Morten Albæk: Hastighed er blevet vores nye Gud – men hvorfor har vi så travlt?

Når vi opløfter hastighed til Gud og skynder os som bare fanden, glemmer vi livets pauser. De pauser, hvor vi reflekterer over, om vores liv er på en meningsfuld kurs, mener filosof Morten Albæk, der blandt andet har rådgivet Vatikanet. Her kan du læse et uddrag af hans nye bog "Ét liv. Én tid. Ét menneske"

"Der er status i at skynde sig, men meget lidt anseelse i at have overskud på tidskontoen eller kede sig," siger filosof Morten Albæk, der er aktuel med en ny bog om at finde meningen med tilværelsen.
"Der er status i at skynde sig, men meget lidt anseelse i at have overskud på tidskontoen eller kede sig," siger filosof Morten Albæk, der er aktuel med en ny bog om at finde meningen med tilværelsen. . Foto: Leif Tuxen.

Det ultimative formål for os mennesker må være at sikre, at de liv, vi lever, er meningsfulde. Ikke bare tilfredsstillende eller lykkelige. Hvad meningen med livet er, findes der ikke noget universelt svar på. For det står ikke længere bøjet i neon, at meningen med livet er at blive genforenet med Vorherre i et himmerige hinsides dette liv. Vi er derfor i høj grad sat fri til at finde vores eget svar på livets vigtigste spørgsmål. Udfordringen er blot, at vi ikke rigtig bliver spurgt.

I barndommen er vi ubekymrede og reddet af, at andre tager stilling for os. I folkeskolen skal vi primært forholde os til at lære at læse, skrive og regne. Og vores videre færd ind i gymnasiet, hvad enten det er med et teknisk, merkantilt eller alment udgangspunkt, sker i moderne tid i højere grad med sigte på at få adgang til næste trin på uddannelsesstigen – og på at kvalificere sig til arbejdsmarkedet.

Uddannelse er efterhånden mere et spørgsmål om at komme ud, end det er et spørgsmål om at blive dannet. Jo før vi kan entrere arbejdsmarkedet, desto bedre. Fremdriftsreform og uddannelsesloft – alt sammen noget, vi har opfundet for at sikre, at det ungvoksne menneske skynder sig at blive færdig, så det kan komme ud på arbejdsmarkedet. Og hvis det ikke skulle være nok, så har vi også installeret en kvikbonus, som giver dig en ekstra konkurrencemæssig fordel, hvis du ellers kommer hurtigt videre i systemet.

Vi har ganske enkelt ophøjet hastighed til Gud. Vi skal skynde os. Ingen ved helt hvorfor, men vi skal skynde os som ind i helvede. Du skal gennemføre din uddannelse på normeret tid med så højt et karaktergennemsnit som muligt, så du hurtigt kan kyles ind på et arbejdsmarked, der, når du ankommer, titulerer dig »Talent«, kaster rosenblade for fødderne af dig og spiller en fanfare for at fejre den livslange, bekymringsløse fest, du nu kan se frem til at tage del i. Det er på arbejdsmarkedet, at livets frelse findes, dér, hvor himlen åbner sig for dig, og det åbenbares for dig, hvad meningen med dit liv er. Skynd dig derfor at komme derud!

Den virkelighed, de fleste af os, der har prøvet at være på arbejdsmarkedet, oplever, er dog sjældent helt så rosenrød. Det har vi bare lige glemt at fortælle videre, fordi vi selv har travlt med at skulle leve op til alverdens krav fra omverdenen om, hvor hurtigt og produktivt vi gerne skal leve vores liv.

En anden væsentlig sandhed, vi som samfund også lige belejligt har glemt at fortælle i farten, er, at ingen empiri viser en korrelation mellem en hurtigere gennemført uddannelse – eller et karaktergennemsnit i øverste kvartil – og et lykkeligt og meningsfuldt liv. Du kan statistisk set se frem til en bedre løn, men ikke nødvendigvis et bedre liv. Og når vi samtidig ved, at andelen af unge med høj livstilfredshed siden 2004 er faldet år efter år, bør vi spørge os selv, om hastighed rent faktisk er den rette Gud at tilbede.

