Alt, hvad Jens-Peter Bonde nogensinde havde ment, tænkt og sagt i debatten om arv og miljø, faldt til jorden det øjeblik, han fik at vide, at han var far til en ung mand på 27 år, som gerne ville mødes med ham.
”Jeg havde ikke tillagt genetisk arv nogen form betydning – jeg troede fuldt og fast på, at det miljø, man voksede op i, var altafgørende. Men pludselig erfarede jeg, at det var det rene vås,” siger han om den stærke biologiske trang til at møde sin søn, som han aldrig havde set eller kendt til.
”I det øjeblik, jeg hørte om ham, var mit ræsonnement, at uanset om han var indbrudstyv, fængslet, narkoman, pusher eller havde stemt på Uffe Ellemann-Jensen, så var han min,” siger Jens-Peter Bonde, der kalder sin ældste søn for sit livs gave:
”Ikke fordi de andre ikke er gaver! Men han var bare en gave, jeg slet ikke havde regnet med.”
I dag ligger far og søns første møde mange år tilbage, men det er, som om Jens-Peter Bonde ikke er kommet sig helt over det endnu, for han smiler bredt, hver gang han taler om det. Og taxakvitteringen fra dengang, han fløj hjem fra Europa-Parlamentet i Bruxelles og kørte fra lufthavnen i Kastrup til en adresse på Nørrebro for at mødes med sin ældste dreng, gemmer han også endnu.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Jens-Peter Bonde har en søn, som først kom ind i familien, da han var 27 år, men det er heller ikke noget, han har fortalt meget om.
For Martin, som han hedder, ligesom en af Jens-Peter Bondes andre sønner i øvrigt, er helt naturligt gledet ind i rækken som den ældste af i alt fire drenge.
”Det er, som om han altid har været her,” siger Jens-Peter Bonde.
Men lad os skrue tiden tilbage til dengang midt i 1960’erne, hvor Jens-Peter Bonde læste statskundskab på universitetet i Aarhus, var 22 år, og boede til leje hos Lis, som studerede medicin.
Lis havde godt nok en kæreste, men det var jo i ungdomsoprørets tid, som Jens-Peter Bonde siger. Og i øvrigt skete det kun den ene gang.
Så da Lis blev gravid og fødte en søn, regnede Jens-Peter Bonde da efter, men kunne ikke få ugerne til at stemme.
”Jeg troede, det var ham, hun kom sammen med, der var faderen, det har jeg regnet med i alle årene,” siger Jens-Peter Bonde, der så sin søn lige efter fødslen uden at vide, at det var hans.
”Vi var nogle stykker, der troppede op på fødeklinikken med lagkage for at byde velkommen til deres baby,” husker Jens-Peter Bonde, som på det tidspunkt var flyttet et andet sted hen.
”Og så gik der altså 27 år, før jeg så ham igen.”
På bordet mellem os i Jens-Peter Bonde og hans hustru Lisbeth Kirks villa i Bagsværd ligger der fotografier af sønnerne: Martin, Jeppe, Martin og Mathias. I dag er de 48, 30, 28 og 19 år, og den ældste af de to Martin’er har en søn, som er Jens-Peter Bondes eneste barnebarn.
Der ligger også fotos på bordet fra hans lange liv i international politik: Et par af FN’s generalsekretær, palæstinenserlederen Yasser Arafat og af alle mulige præsidenter.
”Jeg har mødt dem alle og kender mange rigtig godt, men mine fire drenge er mit et og alt. De er første division, de andre er anden division.”
Martin opsøgte ikke sin biologiske far med det samme, han fik at vide, at det var en anden, end han troede. Men efter at have tænkt over det i ”et år eller to” bad han sin mor tage affære.
Lis, som var blevet speciallæge og arbejdede på Odense Sygehus, dukkede derfor op til et møde, hvor Jens-Peter Bonde holdt tale.
”Det var et offentligt møde kort før 25-årsdagen for folkeafstemningen den 2. oktober 1972, og så kom hun op til mig med nogle billeder af sine børn i en kuvert. Jeg havde set hende ganske få gange i løbet af 27 år og syntes, det var lidt underligt, at jeg skulle have dem, så jeg lagde bare konvolutten uåbnet i min attachémappe.”
Først nogle dage senere, hvor han skulle tale ved selve 25-årsdagen for folkeafstemningen, åbnede han kuverten med fotografierne og så en klon af sig selv.
”Der var intet at være i tvivl om. Da jeg kom hjem, viste jeg dem til min kone, og hun sagde uden videre: Det er din søn, og så ringede jeg til Lis og fik bekræftet, at det var det, og hun gav mig hans adresse og telefonnummer.”
Jens-Peter Bonde læner sig tilbage i stolen med et ansigtsudtryk, der stadig er fuld af underet.
”Så kom mine sjælelige overvejelser. I de tre-fire dage, fra jeg fik det at vide, til jeg besøgte ham, sad jeg i parlamentsmøder i Bruxelles, og det eneste, jeg tænkte på, var min søn. Alt, hvad jeg nogensinde havde ment og troet på, blev kastet væk. Min egen biologiske egoisme fyldte alt, og lysten til at se ham var uovervindelig. Jeg passede da mit arbejde, men jeg tænkte på ham hele tiden,” siger Jens-Peter Bonde, som endelig fløj hjem, tog en taxa til Nørrebro og gav Martin et ordentlig knus, da han åbnede døren.
