Kvinder halvvejs i livet – eller lidt mere – gør status

I samtalebogen ”Modne kvinder” fortæller 24 kvinder om livet efter de 50. Bogen er skrevet af forfatter og journalist Bo Østlund, der sidste år udgav bogen ”Modne mænd”. Her bringer vi fire korte uddrag om tro fra den nye bog

Fra venstre: Hella Joof, Lisbeth Knudsen, Solbjørg Højfeldt og Vivi Flindt.
Fra venstre: Hella Joof, Lisbeth Knudsen, Solbjørg Højfeldt og Vivi Flindt.

Skuespiller Hella Joof, 54 år:

En dag fandt jeg ud af, at jeg rent faktisk tror på Gud. Jeg har troet på Gud, før jeg blev født. Jeg er født religiøs.

Jeg har altid snakket med Gud, og jeg har altid haft kæmpelange samtaler med Gud, da jeg var barn. Dengang handlede det blandt andet om at sige undskyld, fordi jeg havde stjålet cigaretter eller penge fra min mor, eller fordi jeg havde gjort et eller andet, jeg heller ikke måtte, såsom at løbe over skinnerne foran toget. Så sagde jeg undskyld til Gud.

Først senere er Gud blevet en følgesvend, som hele tiden er der. Hjemme hos os hedder det time to pray, når min datter for eksempel fortæller, at alting bare går så fantastisk, og hun har fået en dejlig rolle.

Så siger jeg ” Time to pray ”, for man glemmer at bede, når det går godt, og tror man kan klare det hele selv, og så ramler hele lortet måske om ørerne på én.

Hvornår er du ellers i kontakt med Gud?

Jeg beder mange gange om dagen. Det er en on-going samtale. Når jeg kommer kørende, siger jeg tak for, at der er en parkeringsplads, og det er der altid. Når jeg har parkeret min bil, siger jeg også tak, og jeg siger tak, når noget er gået godt, eller tak for et eller andet dejligt møde, eller tak for i går, hvor jeg var hjemme hos en god veninde.

Og når jeg så er på vej hjem i bilen, siger jeg tak for, at det var sådan en dejlig dag, og tak for, at jeg kender hende.

Jeg forsøger også at vise min taknemmelighed over for folk. Det er ikke fordi, jeg skal være en goody-goody og lege kærlighedsapostel, men jeg tror virkelig, at det er min opgave her på Jorden. Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle, og om jeg overhovedet skulle noget og var sådan én, der bare tog plads op fra de andre.

Direktør og chefredaktør på Mandag Morgen, Lisbeth Knudsen, 64 år:

Jeg savner noget mere varme i folkekirken. Jeg savner en rummelighed i diskussionen om, hvad tro er, og hvad skal vi bruge troen til, og hvad troen kan hjælpe os med og så videre. Jeg synes, der er lidt for meget tjenestemand og funktionær over præsterne. Jeg vil hellere se dem som mennesker, der har en særlig rolle og en særlig opgave som formidlere.

Hvad betyder troen for dig?

Jeg synes ikke altid, at jeg har forstået ham Vorherre, når han tager sine beslutninger. Troen er for mig mere et sted og et rum, hvor jeg kan reflektere, hvor jeg kan finde ro. Og Bibelen er et sted, hvor der kan findes håb, og hvor jeg kan finde en eller anden form for hjemsted, hvis jeg er ude i høj søgang. Og rummet betyder for mig mere, end den, som bestyrer det. Jeg har brugt de rum to gange i de senere år, hvor jeg havde brug for at reflektere og tænke over ting, som skete i mit liv. Men jeg beder ikke i det daglige. Jeg tror ikke, Gud kommer med løsningerne på tingene, når livet går i hårdknude.

Sidder du aldrig og ser en dårlig Netflix-serie bare for at stene og koble af?

Nej, det gør jeg ikke. Jeg vil hellere have kvalitet i hverdagen, og jeg er konstant nysgerrig. Når jeg for eksempel oplever det interessante, der sker i Frankrig, så er jeg simpelthen nødt til at sætte mig ind i, hvad Macron står for. Og så går jeg hen og køber hans bog ”Revolution” for at få en forståelse for, hvem han er. Så kan du jo sige ”Jamen det var da mærkeligt, hvorfor slapper du ikke bare af, og lader dem om det i Frankrig?” Og det kunne jeg måske godt. Men det er bare ikke mig. Jeg skal heller ikke på charterferie på Mallorca, men jeg tager gerne over og følger det amerikanske valg.

