Vaccine-kapløb spidser til, dansk minkavl skal på museum, og Biden opfordres til opgør med kristne skoler

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Til dagens morgensamling kan du blive klogere på blandt andet corona-vaccinen, en opfordring fra en LGBTQ-organisation til den kommende amerikanske præsident og planerne om at udstille dansk minkavl på et museum.
Til dagens morgensamling kan du blive klogere på blandt andet corona-vaccinen, en opfordring fra en LGBTQ-organisation til den kommende amerikanske præsident og planerne om at udstille dansk minkavl på et museum. Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix og Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix.

Støjberg kritiseres for Trump-retorik
Det var lidt af et særsyn, da traktor efter traktor lørdag fyldte Aarhus’ og Københavns gader i protest mod epidemiloven. Demonstrationerne, der var arrangeret af gruppen ”Oprør fra landet”, havde indtil flere prominente politikere på talerstolen, der alle tordnede mod regeringens ulovlige ordre om at aflive alle danske mink.

”Vi skal have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksens magtarrogance,” lød det blandt andet fra Inger Støjberg (V) til de mange hundrede fremmødte.

Og den udtalelse er faldet flere – på venstre- såvel som på højrefløjen – for brystet. Forargelsen skyldes, at Støjberg gjorde brug af et udtryk, mange efterhånden vil forbinde med den amerikanske præsident Trump: drain the swamp. De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, reagerede prompte på det sociale medie Twitter ved at kalde udtalelsen for ”splittelse i sin essens”, mens Venstres egen formand, Jakob Ellemann-Jensen, måtte understrege, at talen ikke skulle ses som udtryk for Venstres politik. Det skriver Jyllands-Posten.

Vaccine-kapløbet spidser til
Der er også nyt om den længe ventede corona-vaccine. Senest er det kommet frem, at briterne måske ender med at være de første, der kan modtage det lille stik som beskyttelse mod virussen. Det skriver Ritzau. Ifølge regeringskilder har de britiske sundhedsmyndigheder fået besked på at være klar til at administrere vaccinen allerede fra den 1. december. Det så ellers ud til, at USA ville blive det første land til at godkende en vaccine med mulighed for distribution allerede fra 11. december.

Herhjemme er både Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut fortsat forsigtige med at melde nyt ud om en vaccinestrategi. Til gengæld kan vi regne med, at et tilbud om vaccine bliver både gratis og frivilligt, fortæller Socialdemokratiets sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff ifølge Ritzau.

LGBTQ-gruppe opfordrer Biden til opgør med kristne skoler
En af USA’s førende LGBTQ-organisationer, Human Rights Campaign, opfordrer i en kampagne den kommende præsident Biden til at se nærmere på landets kristne skoler. Det skriver netavisen The Christian Post. Organisationen mener nemlig, at Biden bør fratage skoler deres akkreditering – et mærkat, der skal vise, at skolerne lever op til landets læringsstandarder – såfremt undervisningen bygger på en bogstavelig tolkning af bibelen i spørgsmål om for eksempel ægteskab og seksualitet. Opfordringen kommer, efter at Joe Biden under præsidentvalgkampen lovede at kæmpe for homoseksuelles rettigheder i USA og på verdensplan. Vælger Joe Biden at følge opfordringen, kan det ende med at få voldsomme konsekvenser for de pågældende skoler, mener flere.

Black Friday har konsekvenser for lagerarbejderes helbred
Otte ud af 10 lagerarbejdere frygter for deres helbred, viser en ny undersøgelse ifølge Fagbladet 3F. Undersøgelsen blev offentliggjort i dag, den første dag i den såkaldte Black Week, der hvert år giver danskerne mulighed for at tage forskud på julegaveindkøbene ved at købe varer til stærkt nedsatte priser – ofte på nettet. Men forbrugsfesten kommer altså ikke helt uden konsekvenser, for på de lagre, hvor indkøbene bliver pakket, frygter hele 81 procent af de ansatte at blive fysisk nedslidt som følge af et hårdt arbejdspres. Det skyldes blandt andet konkurrence fra internationale giganter som Amazon, lyder begrundelsen.

Byråd ændrer navn på gade opkaldt efter antisemit
I Oslos byråd har der det seneste halvandet år udspillet sig en meget principiel diskussion om, hvor meget man i nutiden må gå ind og bortcensurere fortidens ugerninger. Sagen omhandler en gade i Oslo, der er opkaldt efter Marta Steinsvik – en norsk forfatter, kvindesagsforkæmper og erklæret talsmand for antisemitisme. Sagen har voldt problemer, for vil man ændre et gadenavn i Oslo kommune, kræves det, at navnet udgør en ”betydelig praktisk ulempe”. I dette tilfælde er der altså opstået uenighed om netop det: Byrådet mente i udgangspunktet ikke, at der formelt set kunne være tale om en praktisk ulempe, mens formanden for Det Mosaiske Trossamfund kaldte udmeldingen ”en bagatellisering af antisemitisme”. Nu nærmer sagen sig alligevel en afslutning, og Marta Steinsviks Vej ser ud til at få en nyt navn, skriver netavisen Vårt Land:

”Mange historiske personer havde holdninger, der falder igennem set med vore øjne,” erkender en byrådsrepræsentant.

Dansk minkavl skal på museum
Dansk minkavl skal dokumenteres for eftertiden. Sådan lyder det fra Det Grønne Museum i Auning, der har iværksat en indsamling af data fra erhvervet. Indsamlingen sker med henblik på at oprette en udstilling, der skal indeholde viden om arbejdsprocesser og avlsforhold såvel som genstande og personale-beretninger fra den danske minkproduktion, der har eksisteret i snart 90 år.

”Det, der sker i øjeblikket med coronapandemien og minkaflivningerne, er Danmarks- og verdenshistorie. Det er vores ansvar at få det dokumenteret, så folk også om 50, 100 og 500 år kan få et indblik i, hvad der skete dengang,” fortæller museets direktør Anne Bjerrekær til TV 2.