Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
At jeg er blevet farmor til Carl Johannes. Jeg vidste godt, at jeg ville blive vanvittigt forelsket i vores barnebarn, for jeg er sådan en, der gerne vil snuse til spædbørns nakker og stikke hovedet ned i barnevognen. Men jeg var ikke forberedt på den kærlighed, jeg nærer til min svigerdatter og den glæde, som fylder mig, når jeg ser min mand og min søn sammen med Carl Johannes. Der er en samlende kraft i det lille barn, og han har været en gave til relationerne i familien. Den dybe kærlighed til vores barnebarn tænder også sorgen over vores søn Frederik, der valgte livet fra. Carl Johannes har store hænder som sin onkel, og han ligner i det hele taget Frederik fysisk. Når jeg er sammen med vores barnebarn, mærker jeg, at man kan leve med sorg og glæde på samme tid.
Hvilke personer, udover din livsledsager, har betydet mest for at forme dig til den, du er?
Præsten og teologen Liselotte Horneman Kragh. Hun var den første fagperson, jeg ringede til, da jeg havde haft oplevelserne (beskrevet i bogen "Da jeg mødte Jesus", red.). Hendes viden og vejledning har været afgørende for, at jeg kan leve godt med alt det, jeg har oplevet. Jeg var 46 år, da jeg talte med hende første gang i marts 2009, og jeg vidste ikke, at man i den alder kunne opbygge en ny relation med den dybde, som vores venskab har fået. Hun lovede, at hun ville følge mig. Vi taler sammen i hvert fald hver anden uge. Jeg betragter hende som min åndelige vejleder, og det er en stor gave, at hun vil bruge sin faglighed, indsigt og omsorg på at være der for mig som en fortrolig samtalepartner.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig?
Man skal turde stå ved, hvem man er også over for sig selv. I mange år var jeg ansat som kulturjournalist på Nordjyske, og jeg nød det, men jeg valgte at sige op, og de sidste 10 år af mit arbejdsliv skal handle om det felt, der er blevet åbnet for mig efter oplevelserne. Jeg har taget de faglige redskaber og etikken fra det journalistiske med mig og har nu en fondsstøttet podcast, Berørth, henvendt til mennesker, som er nysgerrige på tro, tvivl, glæde, sorg, ansvar og spiritualitet, jeg holder foredrag og skriver bøger. Jeg er lige blevet færdig med en julekalender for voksne i bogform.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
At miste vores søn Frederik den 17. december 2014. Han var i Florida og valgte, at han ikke at ville leve videre. Jeg håber ikke, at jeg kan opleve større smerte. At han har valgt ikke at ville leve videre efterlader også en anden måde at se på mig selv og vores familie på. Livet var for svært for ham, men kunne vi havde gjort noget anderledes, så han kunne have holdt ud at være her? Mest af alt har Frederik været en gave i mit liv, og jeg er taknemmelig for de 22 år, han var her. At miste et barn forandrer alt, og det har også forandret mit forhold til døden. Jeg er helt tryg ved at skulle dø. Det kom til mig som en vished, da vi fik at vide, at han var død. Jeg har også en vished om, at Frederik har det godt.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Jeg ser min far i min arbejdsomhed. Han har været professor i onkologi og været forskningspolitisk aktiv. Jeg knokler, og det har jeg lært af ham. Jeg ser min mor i, at jeg ikke er konform og kan trives i mange fællesskaber. Hun er en kreativ og farverig kvinde, der har lært mig, at det er okay ikke at passe ned i bestemte kasser.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg ville gerne have brugt mindre tid på at kritisere mig selv, for det er faktisk spild af tid, men jeg har gjort det, og jeg gør det stadig rigtig meget. Jeg ser det som en negativ selvoptagethed, der bunder i noget smerte på trods af alle de gaver, jeg har fået.
Hvad tror du på?
Tro er for mig at have tillid til, at Gud elsker mig og alle andre. Og det har en mængde af konsekvenser.
Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg er ni år, og sammen med mine forældre og lillesøster boede jeg i USA i et rækkehus i en forstad til Boston, fordi min far skulle forske ved Massachusetts General Hospital, mens min mor læste litteraturvidenskab på Harvard. Jeg var kommet hjem fra min første skoledag på den lokale skole i Watertown og sagde til mine forældre: ”På lørdag skal jeg hen og lege med Mary”. De undrede sig, for hvordan kunne jeg, som ikke talte engelsk, have lavet en legeaftale? Jeg ved det ikke, men børn har en særlig evne til at kommunikere, og jeg havde en aftale med Mary, og vi havde kontakt i en årrække, efter min familie og jeg var vendt hjem fra USA.