”Jeg får jo aldrig mine børns barndom tilbage igen”
6.00 Jeg står op, selvom de to store tvillinger Gaetano og Allegra på syv år først skal være i børnehave lidt før klokken ni, og jeg går hjemme med min yngste søn, Samuel, på to år. Jeg tager et bad og nyder, at børnene sover, og at jeg har en time for mig selv, for det har jeg ikke resten af dagen. Jeg er alene med tre børn, og jeg har valgt at gå hjemme for at passe dem. Egentlig havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive hjemmegående husmoder. Jeg har altid ment, at det var temmelig gammeldags. Jeg er født og opvokset på Lolland, men vi flyttede til Flensburg, da jeg var ni år. Min mor har altid arbejdet. Hun havde sin egen butik, og vi var i butikken eller blev passet af naboer, så jeg har ikke selv gået i institution. Jeg er hoteluddannet, og indtil jeg fik børn, har jeg været ansat på luksushoteller i Schweiz, på Mallorca og i Hamborg. Det var hårde job, og i højsæsonen arbejdede man 12-18 timer i døgnet. Inden jeg fødte mine to tvillinger Gaetano og Allegra i 2007, tænkte jeg, at jeg ville finde et andet job og en vuggestue til børnene. Men efter fødslen fik jeg det sådan, at jeg slet ikke havde lyst til at skilles fra dem. I dag er jeg overbevist om, at mine børn har gavn af, at jeg går hjemme, mens de er små, så jeg har tid til dem. Jeg er skilt, og børnenes far bor i Schweiz og kommer indimellem på besøg. Min beslutning om at gå hjemme skyldes til dels, at jeg er alene med børnene. De har ikke andre end mig, så jeg må give dem al den tid og kærlighed, jeg kan. Økonomisk klarer jeg mig på grund af børnepenge og socialhjælp. Vi har ikke mange penge, men det går.
7.00 Samuel på to år vågner, og jeg har tid til at nusse ham lidt, inden han står ud af sengen. Han får morgenmad, og der er tid til, at han kan tusse lidt omkring. Jeg vasker Samuel og giver ham tøj på.
8.00 Jeg vækker Gaeta- no 0g Allegra. Det er dejligt, at de kan sove så længe. De spiser deres morgenmad, yoghurt med guldkorn, tager tøj på og er med til at smøre madpakker. Det er hurtigere at lave det hele selv, men børnene vil meget gerne være med i køkkenet. Derfor prøver jeg på at inddrage dem. Et af børnene finder madkasser, et andet vasker tomater. Hvis børnene hører efter, hvad jeg siger, har vi god tid. Og det gør de efterhånden. Mine morgener er ikke stressede, men der er hele tiden noget at lave. Smøre madpakker, finde tøj, skifte ble på Samuel.
8.45 Det er tid til, at Gaetano og Allegra skal i børnehave. Børnehaven ligger 10 minutters gang fra min lejlighed. Om vinteren tager vi bilen, om sommeren går vi, hvis vejret tillader det. De elsker børnehaven, og egentlig er den lille nok også klar til at komme i institution. Men jeg vil gerne holde ham hjemme, til han bliver tre år.
9.00 Gaetano og Allegra vinker farvel, og Samuel og jeg går tilbage til bilen og kører ud for at købe ind i et supermarked. Det er en hel oplevelse for ham. Vi møder butiksansatte, der hilser på ham og giver ham en banan og en slikkepind. Og vi møder kunder i supermarkedet, der laver sjov med ham.
10.30 Vi kører hjem og tømmer bilen sammen. Han elsker små ting som at være med til at tømme skraldespanden. Jeg laver frokost, og vi spiser varm mad, inden Samuel skal have sin middagslur.
12.00 Samuel sover middagslur i sit værelse, mens jeg rydder op, vasker op og sætter tøj over i vaskemaskinen. Tiden flyver af sted, og Samuel vågner som regel ved 14.30 tiden. Jeg gør ham klar og giver ham lidt at spise, og så går vi ned til børnehaven.
.00 Børnehaven luk- ker 15.15, så vi skal hente Gaetano og Allegra inden da. De elsker deres børnehave så meget, at de ikke altid vil med hjem.