Men fordi tiden er så tæt på os, at vi ligesom Augustin har svært ved for alvor at begribe den, får den ofte lov til at løbe af sted. Også selvom vi ved, at den ikke kommer tilbage. Og helt galt går det, når tid og penge forveksles med hinanden. Med den industrielle revolution ændrede arbejdets natur sig markant. Maskiner var ikke på samme måde som mennesket begrænset i deres udholdenhed og kunne derfor i princippet køre nonstop – så længe der var energi til at holde dem i gang og mennesker til at betjene dem. Og jo mere de kørte, desto mere blev der produceret. Hvert et sekund gjaldt derfor, og tiden blev en definerende faktor.

I modsætning til en mere organisk udførelse af arbejdet blev det nu muligt at værdisætte tid meget præcist i form af tabt produktion. Tid blev til penge, og begge dele er i dag noget, vi kan både spare, spilde og bruge. Men i modsætning til tiden, der aldrig kommer tilbage igen, er der i princippet ikke nogen begrænsning på, hvor mange penge vi kan akkumulere. Tiden er endelig, penge er uendelige. Så selvom vi i praksis bruger de to begreber, som var de ens, burde dette forhold også give sig til kende i måden, vi bruger dem på.

Tid er åbenlyst langt mere værd end penge. Men som Elizabeth Dunn, der er professor ved University of British Columbia, gennem sine studier af netop dette påviser, så opfører vi os konsekvent som om, det modsatte var tilfældet. Dunn viser, at hvis vi spørger et repræsentativt udsnit af befolkningen, om de ville tage et job med 20 procent mere i løn, men med enten et 25 procent højere påkrævet tidsforbrug eller med en 50 procent forøgelse af afstanden til arbejdet, ville hver anden svare ja. Det er derfor ikke så mærkeligt, at vi skynder os at passe ind i en kompetencemæssig støbeform og blive så salgbare som muligt på arbejdsmarkedet, så vi kan akkumulere så mange penge som muligt. Læg dertil den status, vi i vor tid har givet pengene og dem, der har mange af dem.

Omvendt er det at have meget tid næsten blevet noget skamfuldt. Vi værdisætter altså penge højere end tid. Og det til trods for, at dem, der i Dunns eksempel værdsætter pengene mere end tiden, rapporterer om en signifikant lavere følelse af livstilfredshed. Eksemplet tilbyder også et svar på, hvordan den stigende velstand i verden kan eksistere side om side med en stigende forekomst af stress. Den stigende velstand skulle jo netop afhjælpe alle de bekymringer, der gav anledning til stress. Det er vel derfor, vi har arbejdet så hårdt for at nå den? Men, som Dunn også pointerer, jo mere økonomisk værdifuld du føler, din tid er, jo mere føler du samtidig, at du er tidspresset. Jo flere penge du tjener, jo mere føler du, at du mangler tid.

Filosofisk set giver det meget lidt mening at skynde sig at tjene en masse penge for at opnå en høj livskvalitet, men i stedet føle, at vi mangler tid og derfor ende med en lav livskvalitet. Ikke desto mindre er det præcis, hvad vi gør. Fordi vi værdsætter penge højere end tid. Og fordi vi i jagten på penge har gjort hastighed til Gud. Men hvis nu vi for eksperimentets skyld fortsat forveksler tid med penge, kan vi så lære noget af at studere, hvordan man bruger penge bedst?

Dunn viser, at livstilfredshed rent faktisk kan købes for penge. Vi skal bare bruge dem på at købe tid. Hendes studier i Danmark, Holland, Canada og USA afslører, at det at bruge penge på tidsbesparende ydelser, såsom rengørings- eller havehjælp, omsætter sig til en langt højere livstilfredshed end det at bruge penge på materielle goder. Første skridt er derfor at erkende, at tid er mere værd end penge. En anden øvelse, der virker effektivt i forhold til at bevidstgøre sig om brugen af penge, er at gøre dem synlige. I udgangspunktet er penge bare noget, vi bruger og først forholder os til, når der ikke er flere at bruge af. Først når pengene og dankortet ikke virker, bliver vi mindet om, hvor meget de egentlig fylder og betyder.

