Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
At jeg har fået en demens. Der er en sang med The Beatles, hvor de synger: ”Suddenly / I’m not half the man I used to be”. Sådan har jeg det også. Jeg kan ikke tale så frit mere, for nu bliver jeg i tvivl, om det er noget vrøvl, jeg siger.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det var nok min tid på Det Kongelige Op-fostringshus fra jeg var 11 år. Det var en tid, hvor jeg, som de altid sagde, var blevet taget med lasso ovre fra det fjendtlige Jylland, i en sammenhæng med omkring 80 andre københavnerdrenge. Det var en meget hård skole, og disciplinen lærte mig meget, så jeg ser tilbage på den tid med meget stor taknemmelighed. Hvis jeg har været vellykket med nogen ting, så har det været et produkt af Det Kongelige Opfostringshus. Vi var baggårdsbørn og rendestensunger alle sammen. De fleste af os havde kun en mor, der prøvede at få tingene til at hænge sammen, men pludselig var vi et sted, hvor man fik en mulighed for at hitte nogle andre sider af sig selv frem, så det gav en ny rigdom, som man kunne at tage med sig videre.
Hvilke personer har betydet mest for at forme dig som den, du er blevet til?
Forstanderen på Det Kongelige Opfost-ringshus var en af dem. Han var på mange måder en meget opmærksom og kærlig person, som var optaget af at bibringe os nogle nyttige værdisystemer.
Senere kom jeg til Ribe, hvor jeg var så heldigt at møde min kone Regitze, som jeg nu er skilt fra. Hendes far var amtmand i Ribe, og det gav mig også et kig ind i andre miljøer. Og uden den godhed og det miljø, jeg blev hentet over i, var jeg aldrig nået frem til, hvor jeg er i dag.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Ingen steder. Min mor var en meget imponerende person, som sled som en lille hest med alt. Min far kunne godt være blevet til mange ting, men han havde det uheld, at han blev nazist og blev en sølle person.
Hvad har bragt dig størst glæde ud over din familie?
Jeg har været glad for at være kunsthistoriker. Det meste af det, jeg har lavet, har været mere ’con amore’ end ønsket om at brillere med en ny bog.
Hvornår har du sprunget ud på de 70.000 favne?
Det har jeg aldrig gjort. Det er jeg for meget proletarbonde til. De store hop har aldrig været mig, og jeg mener heller ikke, at jeg har været snu, men måske har jeg været parat til at gribe nogle ting på tidspunkter, hvor jeg kunne ælte med dem og gøre dem til et eller andet.
Hvilket tab vil du nævne her?
Det var, da jeg blev skilt og forlod min udmærkede kone og vores tre børn. Og når jeg går og tænker på, hvornår jeg mest har været en torsk, så var det der. Jeg var alt for stresset på det tidspunkt og skrev nærmest en bog om ugen og gjorde ved. Og uden at tænke mig om begyndte jeg at skille nogle af de ting ud, som havde nogle uberegnelige faktorer med hensyn til min tid. Mine menneskelige opbrud har tit haft en dårlig konsekvens. Når man damper af fra sådan et selskab, forsvinder det jo fra én. Jeg blev også meget glad for min kone Jette, og det var en stor sorg, da hun døde. Nu er der dukket et unikum op, der hedder Anne, som jeg er meget glad for. Man kan heller ikke få alle folk på en gang, men derfor kan man godt ytre sin taknemmelighed og se sig selv baglæns som en idiot.
Hvilket råd vil du gerne give til andre?
Gå hjem og tag en kop te, før du skifter dit liv ud.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg skulle have bidt mig mere fast i mange af de nære ting. Til glæde for mig selv og i høj grad også for andre.
Hvad tror du på?
Jeg betragter mig som gammeldags bondekristen. Jeg bryder mig ikke om langhåret teologi, som folk sidder og blærer sig med. Men der en tryghed i, at der et forsyn et sted, som man måske forsynder sig imod, men derfor forbliver det der alligevel. Det ser jeg en lille forhåbning i.
Beskriv en scene fra din barndom?
Min mor var utrolig. Hvis jeg havde været pave, havde jeg helgenkåret hende lige på stedet. Vi boede ude ved Sønder Nissum med en klitplantage lige ved siden af. Vi havde få midler, men min mor havde en evne til at få smurt et par madder og få arrangeret udflugter på gamle damecykler ud til klitten eller i skoven for at plukke kantareller, så vi, som forfatteren Jakob Knudsen skriver, kunne ånde luften i fulde drag. Den slags gratis gaver har jeg haft stor glæde af. Og min mor var i stand til at fiske store øjeblikke og begivenheder ud af det, der var omkring en.