.20 Vi er hjemme igen i min gode to etagers lejlighed med en stor græsplæne udenfor. Når tvillingerne kommer hjem, skal de selv lægge deres tasker på plads og sætte madkasserne i opvaskemaskinen. Jeg lægger vægt på, at de bliver selvhjulpne. Ellers kan jeg ikke få tingene til at fungere, når jeg er alene med tre børn. Og samtidig er det godt for dem, og de vil gerne hjælpe. De spiser en mellemmad og går så ud på græsplænen foran huset og leger. Jeg begynder at lave mad, mens Samuel tuller rundt.
17.30 Vi spiser varm af- tensmad. Jeg laver gammeldags retter som høns i asparges, benløse fugle og millionbøf og nogle gange hjemmelavet pizza. Retterne bliver lavet fra grunden, og jeg køber ikke færdigmad. Børnene hjælper med at tage ud af bordet, og vi er sammen om at fylde opvaskemaskinen.
19.00 Børnene ser bør- nefjersyn, mens jeg rydder op.
19.30 De to store pak- ker deres tasker med gymnastiktøj, og hvad de skal have med næste morgen. Så børster de tænder og tager nattøj på. Jeg gør Samuel klar til natten.20.00 Alle tre børn er gået i seng. Jeg rydder op sætter mig i sofaen og er meget træt. Dagene ligner hinanden, og jeg har ikke så mange penge, som hvis jeg arbejdede. Ferier har vi ikke råd til, men hvert andet år lejer mine forældre et sommerhus i Danmark, hvor hele familien samles. Alligevel er jeg glad for, at jeg har haft muligheden for at gå hjemme med børnene, mens de er små. Jeg ved godt, at nogle forældre i Danmark sender deres børn i institution til klokken fire eller fem om eftermiddagen. Jeg synes, det må være hårdt for forældre og børn at undvære hinanden så længe, og jeg tror, det gør mine børns tilværelse mindre stressende, at jeg ikke er på arbejde. Barndommen er kort. De er mine børn, og jeg vil gerne opdrage dem. Jeg tror, det giver dem en tryghed, at de er hjemme hos mig de første par år.
Efter sommerferien skal tvillingerne i skole, og så ændrer deres liv sig. Samuel bliver tre år til januar, og så er det slut. Så skal han i børnehave, og jeg skal finde et arbejde. Det bliver et andet liv.
”Vores børn får meget ud af at gå i institution”
6.45 Vækkeuret ringer. Min kæreste Rasmus og jeg står op. Børnene får lov at sove lidt længere, for de er begge to dødtrætte for tiden og svære at få op. Vores yngste, Liv, på knap tre er startet i storebror Oskars børnehave for en uge siden. Og det er stadig hårdt. For dem begge to. Det første Oskar siger, da han vågner, er: ”Jeg vil ikke i børnehave.” Lidt naivt troede jeg, det ville være fryd og gammen, når vores to børn kom i samme institution. De har begge gået i vuggestue men først fra de var halvandet år. Det har kostet blod, sved og tårer, og vi havde en lille økonomi, da vi fik børn. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi er selvstændige. Jeg er journalist, og min kæreste er fotograf.
Vores arbejde betyder også, at vi kan give vores børn korte dage i institutionen, selvom vi i gennemsnit arbejder 37 timer om ugen. De er ikke i institution over 30 timer om ugen.
7.30 Morgenmaden er hyggelig nok, selvom ungerne skændes noget om, hvem der skal sidde ved siden af, eller allerhelst oven på, mor. Den lille er tydeligvis morsyg oven i sin børnehavestart, og den store er jaloux på sin søster, der har møvet sig ind på hans børnehave-enemærker. Det er i hvert fald min analyse. Men det spiller nok også en rolle, at det mest er deres far, der henter og afleverer for tiden. Jeg arbejder og arbejder for at blive klar til sommerferien.
Som selvstændige laver vi både opgaver sammen og hver for sig. For tiden er vi ved at redigere en film sammen, og så flyder arbejde og privatliv for alvor sammen. Dét er hårdt, men da Oskar i sin børnehavevægring nægter at tage tøj på, er det i det mindste rart at kunne tage sig nogenlunde god tid til at komme ud ad døren i ok stemning.
