Fra nysgerrigt barn til international kunstekspert: Ordrupgaard har været med hende i 60 år

Det er efterhånden 60 år siden, at Anne-Birgitte Fonsmark første gang satte sine ben på Ordrupgaard, som hun har været museumsdirektør for de sidste 25 år uden planer om at stoppe. I dag fylder hun 70 år

Anne-Birgitte Fonsmark på Ordrupgaard. – Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix.
Anne-Birgitte Fonsmark på Ordrupgaard. – Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix.

Duften glemmer hun aldrig. For der lugtede lidt hengemt i de gamle herskabelige udstillingssale, da Anne-Birgitte Fonsmark som barn første gang besøgte kunstmuseet Ordrupgaard i Charlottenlund nord for København.

”Jeg må have været omkring 11 år, så det er nogle år siden, kan vi godt konstatere,” siger Anne-Birgitte Fonsmark, der fylder 70 år i dag, men stadig har sit første besøg på museet i frisk erindring.

”Det var et meget stille sted dengang. Jeg var der med min far, og vi var de eneste gæster, og der var kun én kustode, som også solgte os billetterne. Men det var en stor oplevelse for mig at se de originale mesterværker, som jeg kun havde set som reproduktioner, af franske impressionister. Og da vi kom hjem, gik jeg på biblioteket for at låne bøger om flere af de malere, jeg havde oplevet den dag,” siger Anne-Birgitte Fonsmark, der kom til at låne mange flere kunsthistoriske bøger, for hun besluttede tidligt at læse kunsthistorie og vendte oven i købet tilbage til Ordrupgaard som direktør.

Anne-Birgitte Fonsmark voksede også op i et dannet direktørhjem på Frederiksberg, hvor moderen, Birgit Brandstrup, var uddannet tandlæge, og faderen var den nu afdøde litterat og tidligere chefredaktør på Berlingske Tidende og Børsen Henning Fonsmark, som blandt andet skrev ”Historien om den danske utopi” (1990), der inspirerede en lang række borgerlige politikere og samfundsdebattører. Men datteren inspirerede han altså til at gå på kunstmuseum, og det blev til mange fælles ture på danske og udenlandske kunstmuseer, da hun var barn. Og redaktørfaderens interesser holder hun i det hele taget stadig i hævd.

”Jeg vil sige, at kunst fylder rigtig meget i mit liv, men der går sjældent en dag, hvor jeg ikke også læser nyheder, ikke mindst i øjeblikket, hvor jeg jo gerne vil følge med i det amerikanske præsidentvalg og udviklingen i Europa,” siger Anne-Birgitte Fonsmark.

I dag har hun også et stort internationalt netværk, en solid forskningsbaggrund og sprogkundskaber, der blandt andet rummer et formfuldendt fransk og engelsk, som har hjulpet hende til at fremme Ordrupgaards fornemme samling i hele verden med store udlånsudstillinger, ikke mindst af museets berømte franske værker. Men sådan var hun også med til at revitalisere den danske maler Vilhelm Hammershøi (1864-1916) internationalt med udlånsudstillinger til blandt andet Museé D’Orsay i Paris og Guggenheim i New York. Og i de seneste tre år, hvor museet har været lukket på grund af en større udbygning, har store dele af museets samling også været vist flere steder i verden – senest i London.

Selv skabte hun sig tidligt kontakter i kunstverdenen – både herhjemme og i udlandet. Som studiejob blev hun volontør ved Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst i København. Og derfra gik hun nærmest lige fra sin eksamen som mag.art. i kunsthistorie til et job som museumspædagog på Ny Carlsberg Glyptotek. Men de franske mestermalere, der havde begejstret hende fra barndommen, trak hende i 1988-1992 på orlov for at flytte til Paris og forske i kunstneren Paul Gauguins tidligere værker. Da hun kom hjem til Danmark, blev hun museumsinspektør på Glyptoteket, der også har en stor samling franske impressionistiske værker. Og i 1995 tog hun altså det naturlige skridt tilbage til Ordrupgaard – for at blive direktør. Siden har hun også boet i Charlottenlund på cykelafstand fra museet, der er blevet hendes skæbne.

I dag er hun således selv blevet en af de internationalt førende kunsteksperter i flere franske kunstmalere, ikke mindst Paul Gauguin (1948-1903) har hun skrevet flere anerkendte værker om til andre interesserede bibliotekslånere og kunstelskere.

I foråret havde hun 25-årsjubilæum som museumsdirektør på Ordrupgaard, hvor det hele begyndte. Og hun har ingen planer om at stoppe nu, hvor museet er ved at blive udbygget, så kunstmuseet, som hun i forvejen regner for at have en af de fineste samlinger af franske impressionister i Nordeuropa, kan blive et endnu større samlingssted for kunstelskere i fremtiden med et fordoblet udstillingsareal, mens de oprindelige bygninger stadig er bevaret.

Museet har i forvejen under hendes ledelse tidligere fået en tilbygning af den verdenskendte arkitekt Zaha Hadid og en skulpturpark med samtidskunst af høj kvalitet, og til maj næste år åbner en ny bygning, der skal rumme museets franske samling. Denne bygning er tegnet af det verdensberømte norske arkitektfirma Snøhetta og er altså med til at understrege Ordrupgaards vision om at være et kunstmuseum, der rækker ind i fremtiden, hvor den hengemte duft forlængst er forsvundet.