Skuespiller Solbjørg Højfeldt, 70 år:

Jeg synes, jeg får indsigter hele tiden. Jeg synes, det åbner sig op fra gang til gang. Og så alligevel …

Var det Platon, der sagde ”Det eneste, jeg ved, det er, at jeg ingenting ved”? Og det er jo også rigtigt nok, for hvad der er indsigt for mig, behøver ikke at være indsigt for dig. Men jeg tror ikke, vi mennesker er skabt til at være alene. Vi er så afhængige. Vi er nogle flokdyr, og i de flokke er der altid nogen, der skal lede. Det er fint nok, for ellers kommer vi ingen vegne.

Gennem de seneste 10 år virker det imidlertid som om, vi har glemt fællesskabet. Som om at mig-mig-mig-kulturen er blevet for stor. Det er jeg lidt ked af. Henning bliver rasende over vore dages politikere. Og han kan blive vanvittig over bankerne, at Skat ikke kan inddrive deres penge, og at nogle ikke vil bidrage til fællesskabet.

Så der er den igen, grådigheden. Men vi kan ikke længere yde aktiv hjælp, kun på den måde vi lever, og taler med andre på.

Det er vel i bund og grund det biorytmiske ur, der går lidt langsommere i min alder, fordi vi skal vænne os til at komme ned og ligge. Når jeg tænker på, hvad vi klarede, med to børn der skulle det ene og det andet, og to jobs forskellige steder, og der skulle hentes og bringes og barnepasning og jeg ved ikke hvad. Jeg fatter simpelthen ikke, vi kunne holde til det. Og så kan man vende det om og sige, at det måske er derfor, man er lidt småtræt i dag.

Hvad er meningen med livet?

Den må vi hver især selv finde. Det må være forskelligt fra menneske til menneske. Jeg tror, at livet er, hvad du gør det til. Vi kunne ikke gøre alle de ting som unge, hvis vi ikke havde den fantastiske tro på, at vi var udødelige. Men jo ældre vi bliver, jo mere erkender vi, at døden nærmer sig. Vi har alle sammen, i vores alder, oplevet at miste vores forældre, og vi har hørt, at man siger, at ”Nu sidder du yderst på bænken”. Det er en naturlig ting. Det er en rytme.

Tidligere solodanser og balletinstruktør Vivi Flindt, 74 år:

Da jeg var yngre, spekulerede jeg overhovedet ikke på døden. Der er man næsten udødelig. Men tankerne om døden er vokset, efter min far døde. På det tidspunkt begyndte jeg at tænke på, at jeg snart selv stod på den næste vippekant. Jeg rykkede frem i køen.

Jeg savner begge mine forældre, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på noget, som jeg gerne ville have spurgt dem om.

Men jeg har også en optimistisk side, som holder tankerne om døden fra døren. I mit soveværelse har jeg et helt galleri af alle billederne af børnene og børnebørnene fra de var små. Jeg kigger på dem som det sidste, inden jeg sover – og de er det første, som jeg ser på, når jeg åbner øjnene. Det synes jeg er rigtig rart. Dagen skal være god, og når man som jeg har haft så travlt hele livet, er det vidunderligt at kunne sætte sig med en tyk bog uden dårlig samvittighed. Jeg bestemmer selv, og jeg nyder at have givet slip på alle arbejdsrytmer.

Det eneste, der virkelig forstyrrer mig, det er, at jeg ikke har tid nok til at passe min kæmpestore have. I øvrigt kan jeg ikke lide ordet pensionist, for det er for mig noget med at være sat ud på en perron, og der gider jeg ikke sidde.

Er du bange for døden?

Jeg er bange for, at det skal gøre ondt i processen frem til min død. Jeg er bange for, at det skal blive en kamp. Jeg ønsker ikke at opleve det samme, som min mor gjorde, fordi hun ikke fik den nødvendige smertestillende medicin til sidst.

Hvis jeg selv kunne bestemme, ville jeg gå i seng, og ikke vågne op næste morgen.

Den 2. november holder Kristeligt Dagblad læsermøde. Her kan man møde forfatter Bo Østlund, der interviewer fire af personerne fra sine bøger om modne kvinder og modne mænd.

Modne kvinder er udkommet på forlaget Heatherhill. Kristeligt Dagblad anmelder bogen i næste uge.