Tilbage i 1980’erne forudså den anerkendte britiske sociolog Grace Davie, at man i fremtidens Storbritannien ville tro uden nødvendigvis at være medlem af et trossamfund. Hun beskrev udviklingen som ”believing without belonging”. Siden analyserede hun danskernes forhold til tro og konkluderede, at her til lands var billedet nærmest modsat: ”Belonging without believing”. Mange danskere troede ikke i klassisk dogmatisk forstand, men det store flertal holdt fast i at være medlemmer af folkekirken.
Sociolog professor emeritus Peter Gundelach har i flere årtier fulgt danskernes værdier og herunder også deres forhold til folkekirken. Han siger:
”Hidtil har danskernes medlemskab af folkekirken udtrykt en tæt sammenhæng mellem nationen og folkekirken. Der vil langsomt ske en nedslidning af den særstilling i takt med, at færre får deres børn døbt, og i takt med at etniske minoriteter vil sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor de skal være med til at finansiere folkekirken, som jo ikke udelukkende finansieres af kirkeskatten, men også af staten.”
Ifølge Peter Gundelach hænger det faldende dåbstal blandt andet sammen det stigende uddannelsesniveau i befolkningen. I 1990 blev 8 ud af 10 børn døbt, inden de var fyldt et år, mens det i 2018 gjaldt for knap 6 ud af 10.
Dåbstallet dækker over store regionale forskelle. Viborg, Aalborg og Ribe Stifter har de højeste dåbsprocenter, mens Københavns Stift placerer sig i bunden med en dåbsprocent på 38,2.
”Generelt hænger værdier sammen med folks uddannelsesniveau, og det afspejler sig også i dåbstallet. I takt med at uddannelsesniveauet i Danmark stiger, må vi forvente, at vi ser en fremtid med flere højtuddannede, og færre, som lader deres børn døbe. Og så spiller det naturligvis også ind, at vi har flere etniske minoriteter, som ikke naturligt har en tilknytning til folkekirken.”
Men kan man sætte lighedstegn mellem et voksende uddannelsesniveau og fravalg af barnedåb? Det er forenklet, mener lektor ph.d. Marie Vejrup Nielsen, institut for kultur og samfund på Aarhus Universitet.
”Det fald, man ser i barnedåben, bliver mange steder hentet ind af, at mange bliver døbt i forbindelse med konfirmationen, der, sammen med begravelsen, er de ritualer i folkekirken, som har den største opbakning.”
68 procent af alle unge blev konfirmeret i 2019. Marie Vejrup Nielsen siger:
”Konfirmationen er en kulturel grundfæstet tradition og fungerer også som en buffer i forhold til det vigende dåbstal. Her er Danmark som en ø i forhold til udviklingen i Norge, Sverige og Tyskland, hvor der ikke er den samme opbakning til konfirmationen.”
Når Marie Vejrup Nielsen skal tegne et billede af, hvordan danskernes forhold til folkekirken vil udvikle sig, ser hun tre spor for sig. Hendes forskning viser, at der er stor forskel på, om man er kirke på landet, i forstaden eller i storbyen.
”De demografiske ændringer i samfundet påvirker også folkekirkens virkelighed. Nogle sogne vil blive begravelsessogne, og der vil være landsogne, som skal kæmpe med affolkningen, mens forstadssognene mange steder får et ret massivt aktivitetsudbud og i et vist omfang er blevet det samlingspunkt, som kirken på landet historisk har været.”
Spaghettigudstjeneste og babysalmesang er blevet faste punkter på programmet i mange sogne, og ifølge Marie Vejrup Nielsen vil der de kommende år ske en yderligere udvikling inden for sundhed og velvære.
”Kirken bliver stadigt mere målgruppeorienteret og er god til at følges med den kultur, den er en del af. På det seneste er folkekirken kommet med på, hvad man kan beskrive som en velværebølge med crossyoga og meditation, og på den front vil der blive udviklet mere.”
