Fængselspræst: Jeg mødte Gud i stilheden på katolsk kloster

Fængselspræst Erik Adrian har været plaget af stærk dødsangst, som bibelmeditationer og stilhed har forløst ham fra. I dag fylder han 60 og svarer i den anledning på en række centrale spørgsmål om det liv, han har levet

Erik Adrian ville ikke have været nogen af de fejl, han har begået i sit liv, foruden. For det er dem, der har lært ham at forstå de indsatte. – Foto: Leif Tuxen.
Erik Adrian ville ikke have været nogen af de fejl, han har begået i sit liv, foruden. For det er dem, der har lært ham at forstå de indsatte. – Foto: Leif Tuxen.

Hvad tror du på?

Siden jeg i 1981 på et katolsk kloster i USA mødte Gud i stilheden, har det ”at leve Gud nær” været min ledestjerne. Bønnen, gudstjenester, stilheden og bibelmeditationerne fylder mig med en dyb fred. Også – eller måske især – når mit liv ikke har taget sig ud, som jeg har ønsket eller planlagt. Efter hjemkomsten til Danmark havde jeg for eksempel et mislykket forsøg på at blive sygeplejerske, og jeg blev i 2002 opereret for kræft. Men hver gang benene er smuttet væk under mig, har jeg haft en forunderlig oplevelse af at være blive båret.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Tiden efter marts 1981, hvor jeg gik op på et katolsk kloster for at få noget mad. På det tidspunkt tomlede jeg rundt i USA, Canada og Mexico som forsinket 1960’er-flipper. Dødsangsten styrede mit liv, men på det katolske kloster fandt jeg ud af, at når jeg er tæt på den Gud, munkene troede på, behøver jeg ikke være bange for at dø.

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Mine forældre. Med årene bliver det klart for mig, at det tydeligst er hos mine forældre, jeg finder den menneskelige udgave af den ubetingede kærlighed. Set med nutidens depraverede briller kunne de sagtens have fravalgt mig. Min mor var teenager, da hun blev gravid med mig, og min far havde ingen uddannelse, så mange ville i dag have sagt ”nej, det er ikke lige nu, vi skal have et barn”. Men det gjorde de ikke! Tværtimod har de gjort alt, hvad de kunne, for at min bror og jeg skulle få et godt liv. Jeg er dem dybt taknemmelig.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

At vi sidste år mistede min svigerfar. Han betød rigtig meget for mig. Jeg var gået i stå med studierne, da jeg 1986 traf Louise, og det gav mig et kæmpe boost, at hendes far også blev en del af mit liv. I lange perioder boede jeg hos mine svigerforældre. Han var et sproggeni, og da jeg kom ind i familien, lærte han sig selv græsk. Det var meget inspirerende at tale med ham om de opgaver, jeg skulle aflevere. Da jeg blev ansat i fængslet, kom han tit og fortalte de indsatte om sin tid i modstandsbevægelsen, sin dramatiske tilfangetagelse og dødsdommen, der blev omstødt til ophold i kz-lejrene i Dachau og Neuengamme.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Jeg er blevet introduceret til kirkens ignatianske tradition. Det har gjort, at jeg to gange er blevet købt fri af den svenske kriminalforsorg til at være med til at lede retræter i Kumla-fængslet ved Karlstad. Den ene gang var det en 30-dagesretræte for langtidsdømte. 30 dage uden mobil, tv, radio, computer – kun afbrudt af den daglige samtale med en præst eller åndelig vejleder. I stilheden bliver vi tvunget ned i dybet, men i den ignatianske tradition foregår det under meget trygge rammer. I fængselsverdenen er flugten fra det, vi ikke ønsker at forholde os til, meget farlig, fordi mange forsøger at bedøve deres indre smerte med alkohol og narko.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Da vores drenge spillede obo og klarinet i Tivoligarden, havde jeg besluttet, at jeg ikke en eneste gang ville spørge dem, om de havde øvet, hvis jeg ikke selv øvede mig på et instrument. Så jeg købte en saxofon, gik til undervisning og øvede mig dagligt i flere år. Undervejs spillede jeg med ved et par koncerter og på salmerne, når jeg havde gudstjeneste i fængslerne. Men da vores drenge var for gamle til at spille i Tivoligarden, mistede jeg gejsten og konkluderede, at jeg måske havde leveret det nærmeste, man kommer på tortur i et dansk fængsel. De indsatte kunne jo ikke komme ud, når jeg spillede.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Intet! Det er måske især mine fejldisponeringer, der har udrustet mig bedre til at kunne forstå og hjælpe de indsatte.

Hvad har bragt dig størst glæde her i livet?

Min skønne kone og vores fem dejlige børn.

Beskriv en scene fra din barndom.

I 6. klasse var det tydeligt, at min skolegang var røget fuldstændigt af sporet. Jeg spyttede min klasselærer i hovedet og smed kanonslag ind ad hendes brevsprække. Da vi flyttede fra Jylland til Sjælland, tog jeg en ommer og begyndte for anden gang i 6. klasse. Det blev et vendepunkt i min skolegang.

Hvor skal du begraves?

Vestre Kirkegård, som vi har brugt som vores baghave.