Anders Agger ville egentlig ikke skrive en bog. Mange har ellers forsøgt at få ham til det. For tænk at kunne læse flere hundrede sider, fyldt med den kendte tv-journalists evne til at sætte ordene sammen, så selv den mindste detalje i hverdagen får eksistentiel betydning. Så man kunne høre hans stemme, mens man læste – mærke roen brede sig og troen på, at det hele nok skal gå. Men Anders Agger har altid sagt nej tak.
Det vidste hans gode ven fotografen Mingo Nørager bare ikke, ”så jeg blev ved med at spørge, om han nu ikke havde bevist tilstrækkeligt mange gange, at han kunne lave tv-programmer. Så hvad med en bog?”
Til sidst lykkedes det, for de blev enige om et emne, som i virkeligheden er det, Anders Agger altid har kredset om i sin journalistik: kærligheden.
”Når alt kommer til alt, er det jo det, vi står op for om morgenen. Så hvis vi skulle udfordre hinanden, som journalist og fotograf, ja, som mennesker, var det nærmest indlysende, at det måtte være kærlighedens væsen, vi skulle prøve at indkredse. Intet mindre,” fortæller Anders Agger.
De har inviteret indenfor i deres fælles arbejdslokale, der ligger for enden af en meget lang gang i den nedlagte amtsgård i Ringkøbing. Med skoven i baghaven, strå på taget og rejsebureauet Primo Tours i forkontoret. En rask cykeltur fra Vesterhavet og fjorden endnu tættere på.
Resultatet af deres undersøgelse udkommer den 27. oktober på Politikens Forlag. Stabler af brune papkasser står midt i rummet og venter på at blive åbnet, så flere af bøgerne kan få en håndskrevet signatur, inden de lander i en boghandel. Titlen er ”Kærlighed”, og på forsiden står Anders Agger i marehalmen, med uldhue på hovedet, hænderne dybt begravet i frakkelommerne og bærende en lyskæde. Af hjerter.
Det er ellers ikke Anders Agger eller Mingo, der fylder bogens beskrivelser af parforholdet. Her er det i stedet mennesker som Tina Dickow, Renée Toft Simonsen og Stine Pilgaard, der fortæller. Side om side med mindre kendte danskere som det pensionerede landmandspar Vita og Hans Fyrstenborg fra Sædding i Vestjylland.
Men så alligevel.
”For der er nok også personlige grunde til, at vi har været så opsatte på at undersøge, hvordan andre mennesker har det med kærligheden og parforholdet. Mingo har været sammen med sin kone i 27 år, de har tre børn sammen, og jeg elsker at komme forbi deres hjem i Herning og bare mærke den der stemning af, at her er rart og varmt at være. Mit eget kærlighedsliv har været mere broget. Men efter 10 års adskillelse er jeg nu tilbage ved Lissa, som jeg for 35 år siden stiftede familie med. Havde du spurgt mig for otte år siden, om jeg troede, det ville ske, var svaret nej. Det er jo et superfint bevis på, at kærlighedens veje er viltre og uforudsigelige,” siger Anders Agger.
Derfor er han med på, at man kan se bogen og hele projektet som ”en spejling af, hvor I er i jeres eget liv,” som forfatteren Stine Pilgaard sagde til ham, da hun som en af de første læste Aggers indledende tekst til bogen. Her beskriver han da også Mingos og sin egen ”kærlighedskamp” som ”den egentlige drivkraft i den her bog. Ønsket om at forstå, hvorfor vores liv bugter sig, som de gør.”
Helt overordnet er de enige om, at det mest sammenfattende, man kan sige, er, at kærligheden udfoldes, leves og tackles meget forskelligt.
”Men når det er sagt, viser mange af historierne også, at det først er i anden eller tredje omgang, at kærligheden virkelig lykkes. At den er værd at kæmpe for. Hvis man bliver ved. For det er ikke alle, der er så heldige som for eksempel ægteparret Fyrstenborg, der for mig at se repræsenterer ’den stille kærlighed’. Hvor de har hinanden på plads og altid har haft det. Og hvor fotoalbummet derfor kun består af fælles minder,” siger Anders Agger.
Mingo Nørager peger på et ord, der ikke fylder hos ægteparret i Sædding, men ellers går igen i mange af de andre fortællinger: ”tvivlen”.
”Den har jeg da også selv kæmpet med. I virkeligheden er det først i de senere år, den er blevet helt parkeret. Men den æder parforhold op. For hvis man hele tiden spørger sig selv om, hvorvidt man nu er i det rigtige forhold, så bliver relationen bare nedbrydende for begge parter.”
”Helt enig,” tilføjer Anders Agger, ”og jeg har været storforbruger af tvivl. Det er fantastisk at give slip på den. Nu er jeg igen i stand til at se det, som jeg blev forelsket i, da vi mødte hinanden første gang. Og når vi nu sidder ved langbordet i stuen, hele familien, vores tre børn, børnebørnene og os to, og jeg kigger rundt på 12 elskede mennesker, så bliver jeg simpelthen så rørt. Det er jo den længsel, mange af os har. At blive gamle sammen. At kunne deles om livet. Mange af os har bare haft svært ved at nå derhen. Og det er jo børnene, der især betaler prisen for vores ofte umodne optagethed af at dyrke egoet og jage lykken et andet sted.”
Undervejs på deres kærligheds-roadtrip var Mingo Nørager og Anders Agger et smut i Island. For at høre om den kærlighedshistorie, der gemmer sig bag musikerne Tina Dickow og Helgi Jonssons storslåede udsigt til Ishavet og en udfordret far, mor og børn-logistik. Det er i den fortælling, Anders Agger henviser til Bibelen og til Paulus’ Første Brev til Korintherne, kapitel 13. At kærligheden er tålmodig, mild og ikke misunder. Den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt.
For det var der virkelig brug for i deres relation, læser man. Og igen er det tvivlen, der stikker sit ansigt frem gang på gang og er lige ved at aflyse en nordatlantisk kærlighedsforbindelse, der ellers i dag synes at være den eneste rigtige.
”Hvis man skræller alle lag af, så er der jo kun relationerne tilbage,” siger Mingo Nørager og vender tilbage til dengang, han selv var ved at ødelægge netop de bånd, der ellers bærer hans liv. Som da hans yngste datter fortalte i skolen, at hendes far boede i København. For sådan oplevede hun det. Eller da han efter flere måneder med mentalt og fysisk fravær glad fortalte, at han kunne hente datteren i skolen næste dag, og hans kone kærligt, men bestemt takkede nej, ”for de havde talt om i familien, at det var bedst, hvis jeg bare passede mit eget. Så hvis ikke Charlotte havde været så tålmodig med mig og haft en engel i ascendanten, så var det ikke gået.”
Det er med andre ord også de forbudte følelser, svigt, afmagt, jalousi og grådighed, der gemmer sig i kærlighedens fortællinger. Som Anders Agger siger:
”Det er ikke pixi-udgaven. Men temaet er alligevel håbet. Om at vågne hver morgen og minde sig selv om at se det bedste i den anden. Og at lade tvivlen fare.”
Læs uddrag af ”Kærlighed” ved at klikke her.