Et af mine mål er at rydde op i fordomme, især mine egne, opdage dem og vende dem. Humor handler hele tiden om at finde en vinkel og så vende den igen og igen. Altså at forsvare det, som ingen forsvarer, eller udlevere det, alle elsker.
Hvis dette var en retningslinje for et liv, ville den ramme Ditte Hansens meget godt. Den 184 centimeter høje blonde skuespiller, der er mest kendt for at spidde neurotiske og frustrerede kvindetyper i skarp satiresovs ikke mindst i monologen Bitterfissen tager faktisk humor og det at underholde meget alvorligt.
Revnerne er det interessante, dér, hvor lyset kommer ind. Alt det, som ikke er perfekt, er interessant. Mennesket, der glider i en bananskræl, ikke slår til, prøver og kæmper. Det er interessant at se på, fordi det giver os alle frihed. Hvis nogen står på en scene og er mangelfuld, hahaha, det er ligesom mig, jeg må også!
Mange år af sit liv brugte Ditte Hansen på at ville være perfekt, nu bruger hun ifølge sig selv rigtig meget tid på ikke at være det.
Det er en skøn frihed at være godt tilfreds med at være fuld af fejl!, konstaterer hun.
Som så ofte i tilværelsens mysterier ligger sandheden også her gemt i paradokset. For i takt med at hun har sluppet perfektionisten i sig selv, er selvværdet og modet til at være sig selv steget tilsvarende.
På spørgsmålet om, hvad hun selv mener, hun giver publikum, indtræder en lang tænkepause. En blandt mange. Faktisk opfatter Ditte Hansen slet ikke sig selv som sjov, men som tænksom og alvorlig. I løbet af interviewet bryder hun dog lige så ofte ud i en lys latter.
Teatermaskerne med smil og tårer side om side er sigende for Ditte Hansens indstilling til tilværelsen. De er to sider af samme sag, og ingen af delene kan undværes. Dog insisterer hun på, at selv bidende satire skal have varme og indlevelse. Og i humor når man længst, mener hun, når man inddrager sine egne svagheder.
Jeg bilder mig ikke ind, at jeg gør meget mere end at underholde, men det er også en rigtig fin ting. Jeg tager jo folks tid, som er dyrebar. Og måske kan jeg som kvindetype inspirere andre til at være en, der står frem og tager sin plads, siger hun.
Allerede som barn oplevede Ditte Hansen at skille sig ud fra de andre børn. Hun var ivrig efter at stå på scenen i skolekomedierne, gå forrest og tage initiativ, og det var bestemt ikke trendy, fortæller hun. Hak i tuden hørte med til dagens orden, fortæller hun. I dag har hun lagt forventningen om, at alle skal elske én, på hylden. Som en anden vigtig retningslinje i hendes liv værner hun om friheden til ikke at gå for meget op i, hvad andre, inklusive pressen, mener om hende. Ofte svarer det nemlig ikke til hendes egen oplevelse af indsatsen, mener hun.
Jeg husker tydeligt følelsen af at møde mine mennesker, jeg gik i 8. klasse. Vi lavede skoleradio og var helt opslugt af det. Jeg oplevede et fællesskab, her var fedt at være, man kunne være kreativ og være den, man var! Jeg har i det hele taget meget lidt tendens til, at græsset er grønnere på den anden side. Det er lige her, det sker!
Og sådan har skuespilleren det også i disse dage i DR Byen, hvor hun i samarbejde med Lisbeth Wulff og Heinrich Christensen omformer radiosatireprogrammet I hegnet til tv. Om kort tid optræder Ditte Hansen i Scener fra et ægteskab af Bergman på Folketeatret. Så i Shakespeares Trold kan tæmmes, til december er hun vært ved DRs julekoncert, og til næste sommer optræder hun i Cirkusrevyen, som hun er fast deltager i. Bag de mange bolde ligger en nøje udvælgelsesproces, freelancerens frihed og åg til at sige ja og nej.
Hvordan pejler du dig ind på de rigtige job for dig?
Det handler stadig mere om, hvilke mennesker der er. Hvem mere end hvad. Hvor svinger den menneskelige dynamik? Selvom det giver status og kan gavne ens karriere at optræde i tv-sammenhænge som talkshow, til middag hos og stå frem som privatperson, prøver jeg at fravælge det. Det er ikke rart, jeg bliver ved siden af mig selv. Jeg foretrækker at tage fat i et stykke arbejde, forberede det, start, midte, slut. Jeg er ikke glad for bare at være en klovn.
Til gengæld sparer Ditte Hansen ikke sig selv, når hun skal udvikle de figurer, hun ynder at spidde.
Det er en måde at iagttage verden på. Alt står for skud, først og fremmest mig selv. Borgerliv, skoler, institutioner, myndigheder. Hvad gør mig glad, hvad undrer mig, også private ting, også min egen mor. Hvor er vinklen, hvor gør det ondt, hvor lærer vi noget, hvor tager vi fejl?
Ditte Hansen voksede op i et hjem, hvor der både blev læst og leget meget. Hendes far var økonom og hendes mor skoleinspektør, og den intellektuelle tilgang til det at skrive replikker og lave teater har hun taget med sig. I hendes familie var der dog også meget drama, fortæller Ditte Hansen, skilsmisser, alkohol, konflikter og utryghed. I forhold til sit eget privatliv er drama noget, hun kategorisk har lagt fra sig. Der insisterer hun på ordentlighed, tryghed og at tage hånd om det, der ikke er sundt.