På samme måde gælder det med tid. Det er som oftest først, når livet minder os om, at tiden ikke varer for evigt, vi begynder at forholde os aktivt til, hvordan vi bruger den. I pengenes værste scenarie ender vi i Ribers Kredit Information eller – endnu værre – »Luksusfælden« på TV3. I det værste scenarie med tidsforbruget ender vi med at fortryde det liv, vi har levet, ganske enkelt fordi vi har brugt tiden forkert i forhold til, hvad der egentlig gav mening.

Men hvad er det, værterne i »Luksusfælden« gør for at få de arme deltagere til at forstå, at budgettet ikke går op? De laver den lille pædagogiske øvelse, at de rent fysisk fordeler pengene på et bord foran deltagerne, så de kan se og mærke, hvor mange penge der egentlig bruges på hvad. Tilsvarende er det bevist, at dem, der hæver deres penge i kontanter og derfor fysisk skal have dem op af lommen for at betale, er langt mere nøjeregnende end dem, der blot betaler med digitale penge via deres kreditkort.

Det virker absurd at forestille sig en ny version af realityprogrammet, der i stedet for penge tager udgangspunkt i tid. Men når vi skynder os så meget gennem livet, som vi gør, er det måske ikke helt skørt en gang imellem at stoppe op og gøre regnskab over, hvad vi rent faktisk bruger vores sparsomme tid på. Hvis tid er mere værd end penge, burde det give god mening at lave den samme nidkære øvelse for vores tidsforbrug som for vores pengeforbrug. I nuet har vi, fordi det går så hurtigt, meget svært ved at foretage den rette prioritering af vores handlinger.

De døendes livstilståelser, som jeg beskrev i forordet, bør her give alvorligt stof til eftertanke for den måde, hvorpå vi danner vores børn og unge og forbereder dem til livet. Vi lever hovedparten af vores liv som voksne, så forældreskab og uddannelse handler først og fremmest om at gøre vores børn klar til at ankomme til voksenlivet med et selvværd så stærkt og en selverkendelse så sund, at de – uanset om livets pendul svinger mod den mørke eller lyse side – formår at forblive tro mod sig selv og finde mening i tilværelsen. Vores ansvar som forældre, lærere og politikere er derfor at forsøge at skabe livsduelige børn. Ikke børn, der er dygtige til at gå til eksamen eller være på arbejdsmarkedet. For det er ikke det, livet handler om.

Livet handler om at finde mening i det. Og det gør du ikke nødvendigvis, fordi du kan kvadratroden af noget som helst. Lad mig gøre det helt klart, at jeg ikke siger, at det ødelægger livskvalitet i egen ret for noget ungt menneske at lære at stave og læse og at gå til eksamen. Men det er og bliver sekundære færdigheder sammenlignet med evnen til at lede sig selv meningsfuldt gennem dit voksenliv. Og ideelt ankommer vores børn til voksenlivet med evnen til både det ene og det andet. Til at kunne tale tre fremmedsprog flydende, jonglere med de meste komplicerede matematiske ligninger og kende de væsentligste perioder i menneskehedens historie – og samtidig have integritet, livslyst og mening i tilværelsen.

Men det første uden det sidste er nyttesløst. Og derfor er det sidste det vigtigste at mestre, mens det første er godt at kunne. Men vi belønner dem, der kan kvadratroden. Mindre primitivt formuleret belønner vi dem, der mestrer de teknikker, der er en direkte efterspørgsel på fra systemet, til gavn og glæde for både individets og systemets rigdom. Vi husker dem ikke på, at de nok burde bruge noget mere tid sammen med mennesker, der betyder noget for dem. Vi minder dem sjældent om, at de skal leve deres liv mindre ud fra andres forventninger og mere på deres egne præmisser. Og hvad er konsekvensen?

I fraværet af en almægtig Gud eller et orakel, der kan give os et svar, søger vi derhen, hvor systemet ønsker os. I fraværet af en erkendelse af, hvem vi er og gerne vil blive til, begynder vi at begære det samme, som vi tror, at alle andre også begærer. I psykologien kaldes det pluralistisk ignorance: det fænomen, at ingen personligt bryder sig om en given norm, men fordi alle er overbeviste om, at alle andre tror på og accepterer normen, tør ingen afvise den. Kort sagt, alle tror, fordi de tror, at alle andre tror. Derigennem retfærdiggør vi, at vi ikke gør det, vi selv synes er rigtigt, for alle andre fortsætter jo bare.

