Mit liv har været en linedans mellem samfundets top og bund

Adrian Adler Petersens forældre var stofmisbrugere, og drengen kom til at vokse op hos sine bedsteforældre, kunstnerparret Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen. Det blev en opvækst mellem to yderpoler i samfundet. I en dokumentarserie på P1 har han prøvet at finde ud af, hvad der skete, da hans far blev fundet død i en kælder i Svendborg

3583459
Adrian Adler Petersen er vokset op i to vidt forskellige verdener

Han har taget mod til sig længe. Men navnet Kurt er blevet nævnt i flere omgange som ham, der måske slog Adrian Adler Petersens far, Jesper, ihjel den julinat i Svendborg i 1991. Faderen blev fundet død i en kælder, med kraniebrud og knust brystkasse, kun 27 år gammel.

Politiet efterforskede i begyndelsen sagen om Jesper Helge Hansens mystiske død som en drabssag, men endte med at henlægge den som et uheld. Måske skyldtes den en påkørsel, et fald ned ad en trappe – kombineret med stoffer og alkohol i blodet og nok også et slagsmål tidligere på aftenen, hvor Jesper havde været forbi et par værtshuse.

Dengang var Adrian kun fire år. Han var sammen med Jesper hver anden weekend, men boede ellers hos sin mor, Sinne, der også var stofmisbruger. Dog ikke på samme måde som faderen, der hutlede sig gennem dagene i en blandingsrus af hash, alkohol og Stesolid. Moderen boede derimod sammen med en pusher, der havde heroinen og solgte den videre. Så her var der stoffer nok, og tilværelsen derfor ikke præget af de ødelæggende abstinenser og jagten på det næste sus, som var faderens virkelighed.

Fra sin barndom hos sin mor husker Adrian derfor gode ting som røræg og bacon om morgenen, masser af kys og børnehave til tiden.

Minderne om hans far er der færre af. Noget med at sidde bag på en cykel, der altid slingrede, og en lejlighed, der var lille og mørk og nok ikke ville have fået hverken Fødevarestyrelsens eller andre myndigheders godkendelse. Men også mange kærlighedsglimt, knus og kram.

Adrian Adler Petersen er vokset op i to vidt forskellige verdener 3583459

Nu sidder Adrian Adler Petersen så som voksen, 31 år, i et rækkehus i Svendborg. Han har båndoptageren tændt, og adrenalinen kører på højtryk. I sofaen overfor sidder den mand, som Adrian tror kender svaret på, hvad der skete med hans far den skæbnesvangre nat for 27 år siden. Men Kurt er i dag blevet en ældre mand. Han er på førtidspension og ligner på ingen måde den narkokriminelle overgangster, som han skulle have været tidligere. Adrian skal derfor drikke mange kopper kaffe og ryge rigtig mange cigaretter, før han stiller Kurt spørgsmålet: ”Slog du min far ihjel?”.

Hvad Kurt svarer, og hvad Adrian Adler Petersens rejse ind i sin fars forhutlede liv ellers bringer med sig, kan man selv få svaret på ved at lytte til P1-dokumentarserien ”Et langsomt mord”, som Adrian Adler Petersen har lavet sammen med sin bedste ven, Mathias Sørensen. I løbet af seks afsnit følger de to venner sporene i politiets sagsakter og opsøger samtidig Jespers gamle venner og tidligere kærester.

Podcastserien er en af sommerens mest aflyttede, og historien, der folder sig ud for lytteren, handler om én lang række af svigt, vold og seksuelle overgreb gennem hele Jespers liv – deraf også titlen ”Et langsomt mord”. Adrian Adler Petersen får med serien givet sin far en stemme – og et minde – men ikke kun. For rejsen ind i faderens fortid handler mindst lige så meget om sønnen Adrians egen jagt på at komme overens med en opvækst, der blev én lang linedans mellem samfundets bund og samfundets top.

”Hele projektet er på mange måder en personlig og intern kamp, jeg har udkæmpet for at forene splittelsen i mit ophav,” skriver Adrian Adler Petersen i en tekstbesked inden dette interview, hvor han har sagt ja til at fortælle om netop den splittelse, eller ”skizofrene opvækst”, han også betegner sin barndom og pubertet som.

