Søren Espersen er med egne ord vokset op i et rigtigt kirke-skole-hjem. Begge hans forældre var skolelærere, hans far var desuden degn, og fra han var tre år, fik Søren Espersen en fast plads i kirken ved siden af sine søskende. Bibelens lærdom har fulgt ham siden, og for ham er De 10 Bud naturlige retningslinjer i hans liv.
Min far gennemgik De 10 Bud punkt for punkt. Det foregik stille og roligt på en troskyldig måde, så De 10 Bud blev en naturlig del af min børnelærdom, som har fulgt mig siden. Det er fornuftige og rigtige retningslinjer for, hvordan vi mennesker skal gebærde os over for hinanden. Og essentielle retningslinjer for det jødiske og kristne folk, som jeg selv er en del af, siger han og tilføjer, at Luthers katekismus også lå fremme.
Ud over De 10 Bud er Luthers nådegave, som for ham er frimodighedens gave til at gå ud i verden og virke, de grundlæggende retningslinjer i Søren Espersens liv.
Vi møder folketingsmedlem og tidligere pressechef for Dansk Folkeparti på hans luftige kontor i Provianthuset, afskærmet fra Christiansborgs mylder og med udsigt til grønne træer.
Familieportrætter af hustru og børn, et portræt af partiforkvinden, Pia Kjærsgaard, og oliemalerier indrammet i mørke 1800-talsrammer, som beskriver danske bønders hverdag, hænger på væggene. Gedigne mahognimøbler og et mørkegrønt sofaarrangement under vinduet, hvor hans sekretær har skænket kaffe, indbyder til refleksion og fordybelse. Historien, nationen og slægten træder tydeligt frem.
I modsætning til hvad man måske ville forvente, fremstår Søren Espersen som en pragmatisk mand, der sætter en dyd i at sætte spørgsmåltegn og rejse kritik af givne konventioner og sandheder. Og hvordan hænger dét så sammen med De 10 Bud, som er hans vigtigste retningslinjer i livet?
For Søren Espersen hænger det sammen med de første bud, som handler om menneskets forhold til Gud.
At man ikke må have andre guder eller lave afgudsbilleder, er nok det vigtigste for mig, og det ser jeg desværre ske i stor stil i dagens Danmark. Der er en dyrkelse af menneskerettigheder, humanisme og bestemte styreformer som demokrati, som det er blevet næsten kættersk at sætte spørgsmålstegn ved. Menneskerettighederne kan da nok være fornuftige, men det var altså advokater i Genève i 1950erne, som skrev dem ikke Gud. Det er mig uforståeligt, at mennesket skulle have guddommelige rettigheder, hvorfor så ikke kræve retten til evigt liv?, spørger han med slet skjult sarkasme.
Når noget menneskeskabt bliver gjort helligt, bliver det en ny religion, og det er afgudsdyrkelse, der vil noget. Det første bud handler om ikke at puste sig op på linje med Vorherre, men erkende, at man bare er et menneske. Ifølge luthersk teologi er det væsentligste, at der ingen mellemstationer er mellem mennesket og Gud. Der skal være direkte adgang til Gud, og derfor er for eksempel det at tilbede en helgen spottende afgudsdyrkelse, siger han.
Søren Espersen udvider argumentationen til at omfatte alle systemer, hvor menneskeskabte konventioner opfattes som hellige og urørlige.
Jeg frygter systemer som det muslimske, hvor politik og religion er uløseligt viklet ind i hinanden, og hvor Guds ord er en byrde, man skal bære på sine skuldre. I Danmark opfatter de fleste Bibelen som skrevet af mennesker og tager ikke dens ord bogstaveligt. I den jødiske Talmud (samling af jødiske lovtekster, red.) er det netop meningen, at alt skal vendes og drejes. At sætte spørgsmålstegn og rejse kritik er faktisk forudsætningen ved studiet af Talmud. Og endnu vigtigere, livet kommer altid før de moralske forskrifter. Vi har som mennesker det frie valg, og det skal vi bruge.
