Det lå måske i kortene, at Inge Krogh skulle blive politiker. Hendes far var aktiv i Retsforbundet, og der blev livligt diskuteret politik derhjemme. Mere overraskende var det nok, at Inge Krogh midt i livet skulle blive folkevalgt for lige præcis Kristeligt Folkeparti.
For troen har hun ikke med sig fra barndomshjemmet i Odense, hvor faderen var grosserer og moderen hjemmegående. Særligt Inge Kroghs mor havde svært ved at forstå, at datteren i gymnasiet blev troende. Familien gik ikke regelmæssigt i kirke, og det var ikke noget for unge piger at interessere sig for kristendommen, mente moderen.
Ikke desto mindre kom troen til Inge Krogh på en sommerlejr med foreningen Kristne Gymnasiaster.
”Da jeg læste i Bibelen den sommer, kom det til mig – ordet var pludselig levende,” har hun senere fortalt. Sidenhen forlod hun folkekirken og blev medlem af Den Apostolske Kirke.
Hun har aldrig villet være andet end læge, og embedseksamen i medicin fik hun fra Københavns Universitet i 1949 og virkede både i Randers og Haderslev, før hun i 1962 kom til Statens Åndssvageforsorg i Nyborg som reservelæge. Året efter blev hun speciallæge i psykiatri og i 1964 forfremmet til overlæge. Inge Krogh mente, at både udviklingshæmmede børn og voksne dengang levede under ganske inhumane forhold, og hun forsøgte at gøre sit til at ændre deres livsbetingelser.
Kampen for børns vilkår og rettigheder spillede også en stor rolle i hendes politiske arbejde, efter hun blev valgt til Folketinget for Kristeligt Folkeparti i 1973. Partiet var blevet stiftet tre år tidligere som en protest mod den fri abort og frigivelsen af billedpornografien.
Det var da også disse emner, den nyslåede politiker særligt markerede sig på. Da pornografien blev tilladt i 1969, blev også børnepornografrien fri, og Inge Krogh var en af ganske få, som protesterede og forsøgte at gøre pornografi med børn ulovligt.
Et egentligt lovforslag fik hun nedstemt i 1979, men året efter kom den socialdemokratiske justitsminister Henning Rasmussen med en revideret version af forslaget, som blev vedtaget. Hendes kamp for at få børnene ud af pornobranchen gjorde hende til et yndet offer for DR’s satireprogram ”Uha-uha”, men i dag vil de færreste nok erklære sig uenige i, at det ubetinget var Inge Krogh, der her meget tidligt stod på den rigtige side af historien.
Også hendes modstand mod den fri abort optog hende, efter hun kom i Folketinget. I 1980’erne rejste hun rundt med et lysbilledforedrag på landets skoler og viste billeder af iturevne fostre. Billedseriens sidste billede var af en vognladning lig i en tysk koncentrationslejr og en tekst, hvor det fremgik, at ”den fri abort havde gjort drab på fostre til en institution”. Selv har hun beskrevet abortdebatten som en blitzkrig, hvor livmoderen var kamppladsen. Hun blev sammenlignet med både Hitler og Goebbels, optrådte ofte på avisernes karikaturtegninger og mødte stor modstand mod sine synspunkter. Det gjorde hende dog ikke det store, for som hun har udtrykt det: ”Jeg vidste, jeg havde ret”.
Tidligere boligminister og folketingsmedlem Flemming Kofod-Svendsen, der var formand for Kristeligt Folkeparti en del af den periode, Inge Krogh sad i Folketinget, beskriver da også i dag hendes kamp mod både den fri abort og pornografi som ”aldeles uforfærdet”.
Misbrug af alkohol, narkotika og af kvinder i pornoindustrien lå hende ligeledes på sinde, og det var ikke unormalt at se hende blandt de prostituerede på Vesterbro, på Roskilde Festival eller på Christiania, hvor hun samlede argumenter og ammunition til sine politiske kampe. I det hele taget var hun som politiker ”enormt social engageret og optaget af mennesker, der var havnet på livets skyggeside”, fortæller Flemming Kofod-Svendsen.
Andre har gennem tiden beskrevet Inge Krogh som både sjov og især bramfri. Sidstnævnte prædikat gav hende – sammen med hendes kampvilje og utraditionelle politiske metoder – tilnavnet ”den fynske furie”. Til stor morskab for hende selv.
Bramfriheden bragte hende dog også enkelte gange på kant med Den Almindelige Danske Lægeforening, som gennem tiden tildelte hende to næser: Én for at kalde Fremskridtspartiets Mogens Glistrup for ”en af landets største psykopater” og én for lysbilledet med lig fra koncentrationslejren.
Hun genopstillede ikke til Folketinget i 1984, vendte i et par år tilbage som overlæge i Nyborg og slog sig derpå ned som privatpraktiserende læge i Horsens. Her koncentrerede hun sig stadig om arbejdet i partiet og derudover om afholdssagen og den lokale menighed i den apostolske kirke. I 2009 blev hun gjort til æresmedlem af Kristendemokraterne, som Kristeligt Folkeparti seks år tidligere havde skiftet navn til.
Inge Krogh, der stadig bor i Horsens, har aldrig været gift eller fået børn. Hun har fortalt, at hun ikke har noget godt svar på, hvordan man opnår så flot en alder, for ”pludselig er man der bare”. Døden derimod tænker hun gerne på og finder den ikke spor trist:
”Jeg har min tro, så jeg glæder mig kun,” har hun tidligere sagt til avisen.