Problemet er, at »alle andre« fortsætter, fordi de andre gør det, og på den måde forstærker vi selv den pluralistiske ignorance. Vi kan derfor ende i en situation, hvor alle i princippet er uenige i en given norm, men eftersom ingen bryder ud af den, fordi de tror, at alle andre accepterer den, fortsætter vi alle upåagtet. Så når vi opløfter hastighed til Gud og skynder os som bare fanden, gør vi det, fordi dem ved siden af os gør det samme. Når vi samtidig belønner dem, der løber hurtigst, begynder vores begær også at blive aktiveret. Så begynder vi rent faktisk at ønske selv at løbe mindst lige så hurtigt – vi begærer belønningen.

Og her går psykoanalytikeren Jacques Lacan et spadestik dybere. For det, vi begærer, altså det, vi føler, vi mangler og derfor gerne vil have, er først og fremmest anerkendelse og belønning. Og når systemet klapper os på skulderen, hver gang vi skynder os, skynder vi os endnu mere. Men ifølge Lacan er det ikke bare anerkendelse, vi begærer. Det begær, vi har, er nemlig ikke vores eget. Det er skabt i os ud fra en opfattelse af, hvad andre begærer.

Det er derfor ofte blot et produkt af de dyder, den moral og de idealer, der gennemsyrer vores kultur og vores opdragelse. Og når hastighed er den Gud, der langt hen ad vejen definerer netop disse koordinater, ja, så skal vi skynde os. For det gør de andre jo, og kulturen forventer det af os. Udfordringen er, at man sjældent bliver meget klogere på sig selv af at skynde sig. Det kræver rum og refleksion. Det kræver, at man undervejs udstiller sig selv og sin tvivl og spiller bold op ad sine forældre og undervisere. At man stiller spørgsmål oftere, end man giver svar.

Men i dag uddanner vi ikke mennesker til at vide, hvem de er. Vi uddanner dem primært til at forstå og efterfølge, hvad de kan blive. Vi tilbyder dem indsigt i, hvordan man behersker teknikker og professioner, der tidligst muligt gør dem strømlinede og arbejdsmarkedsparate. I så fald er vi ikke kommet meget længere, end da Nietzsche i 1874 skrev følgende kritik af formålet med de daværende uddannelsesanstalter:

»Målet skulle altså være at skabe så mange kurante mennesker som muligt, på samme måde som man taler om kurante mønter; ifølge denne opfattelse bliver et folk så meget desto lykkeligere, jo flere af den slags kurante mennesker det har. Derfor skal hensigten med de moderne dannelsesanstalter være at bevirke, at enhver bliver så kurant som mulig, at uddanne enhver på en sådan måde, at han får den størst mulige portion lykke og profit ud af sit specifikke videns- og erkendelsesniveau. (…) [I dag] hader man enhver dannelse, der skaber ensomhed, tager lang tid og sætter sig mål, der rækker ud over penge og forbrug; man plejer at bagtale [de] mere alvorlige former for dannelse. Ja, en herskende sædelighed efterspørger præcis det modsatte, nemlig en hurtig dannelse, så man i en fart kan blive et pengetjenende væsen, men samtidig en grundig dannelse, så man bliver et meget pengetjenende væsen.«

Vi bliver nødt til at forholde os til, om folkeskolen, gymnasiet og universitet har til formål at sikre, at vi skaber voksne mennesker, der kan lede sig selv igennem livet til at opleve lykke og mening, eller om folkeskolen, gymnasiet og universitet alene er blevet et nytteredskab for arbejdsmarkedet. Vi uddanner i dag først og fremmest kurante mennesker, altså mennesker, der skal kunne sælge sig selv så dyrt som muligt på et marked, så de kan bringe så meget profit som muligt tilbage til sig selv og samfundet i håbet om at få lykke og frelse retur.

Men du kan ikke forbruge dig til et godt liv, for meningsfuldheden næres af noget ganske andet, og der findes ikke velstand nok i verden til at kompensere for et meningsløst liv. Hvis du har opnået dit karaktergennemsnit på en sådan måde, at din menneskelighed og dermed selverkendelse er underudviklet, så kommer det til at stille dig langt svagere i din evne til at leve et godt liv og dermed også i efterstræbelsen af professionelle oplevelser over gennemsnittet.