At Ditte Hansen elsker sit arbejde, bliver fuldkommen opslugt af det og bruger alt, alt for megen tid på det, ligger fast. Som skuespiller er hun stadig perfektionist, tilføjer hun, blot ikke som menneske. Og her ligger et betydeligt dilemma mellem arbejdsiveren og forældreforpligtelsen for sine børn, kærligheden til familien og til arbejdet. Hun har en ekstremt dejlig og kærlig mand, der som skuespiller selv forstår dilemmaet. Alligevel er det en indre konflikt, som fylder meget.
Har du en forkærlighed for moderfiguren?
Der er også mange andre roller. Men det særlige ved moderrollen er, at der er så mange forventninger til hende og begrænsninger. Moderskabet er et sted, hvor vi er svage og ikke slår til, lige meget hvad vi gør. Det er jo interessant. Kvinders forventninger til hinanden som mødre er meget høje. I modsætning til os er mænd ligeglade med, hvordan andre mænd er fædre. Vi dømmer hinanden.
Har du en strategi for at overleve dilemmaet?
Når jeg vælger at arbejde så meget, så skal det gøre mig glad. Det skal ikke både være så meget og så være noget møg. Mange arbejder og arbejder, og så går de hjem og brokker sig. Så lad dog være!, siger Ditte Hansen med en høj latter og banker i bordet i et af DR Byens mange åbne atriummer. Her har vi slået os ned efter en arbejdsdag, hvor hun netop har skrevet satirereplikker om mødre og deres genvordigheder.
Jeg får i hvert fald sendt et signal til mine børn om, at det her giver mig energi, jeg kommer glad hjem fra arbejde. Hvis jeg kom trist hjem fra arbejde, var det ikke i orden at prioritere sådan over for dem. Når jeg er i sammenhænge, som dræner mig, giver mig hovedpine eller gør mig trist, så prøver jeg at flytte mig og vælge det fra, fortæller Ditte Hansen.
Har du ikke brug for åndehuller i et intenst liv?
Meget lidt. Jeg lader op, mens jeg arbejder, og når jeg er sammen med min familie. Jeg har ikke ret meget brug for at være alene. Helt praktisk skal der i løbet af en uge være to aftener og en formiddag i kalenderen, som står tomme. Det kan sagtens være, jeg arbejder i det tomrum, men så kan jeg i tanken tage det roligt. Det er også o.k., hvis der ikke er noget tomrum i to uger, men så skal der være det bagefter. Det er sådanne grænser, jeg overskrider hele tiden, griner hun overbærende.
Kommer du så til at kompensere over for din familie?
Faren er, at man også kommer på arbejde derhjemme. Man bliver meget effektiv i stedet for at sætte sig ned og bare være. Her er jeg med mit nærvær, det er jo det, de har brug for. Nu skal jeg nok tømme opperen, lave maden, lektierne med børnene, kontakter med skolen. Jeg skal nok og undskyld. Men det er jo slet ikke den kontakt, de har brug for.
Så det undgår du?
Nej, det gør jeg i høj grad! Jeg gør alt det, man ikke bør, men ved det godt. Og sidenhen bruger jeg det måske i noget satire. Så det indgår altsammen i et kredsløb. Alle mine mangler og begrænsninger er mine inspirationer og andres også!
Hvad har især hjulpet dig, når du har stået over for kriser?
Selvom jeg over for mit eget liv kan sky konflikter, så har det faktisk været at gå ind i problemerne. Hvad er det vigtige, hvem er de vigtige mennesker i det, hvad handler det om, og hvad skal der til? Så går vi hele vejen og handler på det. For vil man have en sund familie, må man også tage hånd om det, der ikke er sundt, siger Ditte Hansen, der selv har haft gavn af både par- og familieterapi.
Nogle gange sker der bare noget, man bliver nødt til at tage hånd om nu og her. Det var den største gave, jeg kunne give til min familie. En terapeut, der sagde, hvad siger I, børn, hvordan er det at være børn i denne familie? Jeg tænkte: Åh, hvor er det godt, at jeg kigger og får nogen til at hjælpe mig med at se klart. Det handler om at turde se sin egen svaghed, for det er jo kun den voksnes ansvar, når man går i familieterapi, aldrig barnets. Så som forældre er det at gå til spanking.
Så din styrke er evnen og modet til at se på det, der er svært i dig selv?
Ja, det oplever jeg! Jeg er blevet skudt i skoene, at jeg fortrænger og ser for lyst på tingene, så det virker også paradoksalt. Men det er nok en evne til at slippe det igen bagefter. Kigge på det, gå ind i det og så lægge det helt fra sig igen. Jeg har det nok med at glemme ting... og ikke bære nag.
Hvad føler du, du har til gode i livet?
Det første, der slår mig, er, at jeg har til gode at bestemme. At være leder. Lige nu har jeg slet ikke lyst, men jeg har en fornemmelse af, at jeg burde. Jeg er jo kun 40 år, så måske kommer lysten med tiden. Det kunne være leder af et teater. Jeg kunne gå sammen med nogle bestemte mennesker om at lave det fedeste teater, der findes, vi kunne skabe et helt nyt sprog eller form! Men igen handler det meget om med hvem. Jeg synes, det er sjov-est, når der er nogen at lege med!.