”Mange tak for alle gode ønsker i anledning af min fødselsdag i går! I dagens løb har jeg fået digitale lykønskninger fra børn og børnebørn ude i verden. Om aftenen, nærmest tilfældigt, var jeg inviteret til veninde for at fejre en anden begivenhed. Til stede var også en præsteven. Vi fik festmiddag, salme 78 blev læst op, forklaret, budskaberne drøftet, og mine 78 år kærligt endevendt. Det blev sent, og det var drønhyggeligt. Livet er herligt! TAK!”
Sådan skrev Katalin Nørgaard på sin 78-årsfødselsdag den 5. oktober i år. Fem dage senere døde hun i sit hjem i Hørsholm. Den 17. oktober blev hun bisat fra den katolske Jesu Hjerte Kirke i København. Til stede var Katalins datter, Helene Hägglund, som mange læsere vil kende som nonnen, der efter 12 år på Sostrup Kloster på Djursland valgte at opgive livet som nonne. Også Katalins søn, Daniel Nørgaard, der er katolsk præst, var rejst hjem fra Italien, hvor han uddanner sig til at blive jesuit.
Hele Katalin Nørgaards voksne liv var præget af dybt socialt engagement. I 1999, da hun var ansat som socialrådgiver i et boligbyggeri med socialt udsatte, skrev hun et indlæg til den katolske kirkes medlemsmagasin, Katolsk Orientering. Katalin Nørgaard havde etableret værestedet, og i indlægget beskrev hun, hvordan hun sammen med en alkoholiker, der stammede frygteligt, men viste sig at være god til at synge, startede ”en sangforening – med kaffe og ostemadder”.
Da en beboer fra bebyggelsen kort efter døde, var Katalin Nørgaard og den syngende alkoholiker de eneste deltagere udover præsten.
”Vi to sang af fuld hals under begravelsen, og efter begravelsen kom sognepræsten og spurgte, hvad vi var for et par. Den dag blev han vores ven, og det holder stadig, han beder for beboerne, menigheden samler hvert år ind til julegaver, og præsten holder juleandagt i værestedet,” berettede Katalin Nørgaard i sit indlæg i Katolsk Orientering.
Hun fortæller videre, at flere og flere beboere i kvarteret var begyndt at deltage i begravelserne, som der var mange af, og at beboerne i forbindelse med begravelserne gerne ville høre hende ”tale om et gensyn, hvor vi alle er rene og frie for alt det besvær, vi her kender til.”
Selv kendte Katalin Nørgaard også til svære tider. Hun blev født i Budapest i Ungarn i 1942. Hendes far døde, da hun var to år, men hun fik siden en kærlig stedfar. Sin gymnasietid tilbragte hun på en katolsk pigekostskole i Ungarns næststørste by, Debrecen. Under det kommunistiske regime var kirken ildeset og man kunne ikke få adgang til universitetet, hvis man havde gået på kristent gymnasium. Katalin Nørgaard måtte derfor arbejde på fabrik.
Efter opstanden i 1956 flygtede hendes søster til Norge, og i 1962 lykkedes det hendes forældre at få tilladelse til at slutte sig til datteren. Senere samme år fik også Katalin tilladelse til at udvandre og flyttede til Norge. Hun blev gift med en dansk mand og flyttede til Danmark. Ægteskabet gik dog i stykker efter et par år, ligesom to andre ægteskaber gjorde. Herefter levede hun alene.
I Danmark uddannede hun sig til socialrådgiver og arbejdede i syv år på Nordvang, en psykiatrisk afdeling. Efter en strejke, som Katalin Nørgaard ikke kunne stå inde for, fordi fagforeningen forbød hende at møde på arbejde og give patienterne den nødvendige støtte, sagde hun op. En af hendes patienter havde begået selvmord under strejken, og det var for hende bevis på, at den faglige kamp burde være taget på en måde, der tog hensyn til patienterne.
Fra 1992 til hun gik på efterløn, arbejdede hun i bebyggelsen på Stolpegårdsvej i Gentofte. Indimellem kunne hun have lyst til at opgive det hele. Men der var en grund til, at hun ikke gjorde det, som hun skrev i indlægget i Katolsk Orientering:
”Hver gang, inden jeg overgiver mig selv til nedtrykthedens lammelser, bliver jeg mindet om, at det er mørkets herre, der har lånt mig sine solbriller. (..) Gud fremkalder noget af Sig Selv hos nogle af de mennesker, jeg anser for håbløse. Han tydeliggør noget af det smukke, rene eller sunde, som jo er skabt i alle, men som jeg tit overser.”
Katalin Nørgaard var medlem af Karmels tredjeorden, en orden for lægfolk, og i de sidste mange år af hendes liv var bønnen som et mentalt åndedræt for hende – præget af den taknemlighed, hun udtrykte i sin hilsen til venner og familie på sin sidste fødselsdag.