Da forfatter og debattør, lektor emeritus Michael Böss var barn, elskede han at læse rejsebøger. Så satte han sig godt til rette i lænestolen derhjemme og bladrede i bøgerne, mens han drømte sig til vandreture i Canadas vildmarker eller var på imaginære besøg i italienske renæssancebygninger. Da han blev ældre, lå verden anderledes åben for ham. Hvis han sparede penge nok sammen, så var det bare med at tage af sted.
”Derfor gik rejsebøgerne lidt af mode. For vi fik pludselig alle sammen mulighed for at tage en flyver eller et tog og rejse ud. Nu tror jeg, at rejsebøgerne kommer igen. Om 5 til 10 år vil vi se en nedsat rejseaktivitet, for med coronapandemien er verden blevet mere usikker, og turismen kommer derfor til at ændre karakter,” siger Michael Böss.
Han peger på, at den fremskridtstro, der ellers har præget den vestlige verden siden Oplysningstiden, har fået et gevaldigt skud for boven under covid-19, ”og den diffuse usikkerhed og angst, der er kommet ind i mange menneskers tilværelse, hober sig oven på den klimakrise, der var i forvejen. Så mange føler i dag, at de lever på en knivsæg. Og jeg tror, at denne fornemmelse af, at det hele kan bryde sammen, vil sætte sig i de kommende generationer også,” siger Michael Böss.
Vi vil heller ikke kun opholde os mere i eget land, når det handler om fremtidens rejsemønstre.
Michael Böss forudser, at også mange arbejdspladser vil være trukket hjem til nationalstaten, når vi ser nogle år ud i fremtiden.
”Pandemien har vist os en sårbarhed i produktionen. De lange forsyningskæder har været meget problematiske, for hvis bare ét af stederne får problemer, så er hele produktionen i fare. Fremover vil der derfor være større krav om at kunne følge produktionen tættere, og med øget automatisering er der skåret ned på produktionsomkostningerne, og derfor kan virksomhederne lige så godt lægge produktionen her i landet som i Kina.”
Michael Böss peger dermed på flere områder, hvor det hjemlige, nationalstaten og dens grænser, i højere grad vil være definerende for vores liv.
”For bare 30 år siden var vi ellers overbeviste om, at udviklingen kun gik én vej: mod en verden uden grænser, hvor nationalstaterne spillede en meget mindre rolle. Men under coronapandemien har vi set, hvor afhængige vi er som borgere af den stat, vi lever i. Ikke kun i forhold til sundhed, men også i forhold til social sikkerhed. Så nationalstaten er bestemt på vej tilbage på dagsordenen, samtidig med at pandemien jo netop er et ærkeeksempel på vores globale forbundethed. Så om 5 til 10 år vil vi se, hvordan det er lykkedes os at lave øvelsen med at skabe en ny verdensorden, der består af stærke nationalstater, som samtidig formår at samarbejde internationalt,” siger Michael Böss.
Netop balancegangen mellem det nationale og det globale er også, hvad professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet Mikkel Thorup udpeger som det helt centrale om 5 til 10 år.
”For vi vil komme til at se, at nationale vækst- og sundhedsstrategier vinder frem inden for mange områder i de kommende år. Coronapandemien har afsløret, at vi må afglobalisere på en række produktionsområder, så vi er mindre sårbare i den slags kriser. Vores nationale infrastruktur skal styrkes, både inden for sundhedsydelserne og i forhold til forsyning af kritiske varer som for eksempel medicin og værnemidler. De enkelte landes regeringer vil ganske enkelt opfattes som uansvarlige, hvis de ikke udtænker nationale strategier og handlingsplaner fremover,” siger Mikkel Thorup.
Men samtidig med et øget fokus på nationalstaten vil vi også være optaget af at sikre en større global solidaritet, mener han. En solidaritet, der ifølge professoren er temmelig udfordret.
”Se bare på EU. Den europæiske solidaritet har ikke stået sin prøve i den seneste tids allervigtigste momenter: finanskrisen, migrantkrisen og nu coronapandemien. Og på verdensplan oplever vi p.t. en uskøn politisk konkurrence mellem Rusland, USA og England om at komme først med en vaccine, man kan sikre sin egen befolkning med. Så udfordringen bliver at afglobalisere de fornuftige steder uden at indføre det nationale perspektiv overalt, så man for eksempel også begynder at udarbejde nationale flygtninge- og menneskerettigheder. Den nationale tryghedsfornemmelse er ikke nødvendigvis dårlig, men det er konklusionerne af vores erfaringer, som jeg kan være bekymret for,” siger Mikkel Thorup, der frygter, at ”det nationale fokus bliver anledning til en nationalpopulistisk dagsorden, hvor man er sig selv nok i en verden, hvor der ellers vil være stærkere behov for global koordinering end nogensinde før.”
Den internationalt anerkendte og betydningsfulde britiske sociolog sir Anthony Giddens er om nogen manden, der i 1990’erne introducerede begrebet ”globalisering” som et særligt træk ved den moderne verden, vi lever i.
Derfor er det nærliggende at spørge netop ham, hvad han ser i forhold til den verden, vi kigger ind i om 5 til 10 år, når det handler om balancen mellem nationalstat og globalisering. Går vi ifølge Giddens imod en mere afglobaliseret verden, hvor nationalstaterne i stedet vinder terræn?
Overordnet set er svaret nej fra den britiske sociolog. I sit mailsvar på engelsk skriver han, at ”verden er langt mere forbundet end på noget andet tidspunkt i historien, og dette øges kun og er bestemt ikke for nedadgående”.
Som han ser det, er ”den digitale revolution kernen i denne udvikling”. Og her peger han blandt andet på, at covid-19-pandemien har spredt sig hurtigere i hele verden, end vi nogensinde har oplevet før.
”Jeg kalder det for verdens første ’digidemic’ – for vores svar på pandemien har i den grad været formidlet digitalt.”
Giddens mener, at ”den selv samme proces har skabt brud, både inden for de enkelte samfund og på et globalt niveau, og den foregår med et større geopolitisk skifte som bagtæppe, nemlig Kinas og Asiens generelle fremgang”.
Giddens mener dog, at der på visse punkter vil ske omjusteringer, ”måske endda af større karakter inden for visse former for økonomiske forsyningskæder. Men samtidig vil nye former for digital forbundethed mere end genoprette balancen.”
Som eksempel på dette nævner Giddens væksten inden for det, han kalder globotics .
”Det er produktive systemer og tjenester, der udnytter kunstig intelligens og robotteknologi, og som er i stand til at arbejde over ubegrænsede afstande.”
Så konklusionen fra den anerkendte sociolog er derfor: ”Som jeg ser det, er kernebetydningen af globalisering ’gensidig forbundethed’. En forbundethed på tværs af verden. Og forstået på den måde er globaliseringen ikke på tilbagetog.”