Det er i sommerhuset i Klitmøller nær hans barndomshjem, at Jens Oddershede tilbringer den sidste del af sin sommerferie i år. Egentlig er det svært ikke at tale om ferie i hans tilfælde, for han har haft travlt, siden han gik på pension i 2014, hvor han stoppede som rektor på Syddansk Universitet efter 13 år på posten. Og Jens Oddershede forbereder sig også på at trække i arbejdstøjet igen, når han og hustruen tager hjem til Munkebo på det østlige Fyn. For selvom han på onsdag runder de 75 år og har en pensionisttilværelse, er dagligdagen fyldt med bestyrelsesposter, forskning og en åbenhed for at kaste sig ud i nye projekter.
I år har han allerede udgivet tre forskningsartikler inden for sit felt som kemiker. Men den indsats, som han nok har fået mest omtale for i Kristeligt Dagblad, var hans formandskab for præsidiet vedrørende reformationsjubilæet, der i 2017 markerede 500-året for den lutherske reformation. Og 75-årsfødselsdagen om få dage kommer ikke til at sætte en stopper for hans mange projekter.
”Jeg plejer at sige, at da jeg stoppede som rektor, fik jeg min personlige frihed, så jeg kunne gøre det, som jeg havde lyst til uden at være bundet op på en kalender. Det er for mig den bedste af alle verdener, for mit udsyn og min hjerne er blevet klarere af det. Man kan selvfølgelig sætte spørgsmålstegn ved, om jeg ikke bare skulle tage den med ro. Jeg har altid haft travlt, men jeg mener faktisk ikke, at jeg har haft for travlt. Jeg er ikke særligt god til at sidde stille og se fjernsyn eller tage på solferie. Det kan godt være, at det er lidt egoistisk, men jeg har brug for noget at rive i.”
Hvad optager dig mest i disse år rent samfundsmæssigt?
”Jeg er optaget af den grønne dagsorden, og af at vi afleverer en planet til de fremtidige generationer, som er beboelig. Det optager mig desuden, at der i dag er mange, der arbejder mod det internationale sammenhold. Jeg har selv boet i udlandet i flere omgange og betragter mig selv som en international fynbo. Der er mange fremtrædende politikere, som slår sig op på forskellene og på de nationale særpræg. Men for mig er det vigtigt, at vi fokuserer på vores fælles fremtid, fælles planet, og på, at vi er et samlet folk. Det kan kristendommen være med til at fortælle os, og jeg opfatter den som en international religion, der fortæller os, at ingen er vigtigere end andre. Den idé forsøgte jeg at sætte fokus på, da jeg var formand for reformationsjubilæets præsidium.”
Hvorfor engagerede du dig netop i reformationsjubilæet?
”Jeg har altid været meget interesseret i historie, og det var tæt på, at jeg valgte historie i stedet for kemi, da jeg skulle begynde at studere. Jeg havde dog ikke en særlig forhåndsviden om Reformationen. Men fra Kirkeministeriets side var der en tro på, at jeg var den rette mand til jobbet. Og det fungerede som en spore i siden på mig, for vi stod over for en vigtig og svær opgave, der skulle løses.”
Hvordan ser du tilbage på det omfattende forløb i 2017 her tre år efter?
”Til at begynde med var der ikke penge til projektet. Vi fik dog rejst 25 millioner kroner, og efter jubilæet viste en undersøgelse, at der var en større viden om Reformationen i befolkningen. Jeg blev selv mere bevidst om Reformationens betydning under arbejdet, så personligt var det også en stor oplevelse. Martin Luther var et menneske, der var præget af sin samtid, og han havde derfor et negativt fordomsfuldt forhold til jøder og muslimer, men jeg fik også en større bevidsthed om, at han havde tanker og holdninger, som vi er prægede af i dag. Det er for eksempel velfærdsidéen, og at Gud er den tilgivende Gud.
Jeg er stadig i dag skuffet over, at DR, TV 2 og mange af de store dagblade ikke havde fokus på jubilæet. Det har dog glædet mig usigeligt meget at se, at Genforeningen er blevet dækket så meget på DR i år. Den forskel kan godt hænge sammen med, at religion og dens betydning er blevet noget, som man ikke har lyst til at tale om i dag.”
Hvordan kan vi i dag lade os inspirere af Luthers ånd i vor tid?
”Jeg tror ikke, at den almindelige kristne kirkegænger i dag tænker på Reformationen som en revolution. Men hvis man tænker over det, så mener jeg, at den faktisk var det. Luthers opgør fortalte mennesket, at enhver, der tror, kan frelses. Det var ikke længere noget, kirken eller dens repræsentanter på jorden bestemte. Den omvæltning og splittelsen af kirken var revolutionær i sin tid. Den ånd kan vi sagtens bruge i dag.”