For Adrians liv fortsatte ikke kun i Svendborg i et misbrugsmiljø. Dagen før hans far blev fundet død i kælderen, er Adrian i børnehave. Men til hans store overraskelse er det denne dag ikke hans mor, der henter ham. I stedet står hans morfar og mormor pludselig i døren og fortæller ham, at han skal på sommerferie hos dem i København. Bedsteforældrene er kunstnerparret Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen, der, uden at Adrian ved det, har aftalt med deres datter, at de skal tage sig af barnebarnet i en periode. Adrian glæder sig bare til ferien i den store gamle villa på Frederiksberg.

”Der var så meget plads. Det er det første, jeg husker. En stor, eventyrlig, lidt slidt villa med vedbend op ad siderne og en økoromantisk have med masser af plads at lege i. Men på et tidspunkt går det jo op for mig, at den her sommerferie ikke rigtig slutter. Jeg bliver ved med at være hos Bjørn og Lene, og jeg husker en form for ’børnesorg’, hvor al den plads også går fra at være noget sjovt til at være lidt uhyggelig. Jeg kom fra meget små og trange lejligheder i Svendborg, hvor man derfor altid var tæt på hinanden, og nu kunne man nærmest blive helt væk fra de andre i det store hus,” fortæller Adrian Adler Petersen.

Det er hans første minde om skiftet. Forskellen på, hvor meget plads der er. Og så værkstederne. De var til gengæld fantastiske for et barn at gå på opdagelse i. Her var der gips, ler og svejseapparater, og der blev lavet store tegninger og modelleret kæmpe skulpturer. Et mekka for barnefantasien – og mulighedernes land.

”Selvom jeg havde det rigtig godt hos mine bedsteforældre, så var der jo et savn. Et barn vil instinktivt helst være sammen med sine forældre. Men lige efter at jeg var blevet hentet af Bjørn og Lene, går alt galt i Svendborg. Jesper findes død, og kort efter bliver min mor og hendes mand anholdt af politiet for at sælge stoffer, og de kommer i fængsel. Så Bjørn og Lene havde jo set rigtigt, da de besluttede sig for at tage mig væk derfra. De var meget bekymrede for, hvad de så, og håbede nok også, at det kunne få deres datter til at lægge stofferne på hylden for at få mig tilbage. Men afhængighed er desværre en kompliceret størrelse, og min mor blev først helt stoffri, da jeg var 17-18 år. Så opholdet hos mine bedsteforældre blev permanent, kun afbrudt af kortere ophold hos min mor og stedfar.”

Adrian Adler Petersen er stolt af sine bedsteforældre. De gav ham kærlighed, trygge rammer og masser af tillid, da alting ramlede. Men han er lige så stolt af sin mor, for hun kom helt ud af misbruget og lever i dag et ganske almindeligt familieliv med sin mand og Adrians halvsøster.

”Alene det at overleve og så samtidig forblive menneskeligt intakt og ikke tabe sig selv, det er en kæmpe bedrift. Så jeg er virkelig stolt af min mor, og jeg har et rigtig fint forhold til hende i dag.”

Adrian Adler Petersen bor i dag på ydre Nørrebro i København. I en taglejlighed med tydelige spær og skrå vægge. Her hænger blandt andet en fotocollage med det legendariske billede af morfar, Bjørn Nørgaard, der holder et afhugget, blodigt hestehoved i favnen. En kunstners protest mod Vietnamkrigen og en happening, der også selv gik over i historien.

Da Adrian flytter ind i bedsteforældrenes hus, arbejder Bjørn Nørgaard på gobelinerne, der skal illustrere danmarkshistorien og senere pryde væggene på Christiansborg Slot. Og barnebarnet mærker ret hurtigt, at hans bedsteforældre har en noget anden status i samfundet end den, han er vokset op i hos sin far og mor.

”Fra en meget tidlig alder kunne jeg godt mærke, at der var en særlig respekt omkring mine bedsteforældre. Vi var til fine middage med andre kendte og kongelige, var på rejser og deltog i mange udstillinger, hvor de altid blev mødt med stor anerkendelse. Det var en noget anden status, end den jeg havde været vant til i Svendborg, og det gjorde mig selvfølgelig stolt af dem.”

Dobbeltheden i de to miljøer er ikke kun tydelig for drengen Adrian selv. I skolen oplever han også, at den præger lærernes syn på ham.

”Det var meget et enten-eller. Nogle af lærerne opfattede mig som Bjørn Nørgaards forkælede og privilegerede møgunge, mens andre behandlede mig meget skånsomt som et socialt udsat barn. Det var meget forvirrende for mig, og i puberteten bliver den her splittelse noget, jeg for alvor lægger mærke til som en splittelse inden i mig selv. For jeg finder jo også ud af, at jeg er enormt god til at omstille mig. Jeg kunne tale og opføre mig helt forskelligt, alt efter om jeg var hos Bjørn og Lene, hvor der blev talt om store emner som politik og kultur, eller om jeg var på besøg på diverse afvænningssteder rundt om i landet. Men den evne skræmte mig også. For hvis jeg hele tiden kunne lave mig selv om, alt efter omgivelserne, hvem var jeg så egentlig selv?”.