Så helt banalt bør vi være mere interesserede i, at uddannelsessystemet skal udvikle karakterfulde mennesker end arbejdsmarkedsparate personer med høje karakterer. For uanset hvor kurant et menneske du er, uanset hvor dygtig du har været til at få den størst mulige portion profit ud af dit specifikke vidensniveau, så vil dem, der kender sig selv bedst, i sidste ende være dem, der har den korteste vej til et meningsfuldt liv.

Men idet vi har opløftet hastighed til et mål i sig selv, mister vi respekten for livets pauser. De pauser, hvor vi reflekterer over, om vores liv er på en meningsfuld kurs. De pauser, hvor vi alene eller sammen med andre bliver en lille smule klogere på, hvem vi er og – lige så vigtigt – ikke er eller aldrig nogensinde bliver. Den ensomhed, Nietzsche refererer til, skal vi ikke være bange for. For den ensomhed er en sund pause fra et liv, der buldrer af sted, i en tid, der aldrig kommer igen. Men vi bør være meget bevidste om at bruge den rigtigt.

Ensomhed bliver det rum, der er behov for, når du skal fordybe dig og mærke efter, om du er ved at danne dig til det menneske, du stræber efter at blive til. Det er på mange måder med livet, som det er med musikken: Hvis ikke der var pauser, ville det bare være støj.

Det er pauserne, stilheden, der skaber melodien og nuancerne. Det fineste, du derfor kan få med fra din uddannelse, er ikke dit karakterbevis, men at du forstår dig på, hvem du er. Og det tager tid. Tid fra det ene liv, du lever, som det ene menneske, du er. Og meningen med det liv kan aldrig være at blive et pengetjenende væsen. Lige så lidt som meningen med livet kan være at skynde sig. For hvor er det helt præcist vi skal hen? Men når nu begæret, anerkendelsen og belønningen ligger i netop at blive et arbejdsparat og pengetjenende væsen, og ikke i at blive et livsparat og selverkendt væsen, er det svært at bryde ud af den pluralistiske ignorance.

En undersøgelse af amerikanske college-studerende viste, at en studerende i sit afsluttende studieår i 2016 i snit brugte fire timer mindre om ugen på at socialisere med sine venner og tre timer mindre på at feste sammenlignet med en studerende i 1987. I alt syv timer om ugen mindre på fysisk social interaktion. En time om dagen mindre på at træne sociale færdigheder og navigere i personlige relationer og i de følelser, der knytter sig til at begå sig i virkeligheden. Der er status i at skynde sig, men meget lidt anseelse i at have overskud på tidskontoen eller kede sig.

Måske Kierkegaard havde fat i noget, da han morede sig over travlhedens meningsløshed:

»Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ild løs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?«

Vi må ikke forveksle travlhed med betydningsfuldhed. Eller endnu værre: med meningsfuldhed. Og slet ikke, når travlheden mere end noget andet er et påskud for ikke at forholde sig til, om det, vi er så travle med, rent faktisk er betydningsfuldt. Det er oftest først, når livet slår os ud af kurs og rækker os en undtagelse fra alle hverdagens gøremål, at vi for alvor gør regnskab over, om vores tid er forbrugt rigtigt.

Der skal mange gange enten det til, at Knippelsbro går op, eller at der falder en tagsten ned i hovedet på os. Det er ofte først på vores dødsleje, frigjort fra alle andres forventninger og evaluering, at vi rammes af klarsynet, og fortrydelserne melder sig.

Jo tidligere vi kan hive os selv til et tidsmæssigt torskegilde i vores eget liv, jo før kan vi nå at kalibrere tidsforbruget, så vi sikrer, at vi skynder os til det rigtige endemål. Men det kræver, at vi udskifter de dyder, den moral og de idealer, der hersker i vores kultur, og at vi i stedet for karrierestigen beslutter os for at kravle op ad en helt anden stige hver dag.

En stige, der ikke har det som sit primære formål at berige os med umiddelbar anerkendelse eller fine beviser, titler og materiel rigdom. Snarere en selvrespektens stige, der har det som sit primære formål at skabe selvindsigt, der skaber selverkendelse, der skaber selvværd, der skaber selvrespekt.