Måske forstår vi universet lidt bedre, når 23-årige Albert Sneppen har forklaret det

Sammen med et hold forskere fra Niels Bohr Institutet gør den 23-årige astrofysiker Albert Sneppen op med den hidtidige forståelse af stjerner i andre galakser

Måske forstår vi universet lidt bedre, når 23-årige Albert Sneppen har forklaret det
Foto: Ola J. Joensen/Niels Bohr Instituttet.

Albert Einsteins navnebror og yngre kollega, 23-årige Albert Sneppen, åbner porten ind til Regensens gårdhave. Det er her under kollegiets store træ, vi skal sidde og tale om universet. Det blæser lidt køligt, og der går mor i journalisten: ”Kommer du ikke til at fryse,” spørger hun med et blik på hans korte ærmer.

”Jeg henter lige en sweater,” nikker Albert Sneppen.

Sin alder til trods har den unge astrofysiker, som studerer på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet, allerede har gjort flere skelsættende opdagelser.

Først regnede han sig som 22-årig frem til, at universet spejler sig i kanten af de sorte huller.

”For 100 år siden opdagede Einstein, at lys bøjer rundt om noget, der er meget tungt eller massivt - for eksempel sorte huller,” siger Albert Sneppen og forklarer, at det var på ryggen af den viden og en masse matematisk data, at han fandt en ligning, som beskriver, hvordan universets lys reflekteres langs siderne af de sorte huller som i et tryllespejl, fordi man i spejlbillederne kan se milliarder af år tilbage i tiden.

”Først tænkte jeg, at jeg måtte have lavet en fejl, men den var god nok,” siger Albert Sneppen, der beskriver det at have løst en gåde, som har undret fysikere i 40 år, sådan her:

”I det øjeblik, hvor de mennesker i verden, der ved det, er begrænset til en selv og ens søster … det var en god fornemmelse, som jeg håber at få lov til at opleve et par gange til,” siger Albert Sneppen, der fejrede gennembruddet alene med et glas rødvin i solen i Kongens Have.

Og nu er Albert Sneppen klar med endnu et skelsættende forskningsresultat. For sammen med et hold af forskere fra Niels Bohr Institutet gør han op med den hidtidige antagelse, at sammensætningen af stjernerne i vores og andre galakser er ens. For det er de ikke. Studiet, der udgives i det videnskabelige tidsskrift The Astrophysical Journal onsdag, bygger på en analyse af 140.000 galakser.

”Da fjerne galakser er varmere, og da stjerners sammensætning dannes efter temperatur, må stjernerne derude nødvendigvis være forskellige fra dem i Mælkevejen,” siger han og sammenligner den hidtidige viden om stjerner i fjerne galakser med et isbjerg.

”Man ser toppen af isbjerget, og ud fra det, vi ved om vores egne stjerner, har man gættet på, hvordan resten af sammensætningen ser ud. Men det virker jo kun, hvis toppen af isbjerget består af det samme som det, vi kender, og det gør det ikke. Derfor skal vi revidere meget af det, vi troede, vi vidste,” siger Albert Sneppen.

Hvis det lyder lidt indviklet, er det fordi, at det er det. Men opdagelsen har en lang række implikationer for, hvordan vi afkoder stjerner fremover.

Foto: Foto: Ola J. Joensen/Niels Bohr Instituttet

Når han arbejder med universet, tænker han så på andet end fysik – på, om der er spor af, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen?

”Jeg tænker i hvert fald, at det er tydeligt, at der er orden i universet, og at det er filosofisk spændende, at vi er i stand til at beskrive den orden med et sprog, vi selv har fundet på, nemlig matematik. Det er jo ikke åbenlyst, at vores tanker skulle virke. Men jo mere vi bygger op, jo mere forstår vi, og jeg synes, det er ret vidunderligt, at vi er i stand til at foretage dybe iagttagelser af hele den kosmiske historie,” siger Albert Sneppen.

Er han sådan en, man i gamle dage ville kalde et vidunderbarn?

”Jeg tror bare, jeg har været heldig med det, jeg har kastet mig ud i, jeg kunne lige så godt have fejlet,” siger han beskedent.

Og så har han været heldig med dem, han har haft omkring sig både på studiet og i barndommen.

”Som barn accepterede min familie min nysgerrighed. Mine storesøstre, mine forældre, min far er fysiker, og min bror lod mig bare spørge og spørge.”

Albert Sneppens første aha-oplevelse med tal var, da en af hans storesøstre i en sommerferie, da han var fem år, lærte ham talrækken.

”Jeg havde svært ved at placere tallene halvtreds og halvfems, for i min logik måtte halvfems have et femtal i sig, mens halvtreds mindende om tres og burde skrives med noget, der lignede et 6-tal. Men til sidst fik jeg de to tal til at ligge, hvor de skulle i rækken. Det var en stor aha-oplevelse,” smiler han.

På spørgsmålet om, hvad han interesserer sig for ud over fysik, trækker han lidt på svaret:

”Jo, jeg kan godt lide at male, jeg er ikke særlig god til det, men det får mine tanker over på et lærred. Og så bare det at bo her,” siger han og slår ud med hånden mod den gamle kollegiegård med opgangene til værelserne.

”Det er spændende, det der med at blive voksen. Jeg kan godt lide orden i matematik, men hverdagen må gerne være lidt kaotisk. Og med hensyn til madlavning er jeg ved at avancere fra spaghetti med tomatpuré.”

Albert Sneppen er netop gået i gang med sit speciale. Det handler om to små, men meget tunge stjerner, der for et par år siden stødte ind i hinanden.

”Når man har to meget tunge stjerner, der er kredsløb om hinanden, begynder de at udsende en bølge i rum og tid, og når de gør det, afgiver de en smule energi, som får dem til at spiralere ind mod hinanden, indtil de rammer, eksploderer, og med tiden bliver deres kerne – formentlig – til et sort hul. Det forstår man ikke rigtigt.”

Men det gør vi, når du er færdig med specialet?

”Måske lidt bedre” ler han.