal beskyttes, og at det kan være strafbart at krænke det,” siger hun og uddyber, at udfordringen selvfølgelig er at finde ud af, hvem der kan afgøre, hvad der er i naturens interesse, ”men det er jo på en måde den samme udfordring, vi har, når vi juridisk behandler spørgsmål om barnets bedste, hvor en anden skal hævde retten på barnets vegne.”

Hvis vi gør dette, ”vil det tage os et skridt i den rigtige retning,” lyder det fra Hanna Buer Haddeland, ”for i stedet for altid at sætte de økonomiske hensyn først må vi foretage et skifte i, hvordan vi balancerer hensynet til natur og klima op mod for eksempel samfundsøkonomiske hensyn, hvis vi skal nære håb om en bedre fremtid”.

Hun ser flere tegn på, at det ikke kun er oprindelige folk, der tillægger naturen en ukrænkelig ret i sig selv, og nævner blandt andet FN’s program ”Harmony with nature” som et eksempel på denne tankegang.

”Også i Norge er vi begyndt at tænke mere på naturen som noget, der bærer en ret i sig selv. I mange år har vi ellers undertrykt den samiske kultur og ment, at vores måde at leve på er bedre end deres. Men nu er mange nordmænd ved at få øjnene op for, at vi i stedet kan lære noget af dem og deres forståelse af, at menneske og natur er to sider af samme sag, at vi er afhængige af hinanden,” siger Hanna Buer Haddeland.