Øget smitte lægger pres på kronisk syge

Det er særligt svært for kronisk syge patienter at fastholde et socialt liv, når coronatallene er høje. Nye undersøgelser viser, at nogle patienter havde det lettere under nedlukningen end efter genåbningen, mens patientforeninger bekymrer sig for de psykosociale konsekvenser af en langvarig pandemi

Undersøgelser slår fast, at nogle kronisk syge patienter havde det lettere under nedlukningen end efter genåbningen.
Undersøgelser slår fast, at nogle kronisk syge patienter havde det lettere under nedlukningen end efter genåbningen. . Foto: Piroschka Van De Wouw/Reuters/Ritzau Scanpix.

En uhelbredeligt syg kvinde, der boede alene med sin søn, besluttede, at sønnen skulle flytte ud til sin far, så han ikke kunne smitte hende med corona. For som hun sagde: ”Det er bedre for ham ikke at være fanget her hos mig, selvom jeg savner ham forfærdeligt.”

En anden uhelbredeligt syg mand accepterede, at hans hustru besøgte familiemedlemmer, selvom han så løb en større risiko for at blive smittet med covid-19. Han ønskede ikke, at hans hustru skulle blive deprimeret på grund af parrets isolerede liv.

Eksemplerne er taget fra to nye undersøgelser, der er foretaget af Herlev og Gentofte Hospitals palliative afdeling i samarbejde med Professionshøjskolen København på basis af længerevarende interviews med 29 uhelbredeligt syge patienter og en gruppe pårørende under og efter nedlukningen i foråret.

Undersøgelserne er ledet af professor i klinisk sygepleje ved Herlev og Gentofte Hospital Hanne Konradsen og viser, at det er særligt vanskeligt for kronisk syge at skabe en fornuftig balance mellem hensynet til at undgå coronasmitte og behovet for at have en social omgangskreds. Derfor sætter de nuværende høje smittetal ifølge Hanne Konradsen de uhelbredeligt og kronisk syge i en særligt vanskelig situation.

”De helbredsmæssigt sårbare er i en situation, hvor deres liv i særlig grad er ukontrollerbart, fordi restriktioner og smittetryk hele tiden ændrer sig. Hovedpointen i vores undersøgelse er, at de patienter, vi interviewede, faktisk havde det sværere med genåbningen af samfundet end nedlukningen. Genåbningen betød, at det var sværere at have kontrol over, om ens omgangskreds også havde kontakt til mange andre. Samtidig ønsker patienterne ikke at indskrænke familiens og de pårørendes mulighed for et almindeligt liv,” siger Hanne Konradsen.

I Alzheimerforeningen siger direktør Nis Peter Nissen, at forårets nedlukning havde konsekvenser for både personer med demens og deres pårørende. Halvdelen af de pårørende til hjemmeboende personer med demens svarede således i undersøgelsen, at deres mentale helbred blev forværret i høj eller meget høj grad under nedlukningen. Hver fjerde vurderede, at social isolation havde medført en forværring af deres pårørendes demenssygdom, da sociale relationer er vigtige for at holde sygdommen i ave.

”Vi har endnu ingen data om anden bølge, så vi bruger, hvad vi lærte af første bølge, og der må vi sige, at sandsynligheden er til stede for, at det er det samme eller værre nu,” siger han.

Diabetesforeningen kortlagde psykosociale konsekvenser af coronaepidemiens første bølge, hvor frygt for smitte og bekymring for følgesygdomme var udbredt blandt de adspurgte patienter.

”Vi ved, at jo længere en tilstand med uro og bekymring varer ved, desto højere er risiciene for, at folk bliver nedtrykte, og det kan føre til depression. Det kan blive alvorligt for den enkelte, og det bekymrer os. Derfor gør vi, hvad vi kan for at modvirke den ensomhed, som mange stadig beretter om, når de henvender sig i vores rådgivning her under anden bølge,” siger udviklingschef Anne Sander.

Leder af Kræftens Bekæmpelses telefonrådgivning Kræftlinjen, Marie Lawætz, fortæller, at rådgivningen, der årligt får 14.000 opkald, har modtaget flere henvendelser fra bekymrede kræftpatienter i takt med efterårets stigning i smittetallene.

”Det store spørgsmål er, hvordan man som særligt sårbar får passet på sig selv og samtidig kan bevare noget af det sociale liv. Det er vigtigt, at vi finder den rette balance mellem de to hensyn,” siger hun og understreger, at det er afgørende at finde løsninger, der kan holde på lang sigt, fordi pandemien formentlig vil vare længe.

”De afsavn, man må lide, hvis man som kronisk syg skal leve 100 procent risikofrit ved for eksempel at gå i isolation, er meget store. Vi taler med mennesker, som har det bedst med selvisolation, men for mange er det ikke realistisk. Det er vigtigt at finde de løsninger, der passer til den enkelte,” siger Marie Lawætz.