Det var en nøjsom og arbejdsom familie, Egon Clausen voksede op i. Som nummer fire ud af syv børn kom han til verden i landsbyen Hemmet i Vestjylland, og da han voksede til, var der skolegang en enkelt formiddag om ugen. Resten af tiden arbejdede han med afgrøderne på marken og dyrene i stalden. Undtagelsen var søndag, hvor der var kirkegang og søndagsskole.
Hvordan husker du din barndom?
Som et liv, der var rigtig mange kvaliteter i. Selvom vi skulle arbejde, så havde jeg som dreng meget frihed. Der var simpelthen en masse ting, vi nok selv skulle finde ud af. Jeg fik gode venner på søndagsskolen og på sommerlejrene på Holmsland Klit. Nogle af dem har jeg bevaret kontakten med livet igennem. Min far var søn af en mand, der som ung blev omvendt af en omrejsende missionær, så også mit hjem var indremissionsk. Man kan sige, at min far havde to mål i livet: at omvende heden og at omvende menneskene. Jeg voksede op i en kultur, hvor den slags var helt selvfølgeligt. Da jeg blev ældre, blev det mere vanskeligt. Jeg kom i mellemskolen på Vestjysk Gymnasium, og det var en helt anden verden, hvor jeg første gang mødte mennesker, der var kulturradikale. Der lærte jeg noget, som jeg tror mange børn af indvandrere lærer: at bevæge sig mellem to kulturer uden at støde nogle af parterne.
Du begyndte at udgive digtsamlinger i 1970’erne og så allerede i 1991, da du var knapt 50 år, udgav du dine erindringer i bogen ”Under dine vingers skygge”. Hvorfor skrive erindringer så tidligt?
Det var fordi, jeg blev voksen på det tidspunkt. I alle årene inden havde min far og jeg skændtes meget. Han kaldte blandt andet mig og Johannes Møllehave for ’Satans fortalere’. Indtil jeg var omkring 50 år, havde jeg levet højt og flot på at distancere mig ved hjælp af ironi og sarkasme, men pludselig indså jeg, at jeg var nødt til at fortælle det hele, som det var. Det har altid faldet mig let at skrive, meget lettere end at tale, og bogen var min selvterapi. Jeg følte en tomhed i min tilværelse og en utilfredshed med mig selv. Jeg havde et fantastisk, men også hektisk, liv i København og var nærmest fortryllet over alle de spændende ting, jeg fik lov at lave og lære i Danmarks Radio. Men jeg var også sådan en, som ingen skulle komme for nær. Så skrev jeg erindringsbogen, der fik det hele til at falde på plads. Det kalder jeg at blive voksen.
Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de senere år?
Noget af det vigtigste oplevede jeg efter en operation på Rigshospitalet for to år siden. Det var en stor hjerteoperation, en såkaldt fire-dobbelt bypass. Da jeg vågnede af narkosen, var det ligesom, der blev sluttet en forbindelse mellem min barndom og alderdom. Jeg følte, at jeg var tilbage i min mosters husmandssted uden elektrisk lys ved Ringkøbing Fjord, hvor hun bad aftenbøn og lagde mig i seng med ordene: ’Nu daler der en masse engle ned, mens de små børn sover’. Det var under Anden Verdenskrig, men lige præcis der kunne jeg falde i den tryggeste søvn. Det samme skete, da nattevagten så til mig og hun spurgte: ’Skal jeg lade døren stå åben?’ I det øjeblik var jeg hos min moster i Vestjylland og de to verdener var på forunderlig vis bundet sammen.
Du er uddannet lærer, men var ansat i Danmarks Radio i 35 år. Hvorfor blev det sådan?
Jeg holdt virkelig meget af at være lærer. Det er noget af det vigtigste, man kan være. Jeg arbejdede også nogle år som lærer på Ishøj Centralskole, men begyndte der ret hurtigt at interesse mig for undervisning sådan mere generelt, og så blev jeg redaktør af tidskriftet Unge Pædagoger. Så blev jeg inviteret ind til debatprogrammer i radioen og rundbordsdiskussioner i fjernsynet, og en dag blev jeg spurgt, om jeg ikke ville lave min egen udsendelse. Jeg satte ja og fik stukket en mikrofon i hånden, og siden gik det slag i slag. Danmarks Radio var en pragtfuld arbejdsplads, som blev mit universitet.
Du har udgivet digte, romaner og erindringsbøger. Ser du en rød tråd i dit forfatterskab?
Jeg tror, man kan sige, at det hele er udkantslitteratur. Ikke kun forstået som geografisk udkant, men mere som noget man i Danmark ikke regner for at være centralt. Jeg har beskæftiget mig med emner, der er udsprunget af kristendommen, eksempelvis en biografi om Indre Missions-lederen Vilhelm Beck (”Guds knaldepisk”, 2001) og en bog om kristne fundamentalister i Texas i USA (”Øje for øje”, 2003).
Hvad tror du på?
Tro har spillet en rolle hele mit liv. Men at tale om, hvad jeg selv tror på, opfatter jeg som noget meget privat. Jeg kan sige, at jeg jævnligt går i kirke med stor fornøjelse og er gift med en tidligere sognepræst.
Hvordan har du det med at blive 80 år?
Det har været svært for mig at vænne mig til tanken. Jeg synes ikke, det egner sig for en mand, der føler sig så ung, som jeg gør. Mentalt har jeg strittet meget imod, men er godt klar over, at jeg ikke kan rende fra det. Så i stedet har jeg lavet mig en ønskeseddel:
Når jeg bliver gammel, vil jeg gerne være:
Fyldt af indsigt uden at være hoven,
Fyldt af erfaring uden at være kynisk.
Fyldt af humor uden at være pjattet.
Fyldt af fortrøstning uden at resignere.
Fyldt af minder uden at være bitter.
Fyldt af taknemmelighed uden at være sentimental.
Og: Når jeg bliver gammel, vil jeg ikke være sur.