9.00 Det går også ok med at få vinket farvel i børnehaven. Der er en god voksen med tid og overskud til at være opmærksom på begge børn. Jeg kan ånde lettet op og køre hjem til redigeringsprogrammet og arbejdsdagen uden alt for dårlig samvittighed. Det er meget svært at køre direkte fra et grædende barn og på arbejde, og det slipper vi for i dag.
12.30 Efter frokost kører jeg ind til byen og arbejder på mit kontor derinde. Det er virkeligt rart at komme væk hjemmefra. Jeg og min kæreste har i høj grad indrettet vores liv efter de holdninger, vi har til institutionslivet: Vores børn får meget ud af at gå i institution først og fremmest kontakt med andre børn. Men det skal bestemt ikke overdrives, og jeg nægter at tro, at nogen små børn har godt af at være i selv en rigtig god institution otte-ni timer dagligt. Grundlæggende synes jeg, at er vi vanvittigt privilegerede, at vi bor i et velfærdssamfund med nogenlunde lige muligheder for kønnene og ok pasningsmuligheder. Men det skal ikke være en undskyldning, hverken for politikere eller den enkelte familie, for ikke at arbejde hen mod bedre institutionsliv for ungerne.
17.00 Da jeg kommer hjem igen, er Rasmus og ungerne på biblioteket. Rasmus har, som normalt, hentet dem klokken 15. Jeg har et velsignet øjeblik i en solplet i haven. Da de kommer hjem, klistrer den mindste sig til mig og leger baby indtil aftensmaden. Hun er børnehavetræt og har ikke sovet middagslur. Det er nu ellers én af pointerne i at hente tidligt: At børnene normalt er ret friske til at lege og få noget ud af eftermiddagen derhjemme. De gange, vi henter sent, er det svært rigtigt at få noget ud af hinandens selskab, så handler det mere om at komme sig oven på en lidt for lang dag. Pjevsklisteriet stresser mig lidt. Vi skal som sagt på ferie lige om lidt, og vi har lejet vores lejlighed ud, mens vi er væk. Lejligheden er normalt så beskidt, at bedstemødrene straks finder en frisk karklud og begynder at tørre ting af, når de kommer på besøg. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan man både kan have et job og nogle børn og samtidig holde hus og have pænt og ryddeligt.18.00 Aftensmad be- høver vi heldigvis ikke at tænke på. Vi bor i bofællesskab og skal kun lave mad en enkelt gang om ugen. I dag spiser vi lasagne og salat ved bordene i haven, og selvom jeg ikke sidder stille ret længe ad gangen, fordi den mindste hele tiden liiige skal tisse eller liiige skal noget andet, føles det luksusagtigt. Efter aftensmaden leger Oskar med sine bofællesskabsvenner endnu en fordel ved at bo flere familier samlet.
19.30 Rasmus ordner nogle af de tusinde ting, der hele tiden er at ordne, og jeg putter mit nu helt overtrætte mindste børnehavebarn efter at have efterfodret hende med havregrød. Så er der, for en gangs skyld, tid og ro til lidt mor-alene-tid med Oskar, da det også bliver tid til at putte ham. Vi ser Rasmus Klump og læser godnathistorie og har det rart, mens Rasmus rydder op, pakker til ferien og arbejder. Selvom Oskar ligger i sengen kvart over otte, sover han først to timer senere. Det er ikke normalt og meget frustrerende. Undervejs klager han over ondt i maven og armene og benene og hvad som helst. Jeg tilskriver det en slags reaktion på, at hans søster er begyndt i børnehave. Han føler sig vildt ansvarlig for hendes velbefindende, og det må være hårdt. Og måske også en reaktion på, at vi som forældre er lige lovligt pressede for tiden han har et følsomt gemyt og reagerer hurtigt på manglende nærvær og på forældre-vris.
23.00 Vi går i seng og skal så tilpas tidligt op i morgen, at vi formår at styre uden om den ellers lokkende fjernsynsfælde.
