Lyt til podcasten Mellem Himmel og Ord, hvor Alberte Winding medvirker.
Som barn talte jeg rigtig meget, og jeg husker især de voksnes reaktion, som jeg hele tiden gik rundt efter, fordi jeg bare gerne ville snakke. Det har fulgt mig siden og har også været en lille smule skamfuldt for mig. Hvis jeg for eksempel er i en større gruppe, er det vigtigt at finde ud af, hvordan jeg kan skrue op og ned for, hvor meget jeg fylder.
I 2006 udgav jeg min første bog, som var ungdomsromanen ”Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog”. Det var en kæmpe forløsning at kunne få lov til at fortælle og samle personager i bogen. Jeg havde spottet nogle særlige typer mennesker, som jeg nu kunne give ord.
Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg lige var blevet skilt fra mine børns far (musiker Jan Rørdam, red.) og var endt tilbage i en lejlighed i byen. Jeg spillede stadig mange koncerter, men det var meget spredt rundt og i alle mulige forskellige sammenhænge. Jeg følte hele tiden, jeg gik på line og prøvede at finde ud af, hvad jeg turde. Jeg var faktisk lidt skræmt hele tiden, husker jeg. Jeg husker ikke, hvordan mit kærlighedsliv var lige på det tidspunkt, men jeg fandt en ny ro i at sidde og lade ordene komme ned på papiret og lytte til en mere indadvendte summen, som jeg i dag elsker. Her kan alle ordene, jeg har i mig, blive til noget konkret, som jeg kan bruge til noget.
Jeg havde selvfølgelig også alle de ord i mig som barn, fordi jeg havde noget at sige. Jeg har været meget modtagelig, især efter min mors død (moderen Lulu Gauguin tog sit eget liv i 1971, red.). Det var et kæmpe chok, som åbnede mit sind på en lidt ubehagelig måde. Det er på mange måder også fantastisk, fordi alt fiser lige ind og efterlader et indtryk, som jeg så til gengæld skal lære at sortere i. Så er det dejligt at kunne skrive, fordi det er en måde at kultivere alle mine indtryk på.
Lyt til podcasten Mellem Himmel og Ord, hvor Alberte Winding medvirker.