Ser man ud over landet, er Danmark delt op i godt 2100 sogne. Et sogn er et geografisk afgrænset område, hvor man har en fælles kirke. Mange steder er sogneinddelingen mange hundrede år gammel, men det kan være lidt svært at finde ud af, hvad ens sogn hedder. Så selvom man har følt sig knyttet til en bestemt kirke og gerne vil vies her, kan man i dag ikke forvente et ja til det.
Men i fremtiden vil kirken i højere grad blive nødt til at se stort på sognegrænser. Det mener Ulla Morre Bidstrup, der er uddannelses- og afdelingsleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Hun forventer, at der vil komme en anden smidighed i forhold til sognegrænser.
Hun henviser til et studie, man har lavet i Tyskland, hvor man har spurgt, hvad der får folk til at fravælge kirken som ramme om en højtidelighed. Det tyske studie viser, at folk ofte bliver frustrerede over, at man ikke kan fejre sin kirkelige handling i den kirke, man føler sig tilknyttet, men skal henvises til sin sognekirke, som man ikke nødvendigvis har en tilknytning til.
”Sognet er afgørende for det lokale kirkelige demokrati, men mange mennesker oplever sognegrænser som en sær parallelverden. De ved måske ikke, hvilket sogn de tilhører, og når de henvender sig til en kirke, fordi de ønsker at få deres barn døbt eller blive viet, har vi i kirken været hurtige til at tale ret nedladende om det. Som om det er dem, der er de sære. Her må vi være mere smidige, og i nogle kirker vil man få mere travlt, og så må man tilføre personale fra andre steder i kirken.”
Folkekirken er i disse år i kontakt med flere mennesker i løbet af et år end tidligere, og ikke mindst de kirkelige handlinger samler folk, hvad enten det er vielse eller en begravelse. Ulla Morre Bidstrup mener, at kirken i højere grad skal prioritere den del af arbejdet.
”Der er et ønske hos folk om, at både vielse og begravelse skal have et mere individuelt præg, og det kræver tid til samtale og tilrettelæggelse for præsten. Det kan have særlig betydning ved begravelsen, da mindesamvær og i hvert fald de personlige taler ved mindesamvær ikke er så almindelige mere. Så talen i kirken bliver den personlige tale.”
Da det i foråret ikke var muligt at samles til højmesse, blev kirken mange steder digital. Vil erfaringerne sætte spor i den måde, man i fremtiden fejrer gudstjeneste på? Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter har en rapport på vej om kirken i coronatiden, men ifølge Ulla Morre Bidstrup viste de digitale erfaringer, i hvor høj grad gudstjenesten er et fysisk møde. Hun siger:
”Mange kirker eksperimenterede digitalt, men det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt man holdt op med det igen, da man atter kunne åbne kirkerne. En gudstjeneste lever tilsyneladende meget af at være et lokalt møde med et fysisk nærvær. At de digitale gudstjenester i så høj grad er nedlagt igen, selvom mange kirkegængere stadig ikke er vendt tilbage til kirken, afslører måske en erkendelse af, at den lokale gudstjeneste er vigtigst som et fysisk fænomen.”
Danmark har en aldrende befolkning. Gruppen af over 80-årige forventes at vokse med 58 procent de næste 10 år, viser tal fra Danmarks Statistik, og det vil man se afspejlet i kirkens prioriteringer. Efter et par årtier med nyskabelser som babysalmesang og gravidsamtaler vurderer Ulla Morre Bidstrup, at folkekirken skal rette særlig opmærksomhed mod de gamle.
”Nogen siger, at de gamle jo kommer i kirken i forvejen. Det er faktisk kun tilfældet for en lille del. Kirken må insistere på at ’old lives matters’, for menneskelivet er noget værd hele livet. Et godt eksempel er demensgudstjenester for demente og deres pårørende og tilbud om fællessang, kirkehøjskole og samtalekredse henvendt til de mange ensomme ældre, som har børn, der skal være længe på arbejdsmarkedet og dermed oplever travle år.”