Mandag den 6. december 1943 cyklede 10-årige Per Schultz Jørgensen i skole, som han plejede. Han satte sig på sin plads, og skoleinspektøren trådte ind i klasselokalet med en ung mand, som skulle være klassens vikar, fordi klasselæreren, Frovin Jørgensen, var blevet arresteret af Gestapo.
For Per Schultz Jørgensen blev det lige pludselig for meget, han lagde hovedet ned på bordet og begyndte at græde. Han vidste godt, at Frovin Jørgensen, hans far, var blevet arresteret om lørdagen, for han havde jo selv været der og var også blevet afhørt. Den 10-årige dreng fik lov at tage hjem fra skole, og derhjemme blev han mødt af en forstående mor. ”Kommer du allerede?”, sagde hun.
Faderen var modstandsmand, og i familiens kælder gemte han et trykkeri, hvor den illegale avis Budstikken blev trykt. Gestapo fandt ikke trykkeriet, som faderen og moderen havde haft held med at gemme, inden de stormede familiens hus, men faderen blev alligevel taget med til forhør på Staldgården, Gestapos hovedkvarter i Kolding. 14 dage senere blev han deporteret til Tyskland, og fra 1943 til Befrielsen i 1945 sad han i koncentrationslejren Sachsenhausen nord for Berlin. Familien i Danmark hørte blandt andet i engelsk radio om forholdene i kz-lejrene, men de kunne alligevel ikke forestille sig, hvad deres far og mand gik igennem. Og derhjemme måtte familiens seks børn og deres mor kæmpe for at holde humøret oppe. ”Vi bøjer ikke nakken,” sagde moderen på trappen, da Gestapo gik med deres far.
”Det blev et mantra for os,” siger den 87-årige psykologiprofessor, når han skal forklare, hvordan familien klarede sig igennem krigen.
Det var i maj 1945, at Frovin Jørgensen blev forenet med sin familie efter at være kommet hjem med de hvide busser.
”Han var sådan set den gamle far på mange måder. Man han blev hurtigt syg, da hans balance i kroppen var ude af kontrol. Dog var han ikke slået ud og nedbrudt psykisk,” siger Per Schultz Jørgensen om sin far.
I 1951 besluttede forældrene at tage de tre ældste børn med på tur til Sachsenhausen. Sammen gik de ad brostenene fra togstationen i Oranienburg hen til lejren, så barakkerne og hørte faderens historier om arbejdet på en nærliggende fabrik og de offentlige hængninger på Appelpladsen.
”Der var i familien en følelse af, at vi havde klaret den, og en følelse af fællesskab over, at vi sammen kom igennem udfordringerne, og at det lykkedes os at få ham hjem igen. Turen til Sachsenhausen blev en bekræftelse på det, vi havde været igennem. Vi følte nok, at vi var på vinderholdet,” siger Per Schultz Jørgensen og understreger, at erfaringerne har påvirket ham positivt.
”Det har givet mig evnen til at bevare troen og håbet på, at man kan balancere langs afgrunden og dog komme igennem.”
Tro og håb veksledes dog ofte med en følelse af angst for, at faderen skulle dø. Det skete eksempelvis, at faderen pludselig kunne besvime og falde om på badeværelset. Om aftenen vågede Per Schultz Jørgensen over sin far. Med døren til sit værelse på klem skulle han være sikker på, at faderen var kommet i seng, inden han selv kunne lægge sig til at sove. En slags nattevagt. Og den dag i dag kan han stadig mærke den ængstelse.
”Oplevelsen har sat sig i mig. Når jeg skal tale om dengang, skal jeg anstrenge mig og kontrollere mig selv, fordi jeg bliver bevæget og følelsesmæssigt ramt. Selvom jeg har fået meget godt ud af det, som styrken i vores fællesskab, kan jeg føle angsten som en genoplevelse af dengang, som en slags kropslig hukommelse,” siger Per Schultz Jørgensen.
Familien bøjede ikke nakken. Krigen skabte tværtimod et stærkt sammenhold, en fælles historie og tro på, at det hele nok skal gå, og det fylder for Per Schultz Jørgensen langt mere end angsten.