Der er stille lidt. Så kommer der flere ord.

”Det har jo været en skizofren virkelighed at vokse op i. Helt fra begyndelsen. Min mor og hendes mand levede i toppen af stofmiljøet, fordi han var pusher, mens min far levede i bunden af det. Men begge steder var jo præget af misbrug og afhængighed og på den måde en stor kontrast til toppen af den danske kulturelite, som mit nye hjem var en del af.”

To verdener. Zigzag-tilværelse og linedans. Det er nogle af de ord, Adrian Adler Petersen bruger om sit eget liv. På køleskabslågen hænger billeder af et nyt liv. De er fra en graviditetsscanning og viser et fint lille væsen, der til januar har fået rigtig babystørrelse. Så bliver Adrian og hans kæreste selv forældre.

”Det er klart, at der ligger et stort ansvar i at være forældre, og jeg har følt, at jeg forinden var nødt til at lære mig selv bedre at kende, at få mere balance i mit liv. Den har det knebet med. Som voksen har jeg kastet mig ud i voldsomme projekter gang på gang, inden jeg blev eksistentielt svimmel og måtte ’kravle ned’ igen. For eksempel droppede jeg ud af gymnasiet og flyttede til Kina som 19-årig, hvor jeg drev et galleri. Senere flyttede jeg til Colombia, hvor jeg startede et projekt om medborgerskab i hovedstaden Bogotá. Det blev en stor succes med 3000 deltagere, og projektet findes i dag over hele verden. Men hver gang har der været noget inden i mig, der trak mig væk igen. Og jeg har altid haft fornemmelsen af, at den store afgrund, den sociale deroute, også var en reel trussel for mig. At den var tæt på. Lige som den var det for mine forældre.”

Derfor har arbejdet med radioprogrammerne været så afgørende. For i stedet for at gå udenom det, der altid har ligget og truet, tabuet og sorgen i hele familien, er Adrian Adler Petersen gået ind i den belastede fortid. For at forstå sin far, men også sig selv. Og jagten på sandheden om Jespers død er derfor blevet en form for helingsproces, hvor også Adrian Adler Petersens mor og hans bedsteforældre har bakket op fra sidelinjen. Af kærlighed til deres søn og barnebarn, selv om hans undersøgelse også undervejs ville rippe op i deres egne sår og sorger.

”Det har jo været en stor ting for hele min familie, at jeg ville lave de her udsendelser. Men ingen har bedt mig udelade noget. Jeg har derfor også følt et stort ansvar i forhold til at fortælle historien, for det er vigtigt, at man først og fremmest mærker den kærlighed, jeg altid er blevet omgivet med. Uanset social rang. Men ved at vælge min egen vinkel på historien, har jeg oplevet, at jeg fik mig selv mere på plads. Og serien har derfor haft en samlende effekt på mig, men faktisk også på hele familien. For historien er der jo, og den har altid været et vilkår i vores familie. Min mor og jeg hørte de to første afsnit sammen, og min mormor har trofast åbnet radioen hver tirsdag klokken 11. I stedet for at downloade dem alle på én gang. For hun ville høre dem, når andre hørte dem.”

I en af udsendelserne taler Adrian Adler Petersen med Hans, en af faderens tidligere kammerater og endnu en af de mange i serien, som har levet et hårdt liv. Det er i samtalen med ham, at Adrian for alvor føler noget falde på plads indeni.

”Jeg sagde til ham, at med det liv, jeg har levet, har jeg altid haft svært ved at finde ud af, hvor jeg hører til. Og så lød hans svar: ’Jamen Adrian, du hører jo til alle steder’. Og på en måde er det jo det forløsende svar. For jeg føler mig jo netop hjemme flere steder: både på bunden af samfundet og på toppen. Jeg kan begå mig begge steder, og det er jo faktisk min styrke, som jeg har fundet ud af skal være den, jeg skal bygge resten af mit liv på. Måske kan jeg bidrage med at bringe stemmer og skæbner sammen, der ellers ikke mødes. På den måde kan mit tvedelte tilhørsforhold måske være den gave, der sætter mig i stand til at gøre noget, andre ikke kan.”