Han kastede sig ud i kærligheden igen efter sin første hustrus død: Det er ret fantastisk

At kaste sig ud i tingene har aldrig ligget til tidligere politimester Jørn Bro. Alligevel kastede han sig ud i kærligheden igen efter sin første hustrus død. Lørdag fylder han 85 år, og i den anledning har Kristeligt Dagblad stillet ham en række store spørgsmål om livet

Et stærkt familiesammenhold, flid og pligtfølelse har Jørn Bro med sig fra sin barndom. I morgen fylder den tidligere politimester 85 år. – Foto: Leif Tuxen.
Et stærkt familiesammenhold, flid og pligtfølelse har Jørn Bro med sig fra sin barndom. I morgen fylder den tidligere politimester 85 år. – Foto: Leif Tuxen.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

At jeg traf min anden hustru. Vi var begge alene og oppe i alderen, da vi blev gift i 2013. At møde kærligheden igen og så sent er ret fantastisk. Hun hedder Elisa og er oprindeligt uddannet som journalist ved Kristeligt Dagblad, men skiftede senere til socialrådgivervæsenet. Elisa bor desværre på plejehjem, men min fødselsdag vil vi fejre sammen der med lidt god mad og en flaske vin. Vi blomstrede begge op, da vi mødte hinanden, og kærligheden er lige så glad, selvom om man er oppe i alderen.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Min gymnasietid har sat et meget stort præg på mig. Jeg blev nysproglig student fra Kolding Gymnasium i 1954, og vi var en rigtig rar klasse, som ikke diskuterede politik, men religion, fordi der var en tre-fire præstebørn i klassen. Vi har holdt sammen siden, selvom det nu er ved at gå i opløsning, fordi der er et par stykker, der er døde, og andre, der er alvorligt syge. Men ellers har vi mødtes hvert år hos en af vores kammerater i Kolding og har haft utrolig meget glæde at hinanden. Besættelsestiden satte også et dybt præg på mig, men den tid, der var gladest og mest udviklende, var gymnasietiden.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?

Det er at bestille noget. Flid er en nødvendighed, hvis man vil derop, hvor der er bedre overblik.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Ikke ret meget. Der har været enkelte dumheder, som jeg ikke vil trætte hverken dig eller mig med, men da jeg gik af, sagde jeg i min tale til medarbejderne, at hvis jeg fik chancen, tog jeg gerne en tur mere. Mit arbejde har været meget spændende og meget vedkommende.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Jeg synes egentlig aldrig, at jeg er sprunget ud på det rigtigt dybe vand, jeg har tænkt mig vældig godt om, og hellere kravle ned i vandet end at hoppe i på hovedet. At kaste sig ud i noget, man ikke rigtigt kan overskue, forekommer mig både letsindigt og forkert.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Det er tabet af mine forældre, selvom jeg var så heldig at have dem op i en meget høj alder. Min far blev knap 98 år, og min mor knap 100. Men man kan godt være ked af det alligevel og i mange situationer savne dem og have ønsket, at de var med til det ene og det andet.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Vi havde et meget stærkt familiesammenhold, og pligtfølelsen over for familien har jeg arvet. De har sat et meget stærkt præg på mig.

Beskriv en scene fra din barndom.

Jeg havde en række barndomsoplevelser på Avernakø under Besættelsen. Jeg har været omkring ni år. Vi var gået under jorden hos min farbror der – min far var stærkt engageret i den jyske modstandsbevægelse, og der er egentlig mange situationer dernedefra, som står fotografisk klart.

Landbruget dengang kunne alle være med i, også gamle og børn kunne bidrage, og det gik jeg meget op i. Jeg var meget optaget af at være en lille landmand, når der skulle hakkes roer, fodres grise, malkes og samles æg ind. I dag er landbruget jo industrialiseret og ikke på samme måde charmerende, men jeg håber da, at de, der arbejder i det, er glade for det. Men der var mere sammenhæng og helhed over det dengang, synes jeg.

Hvad tror du på?

Jeg har en meget fast, rodfæstet tro på Gud. Den har jeg med fra mit barndomshjem.