Du må ikke misbruge Herren din Guds navn det handler i det politiske liv om, at man ikke må bruge Vorherre som argument for eget politisk ståsted. Søren Krarup og Jesper Langballe (præster og folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti, red.) bliver ofte kritiseret af politiske modstandere med argumentet, hvordan kan I være så onde, når I er kristne præster? Men jeg bryder mig ikke om ideen om, at nogen skulle have særlig patent på, hvad det vil sige at være kristen. Eller at man skulle være særlig god af den grund. Det bliver blot et skalkeskjul for at fremføre sin egen verdslige politik. Jeg går ind for en Berlinmur mellem privat åndeligt liv og verdslig politik, siger han.
Søren Espersen kalder de øvrige bud for universelle. De er moralske forskrifter, som han kalder for sunde og opretholdende, og som ifølge ham nok kan findes i mange samfund i forskellige variationer. Ikke desto mindre er buddene for ham ment som inspiration og ideal, ikke som en ufravigelig lov.
At kigge ud i verden, handle i den og i det hele taget leve for fællesskabet er for mig det vigtigste. Vi skal ikke sætte os op på en søjle, kun kigge indad og ville være perfekte, men gå ind i livet og agere der, hvor vi er sat. Netop dét er den frimodighed, som nådegaven giver. Jeg kender da ingen, som overholder De 10 Bud, for det kan ikke lade sig gøre. Men vi kan have rettesnore, som vi stræber efter. Vi må erkende, at vi er født som syndere, men alligevel ufortjent får Guds kærlighed og nåde, siger han.
At ære sin far og mor er en god ting, men er der nogensinde nogen, der til fulde har overholdt det bud?, spørger han retorisk og svarer selv.
Jeg opfatter far og mor i udvidet forstand som slægten. Det betyder, at man skal ære og kæmpe for sin slægt og sit land. Selvom vi lever i en globaliseret tid, hvor de enkelte landes særtræk udviskes, betyder det ikke, at man bare skal lade stå til. Så det bud er for mig en slags understrøm for mit politiske arbejde.
Du må ikke bryde et ægteskab synes jeg grundlæggende er et rigtigt bud. Men jeg er selv blevet skilt engang. Du må ikke bedrive hor, ja, selv tanken er syndig, og vi gør det jo allesammen. Målet er ikke at gå rundt med permanent dårlig samvittighed og påføre sig selv pinsler, for dårlig samvittighed er ikke liv! I middelalderen havde man hos de fleste religionen som staffage. Bagom det levede man et verdsligt liv, som man lystede. De fleste mennesker har gennem historien levet, som de lystede bag om samfundets moralske forskrifter. Og en pragmatisk tilgang til tilværelsen er også det sundeste, tror jeg siger han.
Du må ikke dræbe det var et påbud til det jødiske folk for at værne om stammen. Siden indførtes henrettelser i Israel i erkendelse af, at buddet ganske enkelt ikke kan overholdes. For det ville betyde, at man ikke kunne være soldat, forsvare sit fædreland og sin familie. Og i erkendelsen af, at vi ikke kan overholde buddet, ligger erkendelsen af, at vi er syndere. Vi er med andre ord ikke Vorherre og skal heller ikke prøve at være det. Dér kommer nåden ind som frelsende. For kan vi holde alle bud, ender vi som i historien om konen i muddergrøften. Hun fik mulighed for at få alle sine ønsker opfyldt, fik storhedsvanvid og ville være Vorherre. Hvorefter hun endte lige lukt tilbage i muddergrøften, hvor hun kom fra, fortæller den tidligere pressechef, som tydeligvis er i sit rette element med at fortælle og argumentere.
At vi er skabt i Guds billede, betyder ikke, at vi ligner ham med næse, øjne og mund. Det betyder, at vi er skabt som skabende væsener med evnen til at sætte vores aftryk på verden. Mange troende holder sig tilbage. De tænker, at de ikke må ændre Guds gave og blande sig i naturens orden. Folk er bange for at pode en pære, men jeg mener, at vi skal gribe de muligheder, vi får. Genmanipulation betyder jo også, at det bliver muligt at brødføde hele verden. Måske er det meningen, at vi selv skal finde løsninger på vores problemer ved at gå ud i verden og udnytte vores muligheder.