Historiker Henrik Jensen: ”Jeg lærte ikke at sjuske med livet”

Han havde egentlig ikke ambitioner om at blive en stemme i debatten. Men så tog den ene tilfældighed den anden. Tirsdag fylder historiker Henrik Jensen 75 år, og i den anledning svarer han på en række spørgsmål om livet

”Jeg har en følelse af, at Gud ikke er død, men at vi kan blive døve for ham. Det kan vi især blive i en verden som vores, hvor der er mange stemmer og meget tumult," siger Henrik Jensen.
”Jeg har en følelse af, at Gud ikke er død, men at vi kan blive døve for ham. Det kan vi især blive i en verden som vores, hvor der er mange stemmer og meget tumult," siger Henrik Jensen. Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Beskriv en scene fra din barndom.

Da jeg var otte-ni år, boede jeg i en lille jysk landsby. En dag kom jeg ned til købmandens udhængsskab, hvor opstillingen til den næste kamp på lilleputholdet altid hang og jeg kunne se, at jeg var blevet udnævnt til anfører. Det gik mest ud på at være den, som hentede fodboldtrøjerne fra vask. Men jeg følte mig set. Det var en fornemmelse af, at jeg blev tre centimeter højere.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Jeg ser mine forældre så lidt som muligt i mig selv. Men det kan ikke helt undgås. Det er ikke, fordi jeg havde en særlig ond barndom, men jeg er blevet mere kritisk over for mine forældre gennem livet. De var temmelig umodne og selvoptagede. Det har været en ansporing i mit eget forhold til mine børn, at jeg ikke skulle være som min far.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Da mine børn blev født, og da de voksede op. Jeg var i 40'erne og dannede sent familie. Det var en rigtig god tid familie- og arbejdsmæssigt, for der var ikke megen tvivl om, hvad jeg skulle i det daglige. Jeg skulle tage mig af dem, så jeg lærte ikke at sjuske med livet. Jeg var meget motiveret i forhold til at skabe en sund familie. Samtidig fik jeg meget fra hånden, uden at det gik ud over familien. Tror jeg.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?

Der er rigtig meget, som kommer af tilfældigheder. Det var en tilfældighed, at jeg havnede på universitetet. Men man skal selvfølgelig ikke overdrive det tilfældige. Da jeg var midt i livet, skrev jeg et par bøger, som gav mig mulighed for at holde foredrag og skrive aviskommentarer, og det, tror jeg, var vigtigt. Det var et heldigt og godt træk at gøre, fordi der er rigtig mange universitetslærere, som går i frø på grund af trummerum og almindelig iltmangel. Hvis man gerne vil formidle, hvad det vil sige at leve i et samfund og en kultur som vores, så må man lukke munden op. Jeg mener faktisk, at det er vigtigt at hævde en historisk bevidsthed, for der er så meget andet, som fylder i dag.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

At jeg blev skilt for ti år siden. Det var sådan set en meget lykkelig skilsmisse, men det var alligevel underligt at opleve. Jeg indstillede mig på, at det fremover ville være et liv alene, et lidt resigneret liv. Men der gik ikke mere end to år, før jeg mødte Anne. Det var en appelsin i turbanen, en gave, som jeg ikke kunne forvente at få. Men det er også en udfordring, for det med at få et forhold mellem to modne, selvrådige mennesker til at gå op, det er ikke nemt. Men det er livgivende.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Spildt tiden noget mindre. Den er ikke længere. Der er så mange muligheder for at spilde tiden, og man kan godt tænke over, hvor meget man har trillet tommelfingre. Det handler ikke så meget om konstant at have næsen i karrieresporet, men mere om at mærke virkeligheden omkring sig. Jeg har tit tænkt "Hvor blev dagen af?". Man skal også have lov at falde i staver, men der er så mange adspredelser, og nogle gange bliver de dominerende.

Hvad tror du på?

Når man vokser op og går fra barn til voksen, bliver meget af det magiske taget fra en. Jeg har bevaret en barnlig tro på, at alting er skabt. Det ligger meget fast i min forestillingsverden, at vi er skabt, og at det omkring os er skabt. Det generer mig ikke, at der er al mulig videnskab, som taler om tilfældigheder og the big bang, for det kan sagtens rummes. Jeg kan ikke bevæge mig i naturen, uden at blive mærket af den følelse. Jeg har en følelse af, at Gud ikke er død, men at vi kan blive døve for ham. Det kan vi især blive i en verden som vores, hvor der er mange stemmer og meget tumult. Jeg er overbevist om, at en kultur, som ikke kan bevare noget urørligt og helligt, er på sin dødsrute.