”Og så sad vi hele natten og snakkede. Men det var ikke adgangsbilletten. Adgangsbilletten var den biologiske. Han var min søn. Jeg havde ikke troet, den trang eksisterede.”
På præcis samme tid var hans kone gravid med deres yngste, og Jens-Peter Bonde viser et foto frem, hvor hans ældste søn sidder med den yngste.
”Han kom lige ind i familien, da den yngste kom ud,” siger faderen til fire drenge.
Dengang, da han sad hele natten og talte med sin 27-årige søn for første gang, var han da ikke bange for at blive skuffet?
”Nej, for han var min, og derfor skulle jeg være far for ham. At det så viste sig, at han var klog og rar – det vidste jeg jo ikke med det samme.”
Martin – den ældste – har i dag en virksomhed med 100 ansatte i Vietnam, som blandt andet producerer grafikker til danske aviser og magasiner derudefra, og sammen med nogle andre danske kræfter har han været med til at åbne en fælles uddannelse af grafikere.
”Jeg demonstrerede i sin tid mod krigen i Vietnam, og nu er han med til at bygge op derovre,” siger Jens-Peter Bonde uden at hæve et øjenbryn over det, der ret beset må kaldes udflagning af danske arbejdspladser.
”Jo, jo,” siger han fredsommeligt: ”Det var jeg meget imod i sin tid, men globaliseringen er sådan indrettet, at det i dag er et spørgsmål, om tingene skal laves i Litauen eller Vietnam. Men jeg tror ikke, vi bliver fattigere af, at den slags opgaver bliver udflaget, tværtimod, for den begavede del af arbejdet foregår jo her.”
Arbejdspladser sendes ud af landet, arv og miljø-debatten tabte han, EU kom vi ikke ud af, og på kaminhylden står en skulptur af den romantiske fantast Don Quixote til hest og med dragen lanse. Det er en gave, fra da Jens-Peter Bonde holdt op i Europa-Parlamentet. Har han kæmpet mod vejrmøller i sit liv?
”Nej, det synes jeg ikke. Jeg har opnået mange reformer i EU, det er der bare ikke nogen, der ved. Alle åbenhedsreformerne er gået over mit bord, og madbjergene, der er forsvundet, er ikke forsvundet af sig selv,” siger Jens-Peter Bonde, der stadig er modstander af ”en kommission, der er ikke-valgt og som ikke kan styres af formanden”.
”Men alternativet til EU skal udvikles, mens vi er i EU,” siger han.
Jens-Peter Bonde er vokset op i et indremissionsk hjem i Aabenraa, og den ”religiøse dosering” var for meget for ham.
Folkekirken meldte han sig ud af under Vietnamkrigen: ”Da præsterne begyndte at velsigne krigen i Vietnam, havde jeg fået nok.”
Har hans opvækst givet ham troen med i livet, eller har han gjort oprør mod den?
”Jeg har et dobbelt forhold til min opvækst. Mine forældre var i Det Danske Missionsselskab og i Sømandsmissionen, og vores ugentlige 25-ører gik til Afrika. Vi samlede dem i sådan en negerhoved-sparebøsse. Mine forældre var folk med gode hjerter og god plads til deres børn. Det var ikke et dårligt bandomshjem,” siger Jens-Peter Bonde, der også husker sin tid i FDF med glæde. Men religiøs er han altså ikke.
”Overhovedet ikke, men præsterne var jo den største gruppe, vi overhovedet havde i JuniBevægelsen. Op til en folkeafstemning overvejede jeg ligefrem at trykke en annonce, hvor der stod, at ni ud af ti biskopper stemmer nej. Det gjorde de på det tidspunkt! Det har nok været i 1986. Men da jeg forelagde idéen for Helge Skov (daværende biskop i Ribe, nu afdød, red.) og et par andre, sagde de, at det var rigtigt nok, men at det ikke var en god idé. Så det blev hurtigt klart, at de desværre ikke ville stå frem i ornat.”
Jens-Peter Bonde har let til latter, græder gør han kun, når han ser ”Sporløs” på DR 1 eller andre programmer, der handler om børn og forældre, der genfinder hinanden.
”Jeg græder hver gang! Der er det eneste, jeg græder til overhovedet. Når de finder hinanden, det virker så stærkt på mig.”
Han og Martins genforening ligger som sagt år tilbage, hvorfor vil han gerne tale om den i dag?
”Fordi det er sådan en positiv historie, og fordi alle bør opmuntres til at søge deres biologiske rødder opklaret. Omkring 16 procent er det vist, der har en anden far end den, de tror,” siger Jens-Peter Bonde og understreger, at det ”jo ikke skal gå ud over den, som har været som far” for dem.
”Men alle har krav på at kende deres biologi, det vil jeg sige, det er vigtigt at kende sine rødder,” siger han og fortæller, at Martin og han både ligner hinanden i udseende og i deres gestik.
Og at det var på den måde, nogle af Martins mors venner begyndte at sige, at Jens-Peter Bonde måtte være hans biologiske far.
Og navnet Martin, hvor kommer den dobbelte inspiration fra?
”Jeg tror, at begge Martin’ers navn er inspireret af Martin Andersen Nexø,” siger Jens-Peter Bonde med henvisning til Danmarks store arbejderforfatter.